“Evolution er lige så meget et faktum som dét at solen er varm,” hævder den fremtrædende forsker Richard Dawkins.¹⁶ At solen er varm, bekræftes af både eksperimenter og direkte iagttagelser. Men er der også eksperimenter og direkte iagttagelser som uigendriveligt beviser at evolutionslæren er sand?

Inden dette spørgsmål besvares, er der noget der bør stå klart. Mange forskere har påvist at der over en vis tid kan ske små forandringer i levende organismer. For eksempel kan man målrettet parre nogle hunde med bestemte træk sådan at deres afkom med tiden får kortere ben eller længere pels. * Nogle bruger betegnelsen “mikroevolution” om sådanne små ændringer.

Evolutionister hævder imidlertid at der i løbet af milliarder af år er sket en ophobning af små ændringer som har ført til de store forandringer, sådan at fisk er blevet til padder og abelignende væsner til mennesker. Disse formodede store forandringer omtales som “makroevolution”.

 For eksempel fremsatte Charles Darwin den tanke at de små ændringer vi rent faktisk ser, indebærer at langt større ændringer – som ingen har set – også kan finde sted.¹⁷ Han mente at nogle få oprindelige, såkaldt simple livsformer langsomt udviklede sig over enorme tidsperioder – gennem “overordentligt små ændringer” – til de millioner af forskellige livsformer der er på Jorden.¹⁸

Mange finder denne påstand plausibel. De ræsonnerer som så at hvis der kan ske små ændringer inden for en art, hvorfor skulle evolutionsprocessen så ikke kunne forårsage store ændringer i løbet af lange tidsrum? * Imidlertid bygger evolutionslæren på tre antagelser der må kaldes tre myter. Overvej følgende:

Myte nr. 1. Mutationer giver det råmateriale der er nødvendigt til dannelse af nye arter. Læren om makroevolution bygger på den antagelse at mutationer – vilkårlige forandringer i den genetiske kode i planter og dyr – ikke alene kan føre til nye arter, men også til helt nye familier af planter og dyr.¹⁹

Fakta. Mange detaljer i planter og dyr bestemmes af de oplysninger der findes i deres genetiske kode, de arbejdstegninger der ligger i cellekernen. * Forskere har iagttaget at mutationer godt kan medføre ændringer i planters og dyrs afkom. Men kan mutationer også frembringe helt nye arter? Hvad har de sidste 100 års arvelighedsforskning vist?

I slutningen af 1930’erne antog forskere med stor begejstring en ny tanke. De havde i forvejen den opfattelse at naturlig selektion – som går ud på at den organisme der er bedst egnet til sit miljø, har den største chance for at overleve og formere sig – kunne frembringe nye plantearter gennem vilkårlige mutationer. Derfor mente de nu at kunstig selektion af mutationer, altså en udvælgelse styret af mennesker, kunne gøre det samme, blot mere effektivt. “Der bredte sig en euforisk stemning blandt biologer og især blandt plante- og dyreavlere,” siger Wolf-Ekkehard Lönnig, en forsker fra Max Planck-instituttet i Tyskland. * Hvorfor gjorde der det? Lönnig, som gennem 30 år har forsket i plantemutationer, forklarer: “Forskerne mente at  tiden var inde til at revolutionere den traditionelle metode at avle planter og dyr på. De troede at de ved at fremprovokere og udvælge gavnlige mutationer kunne frembringe nye og bedre planter og dyr.”²⁰ Nogle håbede faktisk på at frembringe helt nye arter.

Videnskabsfolk i USA, Asien og Europa fik rigelige midler til iværksættelse af programmer som man mente kunne fremskynde denne udvikling. Hvilke resultater havde de opnået efter 40 års intensiv forskning? “Trods enorme udgifter endte forsøget på at fremavle mere ydedygtige varieteter ved bestråling [for at fremkalde mutationer] som en stor fiasko,” siger forskeren Peter von Sengbusch.²¹ Og Lönnig tilføjer: “I 1980’erne havde euforien blandt forskere i hele verden lagt sig, og deres forhåbninger var bristet. Mutationsavl som en særskilt forskningsgren blev opgivet i de vestlige lande. Stort set alle mutanter ... døde eller var svagere end de naturlige varieteter.” *

Ikke desto mindre har 100 års forskning og især de sidste 70 års forskning i mutationsavl sat forskere i stand til at drage nogle konklusioner om hvorvidt mutationer kan frembringe nye arter. Efter at have undersøgt vidnesbyrdene konkluderer Lönnig: “En oprindelig art [af planter eller dyr] kan ikke omdannes til en helt ny art gennem mutationer. Denne konklusion stemmer med samtlige forsøg og resultater inden for mutationsforskning i det 20. århundrede og med al sandsynlighedsregning.”

