Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan jeg klare mig bedre i skolen?

Hvordan kan jeg klare mig bedre i skolen?

KAPITEL 13

Hvordan kan jeg klare mig bedre i skolen?

FORESTIL dig at du er fanget i en tæt, mørk jungle. Så godt som alt sollys holdes ude af træernes tætte løvtag. Du kan næsten ikke bevæge dig på grund af den kraftige vegetation. For at slippe væk må du hugge dig vej igennem junglen med en machete.

Nogle vil sige at deres liv i skolen svarer til denne beskrivelse. Hele dagen er man jo lukket inde i klasseværelset, og om aftenen hæmmes man af mange timers hjemmearbejde. Er det sådan du føler det? Skriv på nedenstående linje hvilket fag du synes er sværest.

․․․․․

Måske har dine forældre og lærere tilskyndet dig til at gøre noget mere ved dette fag. Hvis det er tilfældet, er det ikke fordi de prøver at gøre livet surt for dig! De ønsker bare at du skal udnytte dine evner fuldt ud. Men hvad kan du gøre hvis presset til at leve op til forventningerne får dig til at føle at du lige så godt kan opgive det hele? Hvis du bruger de rette redskaber, kan du bane dig vej gennem junglen. Hvilke redskaber er det?

● Det første redskab: En sund indstilling til at lære. Det er svært at føle sig motiveret til at gøre det godt i skolen hvis man har et negativt syn på det at lære. Prøv derfor at se tingene i et større perspektiv. Den kristne apostel Paulus skrev: „Den der pløjer, bør pløje i håb, og den der tærsker, bør gøre det i håb om at få en andel.“ — 1 Korinther 9:10.

At se værdien af at „pløje“ sig igennem visse fag er måske ikke så nemt. Hvorfor ikke? Fordi det ikke er alt på skoleskemaet der virker lige relevant — i hvert fald ikke lige nu. Men undervisning i mange forskellige fag vil give dig større forståelse af den verden der omgiver dig. Den vil hjælpe dig til at ’blive alt for alle slags mennesker’ og sætte dig i stand til at tale med folk der har forskellig baggrund. (1 Korinther 9:22) Om ikke andet så vil du forbedre din tænkeevne — og det er en evne som helt sikkert vil hjælpe dig i det lange løb.

● Det andet redskab: Et positivt syn på dine evner. Skoleundervisningen kan være med til at vise hvor du har skjulte talenter. Paulus skrev til Timoteus: ’Opflam den Guds gave som er i dig.’ (2 Timoteus 1:6) Timoteus var åbenbart blevet udnævnt til en eller anden særlig tjeneste i den kristne menighed; men hans gudgivne evne — hans „gave“ — måtte udvikles for ikke at gå tabt. Du får selvfølgelig ikke dine evner og skolekundskaber direkte fra Gud. Men ikke desto mindre er de evner du har, unikke for dig. Skolen kan hjælpe dig til at opdage og udvikle evner som du ikke anede at du havde.

Grav ikke din egen grav ved at tro at det er umuligt for dig at blive bedre. Hvis du plages af negative tanker om dine evner, så erstat dem med positive tanker. Læg for eksempel mærke til hvad Paulus sagde da nogle, måske uberettiget, kritiserede hans evner som taler: „Selv om jeg er ulærd i talekunst, er jeg det bestemt ikke i kundskab.“ (2 Korinther 10:10; 11:6) Paulus var opmærksom på sine svage sider. Men han kendte også sine stærke sider.

Hvad med dig? Hvilke stærke sider har du? Hvis du ikke kan komme i tanker om nogen, hvorfor så ikke spørge en voksen der kender dig godt? En sådan ven kan hjælpe dig til at få øje på dine stærke sider og få mest muligt ud af dem.

● Det tredje redskab: Gode lektievaner. Der findes ingen genveje til gode resultater i skolen. Før eller senere bliver du nødt til at læse lektier. Det skal indrømmes at selve ordet lektielæsning kan have en ubehagelig klang. Men det er gavnligt at læse og studere. Og hvis du gør lidt for det, kan du faktisk komme til at synes om det.

For at få gode lektievaner bliver du dog nødt til at planlægge din tid. Husk at så længe du går i skole, må hjemmearbejdet prioriteres højt. Det er rigtigt at Bibelen siger at der er „en tid til at le“ og „en tid til at danse omkring“. (Prædikeren 3:1, 4; 11:9) Derfor vil du sikkert også gerne, som de fleste unge, have noget tid tilovers til fornøjelser. * Men Prædikeren 11:4 siger advarende: „Den der holder øje med vinden, kommer ikke til at så; og den der ser på skyerne, kommer ikke til at høste.“ Hvad lærer det os? Lektier først, fornøjelser senere. Bare rolig, du kan finde tid til begge dele!

