Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvad skal jeg gøre hvis jeg er ensom?

Hvad skal jeg gøre hvis jeg er ensom?

KAPITEL 9

Hvad skal jeg gøre hvis jeg er ensom?

Det er en smuk dag, og du har ikke nogen planer. Men det har alle dine venner. De er ude og more sig. Du er endnu en gang blevet holdt udenfor! Det er slemt nok ikke at være inviteret med, men tanken om hvorfor er endnu værre. ’Måske er der noget i vejen med mig,’ siger du til dig selv. ’Hvorfor er der ingen der har lyst til at være sammen med mig?’

MÅSKE har du mere end en gang været i den situation der beskrives på foregående side. Det kan føles som om en bred kløft skiller dig fra dine jævnaldrende. Hver gang du prøver at indlede en samtale med dem, snubler du over ordene og kan ikke finde ud af hvad du skal sige. Og når du endelig har en mulighed for at hygge dig sammen med nogle venner, stikker genertheden hovedet frem. Hvorfor er det så svært at være afslappet når man er sammen med andre?

I stedet for blot at blive stående på din side af kløften kan du bygge bro over den. Lad os se hvordan.

● Den første kløft: Et negativt syn på dig selv. Nogle unge dømmer sig selv meget hårdt. De er overbeviste om at ingen kan lide dem, og at de ikke har noget som helst værdifuldt at bidrage med i en samtale. Er det sådan du har det med dig selv? En negativ selvopfattelse vil kun gøre den kløft der skiller dig fra dine venner, endnu større.

Broen: Fokuser på dine stærke sider. (2 Korinther 11:6) Spørg dig selv: ’Hvilke stærke sider har jeg?’ Tænk på noget af det du er god til, og på hvilke positive egenskaber du har, og skriv det herunder.

․․․․․

Selvfølgelig har du nogle svagheder, og det er kun godt at være opmærksom på dem. (1 Korinther 10:12) Men du har også meget at give af. Hvis du er bevidst om dine stærke sider, vil det give dig den selvtillid du behøver for at få bugt med en negativ selvopfattelse.

● Den anden kløft: Generthed. Du ville rigtig gerne indlede en samtale, men når muligheden opstår, er det som om du slet ikke kan få munden på gled. „Jeg er evig og altid genert,“ jamrer 19-årige Elizabeth. „Jeg synes det er ekstremt svært at henvende sig til nogle ved de kristne møder, og jeg beundrer virkelig dem der kan gøre det!“ Hvis du har det ligesom Elizabeth, føler du det måske som om denne kløft er umulig at forcere.

Broen: Vis ægte interesse for andre. Tag det roligt — du behøver ikke at lave helt om på dig selv og blive en meget udadvendt type. Begynd blot med at vise interesse for én person. „Hvis man ganske enkelt spørger andre hvad de laver, eller spørger til deres arbejde, vil det hjælpe en til at lære dem bedre at kende,“ siger en ung mand ved navn Jorge.

Et godt tip: Begræns dig ikke til dem der er på din egen alder. Nogle af de varmeste venskaber der er berettet om i Bibelen, var mellem personer med stor aldersforskel, for eksempel Rut og No’omi, David og Jonatan og Timoteus og Paulus. (Rut 1:16, 17; 1 Samuel 18:1; 1 Korinther 4:17) Husk også at en samtale er en udveksling af tanker, ikke en solooptræden. Folk sætter pris på nogle der er gode til at lytte. Hvis du er den generte type, så tænk på at du ikke selv behøver at holde hele samtalen i gang!

Skriv navnene på to voksne som du gerne vil lære bedre at kende.

․․․․․

Hvorfor ikke henvende dig til en af dem du har skrevet navnene på ovenover, og indlede en samtale? Jo mere du interesserer dig for „hele brodersamfundet“, jo mindre ensom vil du føle dig. — 1 Peter 2:17.

