PRÆCIS som Jehova havde forudsagt, blev Israels rige delt efter at Salomon var faldet fra den sande tilbedelse. Hans søn og efterfølger, Rehabeam, var hård og ubøjelig, og det fik ti af Israels stammer til at gøre oprør og danne nordriget Israel. To stammer forblev loyale over for kongen på Davids trone i Jerusalem, idet de dannede sydriget Juda.

Begge riger havde en omtumlet historie, hovedsagelig på grund af troløse og ulydige konger. Israel gik det endnu værre end Juda, for lige fra begyndelsen fremmede dets konger falsk tilbedelse. Trods de magtfulde gerninger ved profeter som Elias og Elisa — der begge endog oprejste døde — faldt israelitterne igen og igen tilbage til deres onde gerninger. Til sidst lod Gud det nordlige rige blive ødelagt af Assyrien.

Juda eksisterede godt et hundrede år længere end Israel, men blev også straffet af Gud. Kun få judæiske konger lyttede til Guds profeters advarsler og prøvede at føre nationen tilbage til Jehova. Kong Josias begyndte for eksempel at rense Juda for falsk tilbedelse og istandsatte Jehovas tempel. Da der blev fundet et originalt eksemplar af den lov som Gud havde givet gennem Moses, rørte det Josias dybt, og han intensiverede sine bestræbelser for at gennemføre reformer.

Sørgeligt nok fulgte kong Josias’ efterfølgere ikke hans gode eksempel. Jehova tillod derfor nationen Babylon at erobre Juda og ødelægge Jerusalem og templet. De overlevende blev ført i landflygtighed til Babylon. Gud forudsagde at landflygtigheden ville vare 70 år. I al denne tid lå Juda øde — indtil folket som lovet kunne vende tilbage til sit eget land.

Der skulle imidlertid ikke komme flere konger i Davids slægtslinje førend den lovede befrier, den forudsagte Messias, satte sig på tronen. De fleste af de konger der havde siddet på Davids trone i Jerusalem, var et bevis på at ufuldkomne mennesker ikke egner sig til at herske over andre. Kun Messias ville være virkelig egnet til det. Jehova sagde således til den sidste af disse davidiske konger: ’Løft kronen af. . . . Dette [kongedømmet] skal ikke blive nogens, før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.’ — Ezekiel 21:26, 27.

— Baseret på Første Kongebog; Anden Kongebog; Anden Krønikebog, kapitel 10 til 36; Jeremias 25:8-11.