Hjælp til dit hjemmearbejde

Men hvad nu hvis du simpelt hen er begravet i hjemmearbejde? Måske føler du det som Sandrine på 17 år, der sagde: „Jeg bruger to til tre timer hver aften foruden weekenderne på at læse lektier.“ Hvordan kan du klare bunken af lektier? Prøv at bruge forslagene på side 119.

Hvordan du hugger dig vej

Paulus skrev følgende til Timoteus om det at gøre åndelige fremskridt: „Vis disse ting din fulde opmærksomhed, brug al din energi på dem, så alle tydeligt kan se din fremgang.“ (1 Timoteus 4:15, Phillips) Det samme princip gælder i skolen. Hvis du er flittig, vil din fremgang være tydelig.

Tænk på illustrationen i begyndelsen af dette kapitel. Hvis man var fanget i en tæt jungle, ville man have brug for det rigtige redskab — en machete — for at bane sig vej. Det samme gælder i skolen. I stedet for at føle dig overvældet af dine forældres og læreres krav til dig, så brug de tre redskaber der omtales i dette kapitel, til at gøre din skolegang til en succes. Efterhånden som dine præstationer bliver bedre, vil du blive glad for at du gjorde det!

LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 1, KAPITEL 18

NÆSTE KAPITEL

Som om du ikke havde nok problemer i skolen, bliver du nu også udsat for chikane. Hvad kan du gøre ved det?

[Fodnote]

^ par. 13 Flere oplysninger om fornøjelser findes i del 8 i denne bog.

NØGLESKRIFTSTED

„Den der holder øje med vinden, kommer ikke til at så; og den der ser på skyerne, kommer ikke til at høste.“ — Prædikeren 11:4.

TIP

Når du skal tilegne dig noget stof, så tag først et overblik over det. Tænk derefter over hvilke spørgsmål der mon bliver besvaret under hver underoverskrift. Læs så stoffet, og led efter svarene på dine spørgsmål. Prøv til sidst om du kan huske det du har læst.

VIDSTE DU DET . . .?

Hvis man snyder, kan man miste andres tillid, og man lærer ikke særlig meget. Det værste er at det skader ens forhold til Gud. — Ordsprogene 11:1.

HANDLINGSPLAN!

Næste gang jeg får karakterer, vil jeg gerne have ․․․․․ i følgende fag: ․․․․․

Jeg vil bestræbe mig for at blive bedre til dette fag ved at ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

Hvorfor bør du være flittig i skolen?

Hvilken plan for lektielæsning vil fungere godt for dig?

Hvor kan du bedst lave lektier og studere derhjemme?

Hvordan kan du undgå at hobbyer og adspredelser kommer til at påvirke dine karakterer?

[Tekstcitat på side 117]

„Jeg ser det hos andre unge på min alder. De studievaner de havde i skolen, er også kendetegnende for deres personlige studium af åndelige emner. De der ikke lærte at holde af lektielæsning i skolen, er heller ikke særlig interesserede i deres personlige bibelstudium.“ — Sylvie

[Ramme/​illustration på side 119]

Find et godt sted at læse lektier hvor du ikke bliver forstyrret. Sid helst ved et skrivebord. Hav ikke tændt for tv’et.

Prioriter rigtigt. Eftersom din skolegang er vigtig, så beslut at du ikke vil tænde for tv’et før du har lavet lektier.

Lad være med at udskyde lektierne. Hav en fast tidsplan for dit hjemmearbejde, og hold den.

Hav en plan. Bestem dig for hvad du vil tage fat på som det første, det andet osv. Lav en liste over opgaverne, og notér hvor lang tid du vil bruge på dem. Streg dem ud når du er færdig med dem.

Hold pauser. Hvis du mister koncentrationen, så hold en pause. Men vend tilbage til lektierne så hurtigt som muligt.

Tro på dig selv. Husk at forskellen på en god og en dårlig elev som regel har mere at gøre med flid end med intelligens. Du kan få din skolegang til at blive en succes. Gør den nødvendige indsats — det vil give gode resultater.

[Illustration på side 116]

At komme gennem skolen kan være som at hugge sig vej gennem en tæt jungle — men begge dele kan lade sig gøre med de rigtige redskaber