● Den tredje kløft: Utiltalende opførsel. Typen der tror han ved alt, er altid klar med en nedsættende eller sarkastisk bemærkning. Og så er der typen der bare elsker at diskutere og påtvinge alle og enhver sine meninger. „Overmåde retfærdig“ som han er, er han hurtig til at fordømme enhver der ikke lever op til hans personlige standard. (Prædikeren 7:16) Du bryder dig sikkert ikke om at være sammen med nogen der er sådan! Men kunne der være opstået en kløft mellem dig og andre fordi du opfører dig sådan? Bibelen siger: „Tåben bruger mange ord,“ og „med mange ord undgås ikke overtrædelse“. — Prædikeren 10:14; Ordsprogene 10:19.

Broen: Sæt dig i andres sted. (1 Peter 3:8) Selvom du ikke er enig med en anden i hans synspunkter, så lad tålmodigt vedkommende få lov at tale. Koncentrer dig om det I er enige om. Hvis du føler at du er nødt til at erklære dig uenig i noget af det han siger, så gør det på en mild og taktfuld måde.

Tal til andre på den måde som du gerne selv vil tales til. Bibelens råd er at ’blive ved med at gøre alt uden knurren og ophævelser’. (Filipperne 2:14) Hvis man er diskussionslysten, drillesyg, uforskammet eller selvretfærdig og fordømmende, støder man bare andre fra sig. De vil meget bedre kunne lide en hvis man ’altid lader sin tale være med ynde’. — Kolossenserne 4:6.

For enhver pris?

Efter denne korte selvransagelse ser du måske nogle måder hvorpå du kan bygge bro over den kløft der er opstået mellem dig og andre. Selvfølgelig bliver du nødt til at være realistisk. Du kan ikke forvente at alle skal kunne lide dig. Jesus sagde at nogle endda ville hade dem der gør det rigtige. (Johannes 15:19) Det kan derfor ikke betale sig at prøve at vinde venner for enhver pris.

Du kan dog godt, uden at gå på kompromis med Bibelens normer, gøre nogle rimelige bestræbelser for at være behagelig og rar at omgås. Samuel der er omtalt i Bibelen, var fast besluttet på at gøre det der ville glæde Gud. Hvad førte det til? Han „blev stadig mere vellidt både af Jehova og af mennesker“. (1 Samuel 2:26) Det vil du også blive hvis du gør lidt for det.

LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 1, KAPITEL 8

Få mere at vide om emnet ved at se dvd’en „Unge spørger: Hvordan får jeg virkelige venner?“ Den findes på over 40 sprog

I NÆSTE KAPITEL

Din bedste ven opfører sig pludselig som din værste fjende. Hvad kan du gøre ved det?

NØGLESKRIFTSTED

„Den der giver rigeligt at drikke, vil også få rigeligt at drikke.“ — Ordsprogene 11:25.

TIP

Hold samtalen i gang. Hvis en for eksempel spørger dig om du har haft en god weekend, så lad være med bare at sige ja. Fortæl hvorfor det var en god weekend. Og spørg så til hvad den anden har foretaget sig.

VIDSTE DU DET . . .?

Bibelen antyder at Moses, Jeremias og Timoteus måske har haft et problem med generthed. — 2 Mosebog 3:11, 13; 4:1, 10; Jeremias 1:6-8; 1 Timoteus 4:12; 2 Timoteus 1:6-8.

HANDLINGSPLAN!

Den største kløft for mig er ․․․․․

Jeg vil arbejde på at bygge bro over denne kløft ved at ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

Hvad kan være grunden til at nogle kristne er ensomme?

Hvad kan hjælpe dig til at få et afbalanceret syn på dig selv, i stedet for at være opslugt af negative tanker?

Hvordan ville du trøste en lillebror eller lillesøster der kæmper med ensomhed?

[Tekstcitat på side 88]

„En kristen søster prøvede at blive ven med mig, men der gik et stykke tid før jeg reagerede på det. Da jeg endelig gjorde det, følte jeg mig noget fjollet! Hun er blevet en af de bedste venner jeg nogen sinde har haft, selvom hun er 25 år ældre end mig!“ — Marie

[Illustration på side 87]

Du kan bygge bro over den kløft der er mellem dig og dine jævnaldrende