Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

18. DEL

Jesus gør mirakler

Jesus gør mirakler

Jesus viser gennem sine mirakler hvordan han vil bruge sin magt som konge

GUD satte Jesus i stand til at gøre ting som ingen andre mennesker kunne gøre. Jesus udførte mange mirakler — ofte foran hele skarer af øjenvidner. Disse mirakler viste at Jesus har magt til at bekæmpe fjender og overvinde vanskeligheder som ufuldkomne mennesker aldrig har været i stand til at få bugt med. Lad os se på nogle eksempler.

Skaffede mad og drikke. Det første mirakel Jesus udførte, var at forvandle vand til god vin. Ved to andre lejligheder bespiste han sultne folkeskarer der bestod af flere tusind, med blot nogle få brød og fisk. I begge tilfælde var der rigeligt med mad til alle.

Helbredte sygdom. Jesus kurerede folk for „enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed“. (Mattæus 4:23) Han helbredte blinde, døve, spedalske, epileptikere, vanføre, lamme og krøblinge. Der fandtes ingen form for sygdom som han ikke var i stand til at helbrede.

Beherskede voldsomme vejrforhold. Da Jesus og hans disciple sejlede tværs over Galilæas Sø, brød et voldsomt stormvejr løs. Disciplene var skrækslagne. Men Jesus så blot på uvejret og sagde: „Ti! Vær stille!“ Og vinden lagde sig, og der blev helt stille. (Markus 4:37-39) Ved en anden lejlighed gik han på vandet mens der rasede et frygteligt uvejr. — Mattæus 14:24-33.

Havde magt over onde ånder. Onde ånder er langt stærkere end mennesker. Mange mennesker har været magtesløse over for disse ondsindede fjender af Gud og har ikke kunnet gøre sig fri af deres greb. Men når Jesus gang på gang befalede sådanne ånder at komme ud af folk, brød han den magt ånderne havde over deres ofre. Han frygtede ikke sådanne ånder. Derimod frygtede de ham fordi de vidste hvilken myndighed han havde.

Havde magt over døden. Døden, som med rette er blevet kaldt „den sidste fjende“, er en fjende som intet menneske kan overvinde. (1 Korinther 15:26) Ikke desto mindre oprejste Jesus nogle fra de døde, blandt andet en ung mand der blev givet tilbage til sin mor, som var enke, og en ung pige som blev givet tilbage til sine sørgende forældre. I et yderst bemærkelsesværdigt tilfælde oprejste Jesus sin kære ven Lazarus foran en skare af sørgende, skønt vennen havde været død i næsten fire dage! Selv Jesu mest indædte fjender erkendte at han havde udført dette mirakel. — Johannes 11:38-48; 12:9-11.

Hvorfor gjorde Jesus alle disse mirakler? Blev alle dem han hjalp, alligevel ikke indhentet af døden til sidst? Jo, men Jesu mirakler var af varig værdi fordi de beviste at alle de betagende profetier om den messianske konges styre hvilede på et virkeligt grundlag. Man behøver ikke at tvivle på at Guds udnævnte konge kan opfylde menneskers behov for mad, fjerne sygdom, beherske farlige vejrforhold, tilintetgøre onde ånder og endda selve døden. Han har allerede bevist at Gud har givet ham magt til alt dette.

— Baseret på bøgerne Mattæus, Markus, Lukas og Johannes.