Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

TILLÆG

Bør sande kristne bruge korset i deres tilbedelse?

Bør sande kristne bruge korset i deres tilbedelse?

KORSET er elsket og respekteret af millioner af mennesker. Den Store Danske Encyklopædi oplyser at „korset blev kristendommens vigtigste symbol“. Men bør kristne bruge korset i deres tilbedelse?

Det er værd at bemærke at Jesus Kristus slet ikke døde på et kors. Det græske ord der almindeligvis oversættes med „kors“, er staurosʹ. Det har grundbetydningen „opretstående pæl eller stolpe“. The Companion Bible gør opmærksom på følgende: „[Staurosʹ] betyder aldrig to stykker tømmer anbragt på tværs af hinanden i en eller anden vinkel . . . Der er intet i [Det Nye Testamentes] græske tekst som på nogen måde antyder at der er tale om to stykker tømmer.“

I flere skriftsteder bruges der et andet ord for det henrettelsesredskab Jesus blev hængt på. Det er det græske ord xyʹlon. (Apostelgerninger 5:30; 10:39; 13:29; Galaterne 3:13; 1 Peter 2:24) Dette ord betyder ganske enkelt „et stykke tømmer“, „en stok, en stav eller et træ“.

Som forklaring på hvorfor en simpel pæl ofte blev brugt til henrettelser, siger bogen Das Kreuz und die Kreuzigung (Korset og korsfæstelsen) af Hermann Fulda: „Der var ikke træer til rådighed alle de steder der blev valgt til offentlig henrettelse. Derfor blev en simpel bjælke sat ned i jorden. Forbryderne blev bundet eller naglet til denne med hænderne øverst, og hyppigt blev også fødderne naglet eller bundet til pælen.“

Det stærkeste bevis af alle findes imidlertid i Guds ord. Apostelen Paulus siger: „Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse i stedet for os, for der står skrevet: ’Forbandet er enhver som er hængt på en pæl [„et træ“, den danske autoriserede oversættelse].’“ (Galaterne 3:13) Her citerer Paulus fra Femte Mosebog 21:22, 23, hvor der tales om en pæl, ikke et kors. Når en sådan henrettelsesmetode gjorde at personen blev „en forbandelse“, ville det da være passende for kristne at udsmykke deres hjem med billeder af den pælfæstede Kristus?

Fra de første 300 år efter Kristi død findes der ingen vidnesbyrd om at de der bekendte sig til kristendommen, brugte korset i tilbedelsen. Men i det fjerde århundrede antog den hedenske kejser Konstantin den frafaldne kristendom og fremmede brugen af korset som dens symbol. Uanset hvad Konstantins motiver var, havde korset intet med Jesus Kristus at gøre. Korset er i virkeligheden af hedensk oprindelse. New Catholic Encyclopedia siger: „Korset er fundet i både førkristne og ikkekristne kulturer.“ Forskellige andre pålidelige kilder har forbundet korset med naturreligioner og hedenske sexritualer.

Men hvorfor lod man så dette hedenske symbol vinde indpas? Tilsyneladende for at det skulle blive nemmere for hedningerne at tage imod den såkaldte kristendom. Ikke desto mindre fordømmer Bibelen klart og tydeligt at man viser hedenske symboler hengivenhed. (2 Korinther 6:14-18) Skrifterne forbyder alle former for afgudsdyrkelse. (2 Mosebog 20:4, 5; 1 Korinther 10:14) Det er derfor med god grund at sande kristne ikke bruger korset i deres tilbedelse. *

^ par. 5 Flere oplysninger om korset findes på side 209-13 i bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, udgivet af Jehovas Vidner.