Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

10. DEL

Salomon regerer med visdom

Salomon regerer med visdom

Jehova giver kong Salomon et víst hjerte; i Salomons regeringstid nyder israelitterne en enestående fred og velstand

HVORDAN ville forholdene være hvis en hel nation og dens hersker lod sig lede af Jehova som deres suveræne Herre og adlød hans love? Svaret fremgår af de forhold der var under Salomons 40 år lange styre.

Inden David døde, udpegede han sin søn Salomon som sin efterfølger. I en drøm blev Salomon af Gud opfordret til at bede om noget han ønskede sig. Salomon bad om visdom og forstand så han kunne dømme folket på en retfærdig og klog måde. Denne anmodning glædede Jehova, og han gav Salomon et víst og forstandigt hjerte. Jehova lovede ham også rigdom, ære og et langt liv hvis han forblev lydig.

Salomon blev berømt for sine vise domsafsigelser. I ét tilfælde havde to kvinder skændtes om et spædbarn som de begge hævdede at være mor til. Salomon befalede at drengen skulle hugges midt over så de hver kunne få et halvt barn. Den første kvinde syntes det var en god idé, men den rigtige mor bønfaldt straks Salomon om at give den anden kvinde barnet. Salomon forstod nu klart at det var den medfølende kvinde der var moderen, og han gav drengen til hende. Inden længe havde hele Israel hørt om denne kendelse, og folket forstod at Salomons visdom var fra Gud.

En af Salomons største bedrifter var opførelsen af Jehovas tempel — et prægtigt bygningsværk i Jerusalem der skulle tjene som center for tilbedelsen i Israel. Ved indvielsen af templet bad Salomon til Gud og sagde: „Se, himmelen, ja, himlenes himle kan ikke rumme dig; hvor langt mindre da dette hus som jeg har bygget!“ — 1 Kongebog 8:27.

Salomons ry spredtes til andre lande, så langt væk som til Saba, der lå i Arabien. Dronningen af Saba kom rejsende for at se Salomons herlighed og rigdom og for at efterprøve dybden af hans visdom. Kongens visdom og velstanden i Israel gjorde et dybt indtryk på hende og fik hende til at prise Jehova for at have sat så vís en konge på tronen. Ja, på grund af Jehovas velsignelse oplevede folket under Salomons styre den største velstand og fred nogen sinde i det gamle Israels historie.

Sørgeligt nok fortsatte Salomon ikke med at lade sig lede af Jehovas visdom. Han ignorerede Guds vejledning og giftede sig med hundreder af kvinder, hvoraf mange tilbad fremmede guder. Lidt efter lidt fik hans hustruer vendt hans hjerte bort fra Jehova så han begyndte at dyrke afguder. Jehova meddelte Salomon at en del af riget ville blive revet bort fra ham. Men på grund af det løfte Jehova havde givet Salomons far, David, ville en mindre del af riget forblive i hans slægt. Trods Salomons frafald forblev Jehova altså tro mod den pagt om et rige som han havde indgået med David.

— Baseret på Første Kongebog, kapitel 1 til 11; Anden Krønikebog, kapitel 1 til 9; Femte Mosebog 17:17.