Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor fortælle at jeg lever et dobbeltliv?

Hvorfor fortælle at jeg lever et dobbeltliv?

KAPITEL 16

Hvorfor fortælle at jeg lever et dobbeltliv?

□ Drikker alkohol

□ Kommer sammen med nogle som dine forældre betragter som dårligt selskab

□ Lytter til nedbrydende musik

□ Går til vilde fester

□ Kommer hemmeligt sammen med en

□ Ser voldelige eller umoralske film eller spiller voldelige computerspil

□ Bruger et dårligt sprog

SE PÅ listen på foregående side. Foretager du dig nogen af disse ting bag dine forældres ryg? Hvis det er tilfældet, ved du sandsynligvis godt at det du gør, er forkert. Måske har du endda samvittighedskvaler over det. (Romerne 2:15) Men tanken om at skulle fortælle dine forældre om dine forkerte handlinger er ikke særlig behagelig. Og når du overvejer hvilke konsekvenser det kunne få, så virker ræsonnementet „hvad mine forældre ikke ved, har de ikke ondt af“ måske fornuftigt. Men har du tænkt over at du i virkeligheden lever et dobbeltliv? Hvad kan have fået dig til det?

Det attraktive ved uafhængighed

Bibelen siger at en mand på et tidspunkt „forlader . . . sin fader og sin moder“. (1 Mosebog 2:24) Det samme gælder naturligvis en kvinde. Det er kun naturligt at du ønsker at blive voksen, at tænke selvstændigt og at træffe dine egne beslutninger. Men når der er noget forældre ikke vil give lov til fordi de betragter det som uklogt — eller forkert — gør nogle unge oprør.

Det er rigtigt at nogle forældre kan virke usædvanlig strikse. „Der er næsten ingen film vi må se,“ klager en ung pige ved navn Kim. Hun tilføjer: „Min far har forbudt os at lytte til næsten al musik!“ Når unge pålægges begrænsninger de selv synes er urimelige, begynder de at misunde deres kammerater, der ser ud til at have langt større frihed.

En ung kvinde der hedder Tammy, peger på en anden grund til at nogle måske lever et dobbeltliv, nemlig at de gerne vil accepteres af deres skolekammerater. „Jeg begyndte at bruge et dårligt sprog i skolen,“ fortæller hun. „Det fik mig til at føle mig mere som de andre. Senere prøvede jeg at ryge. Jeg drak mig også fuld. Så begyndte jeg i hemmelighed at have kærester. Mine forældre var nemlig meget strikse og ville ikke have at jeg kom sammen med nogen.“

En teenagedreng ved navn Pete gjorde en lignende erfaring: „Jeg er opdraget som et af Jehovas Vidner. Men jeg var meget bange for at blive drillet.“ Hvordan håndterede Pete sin frygt? „Jeg prøvede at være populær,“ siger han. „Jeg løj og fandt på undskyldninger for at jeg ikke fik nogen gaver ved højtiderne.“ Da Pete først var begyndt at gå på kompromis i det små, varede det ikke længe før han begik mere alvorlige overtrædelser.

Intet er skjult

Der er ikke noget nyt i at nogle lever et dobbeltliv. Nogle af fortidens israelitter prøvede også om de kunne slippe af sted med det. Men profeten Esajas advarede dem: „Ve dem der dybt nede vil skjule deres beslutninger for Jehova, og hvis gerninger er gjort på et mørkt sted, mens de siger: ’Hvem ser os, og hvem kender os?’“ (Esajas 29:15) Israelitterne glemte at Gud så hvad de foretog sig. Da tiden var inde til det, krævede han dem til regnskab for deres synder.

Sådan er det også i dag. Selv hvis det skulle lykkes dig at skjule dine forkerte handlinger for dine forældre, kan du ikke skjule det du foretager dig, for Jehova. „Der er ingen skabning som er usynlig for ham,“ siger Hebræerbrevet 4:13, „men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ Hvad nytter det så at skjule noget? Husk at du ikke kan stille Gud tilfreds ved bare at lade som om du tjener ham når du overværer kristne møder. Jehova ved det hvis nogen ’ærer ham med læberne, men deres hjerte er langt borte fra ham’. — Markus 7:6.

Har du gjort dig klart at de der lever et dobbeltliv, bedrøver Jehova? Kan man virkelig det? Ja, det kan man! Da israelitterne i fortiden bevidst overtrådte Guds lov, ’bedrøvede de Israels Hellige’. (Salme 78:41) Jehova bliver også meget bedrøvet i dag når unge som er opdraget „i Jehovas tugt og formaning“, i hemmelighed gør noget der er forkert! — Efeserne 6:4.

Få sagerne bragt i orden

Faktisk skylder du både Gud, dine forældre og dig selv at gå til bekendelse og fortælle hvad du har foretaget dig i det skjulte. Det kan selvfølgelig være pinligt og også få nogle ubehagelige følger. (Hebræerne 12:11) Hvis du for eksempel har haft for vane at lyve for dine forældre og føre dem bag lyset, har du undergravet deres tillid til dig. Du skal derfor ikke blive overrasket hvis de i et stykke tid pålægger dig flere begrænsninger end tidligere. Men det er alligevel bedst at få gjort rent bord. Hvorfor?

Tænk over følgende illustration: Forestil dig at du og din familie er på vandretur. Dine forældre har sagt til dig at du hele tiden skal holde dig i nærheden af dem. Men på et tidspunkt hvor de ikke lige ser det, går du væk fra stien og farer vild. Pludselig begynder du at synke ned i noget kviksand. Ville du synes det var for pinligt at råbe om hjælp? Ville du være bange for at dine forældre ville irettesætte dig for at have ignoreret deres advarsler? Nej! Du ville råbe af dine lungers fulde kraft.

Hvis du lever et dobbeltliv, har du også øjeblikkelig brug for hjælp. Husk at du ikke kan lave fortiden om. Men du kan ændre fremtiden. Selvom det uden tvivl vil være smertefuldt og svært, vil det være klogt at bede om hjælp inden du ødelægger mere for dig selv eller din familie. Hvis du virkelig er ked af det du har gjort, vil Jehova være barmhjertig. — Esajas 1:18; Lukas 6:36.

Fortæl derfor dine forældre sandheden. Hav forståelse for at de føler sig såret. Tag imod deres tugt. Hvis du gør det, vil du glæde både dine forældre og Jehova Gud. Du vil også mærke den vidunderlige lettelse det er igen at få en ren samvittighed. — Ordsprogene 27:11; 2 Korinther 4:2.

NÆSTE KAPITEL

Du har meget tilfælles med dine klassekammerater. Men hvad bør du vide om venskaber i skolen?

NØGLESKRIFTSTED

„Den der dækker over sine overtrædelser får ikke held, men den der bekender dem og opgiver dem, vises der barmhjertighed.“ — Ordsprogene 28:13.

TIP

Bagatelliser ikke dine fejl, men undgå samtidig at være for hård ved dig selv. Husk at Jehova er villig til at tilgive. — Salme 86:5.

VIDSTE DU DET . . .?

Det kan være sundt at have skyldfølelse fordi det kan få en til at rette en forkert adfærd. Hvis man derimod fremturer i synd, skader man sin samvittighed. Den bliver følelsesløs, ligesom hud der er blevet brændt og dækket af arvæv. — 1 Timoteus 4:2.

HANDLINGSPLAN!

Hvis jeg har levet et dobbeltliv, vil jeg tale med ․․․․․

Ligegyldigt hvilken tugt jeg får, kan jeg klare den ved at ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

Hvad får nogle teenagere til at leve et dobbeltliv?

Hvilke konsekvenser kan det få at leve et dobbeltliv?

Hvorfor er det indsatsen værd at bryde med en sådan livsstil?

[Tekstcitat på side 140]

„Jeg synes at unge bør gøre kendt at de er kristne der har høje moralnormer. De bør gøre det så hurtigt som muligt. Jo længere tid de venter, jo sværere vil det være.“ — Linda

[Illustration på side 141]

Hvis du er ved at synke ned i dobbeltlivets kviksand, må du bede om hjælp