Altså: Kan mutationer forårsage at én art udvikler sig til en helt anden art? Alle vidnesbyrd svarer nej. Lönnig er gennem sin forskning nået til den konklusion at “arter som adskiller sig genetisk fra andre arter, har grænser som vilkårlige mutationer ikke kan ophæve eller overskride”.²²

Hvad betyder alt dette? Jo, hvis højtuddannede forskere ikke er i stand til at frembringe nye arter ved kunstigt at fremkalde og udvælge gunstige mutationer, må man spørge om en fornuftløs proces kunne gøre det bedre. Hvis en oprindelig art ikke kan udvikle sig til en helt ny art som følge af mutationer – hvad forskningen altså viser – hvordan skulle en makroevolution så kunne finde sted?

Myte nr. 2. Naturlig selektion har ført til at nye arter er opstået. Darwin mente at det han kaldte naturlig selektion, ville begunstige de livsformer som var bedst egnede til det omgivende miljø, mens de mindre egnede livsformer efterhånden ville uddø. Vores tids evolutionister hævder at efterhånden som arterne bredte sig og blev isolerede, favoriserede den naturlige selektion de arter hvis genmutationer satte dem i stand til at overleve i deres nye miljø. Det medførte, påstår evolutionisterne, at disse isolerede grupper med tiden udviklede sig til helt nye arter.

Fakta. Som tidligere nævnt tyder forskningsresultater stærkt på at der ikke kan frembringes helt nye plante- eller dyrearter ved mutationer. Hvilke beviser fremfører evolutionister så for deres påstand om at naturlig selektion ‘udvælger’ gavnlige mutationer så der dannes nye arter? En brochure udgivet i 1999 af National Academy of Sciences (NAS) i USA henviser til “de 13 finkearter som Darwin studerede på Galápagosøerne, og som i dag kaldes Darwins finker”.²³

 I 1970’erne begyndte en forskningsgruppe ledet af ægteparret Peter R. og B. Rosemary Grant fra Princeton University at studere disse finker. Efter et år med tørke på øerne opdagede gruppen at finker med lidt større næb var mere overlevelsesdygtige end finker med mindre næb. Eftersom næbenes størrelse og form er en af de vigtigste måder hvorpå man kan identificere de 13 finkearter, mente man at denne opdagelse var betydningsfuld. Brochuren fra NAS fortsætter: “Parret Grant skønner at hvis der indtræffer en tørke på øerne cirka hvert 10. år, vil der opstå en ny finkeart i løbet af blot 200 år.”²⁴

Brochuren undlader dog at nævne at i årene efter tørken blev de finker der havde et mindre næb, igen de dominerende i bestanden. Forskerne lagde mærke til at i takt med at klimaet på øen ændrede sig, skiftedes finkerne med større næb og dem med mindre næb til at være de dominerende på øen. De fandt også ud af at nogle af de forskellige “arter” af finker parrede sig med hinanden og frembragte afkom som klarede sig bedre end forældrefuglene. De konkluderede at hvis dette fortsatte, kunne det resultere i at to “arter” smeltede sammen til én.²⁵

Kan man så fastholde at naturlig selektion fører til dannelse af helt nye arter? For flere årtier siden begyndte evolutionsbiologen George Christopher Williams at betvivle at naturlig selektion kan udvirke noget sådant.²⁶ I 1999 skrev evolutionsteoretikeren Jeffrey H. Schwartz at det godt kan være at naturlig selektion medvirker til at arterne bedre kan tilpasse sig livets omskiftelige forhold, men at naturlig selektion ikke skaber noget som helst nyt.²⁷

Nej, Darwins finker er ikke blevet til “noget som helst nyt”. De er stadig finker. Og dét at de formerer sig indbyrdes, sår tvivl om de måder hvorpå nogle evolutionister definerer en art. Den viden man har om finkerne, er også med til at vise at end ikke ansete videnskabelige akademier er hævede over at fremlægge forskningsresultater på en forudindtaget måde.

 Myte nr. 3. Fossiler dokumenterer at makroevolutionære forandringer har fundet sted. Den førnævnte brochure fra NAS giver læseren det indtryk at fossiler fundet af forskere til overmål dokumenterer at makroevolution har fundet sted. Den siger: “Man har fundet så mange mellemformer mellem fisk og padder, mellem padder og krybdyr, mellem krybdyr og pattedyr og langs primaternes udviklingslinje at det ofte er vanskeligt at fastslå kategorisk hvor overgangen fra én art til en anden har fundet sted.”²⁸

Fakta. Denne erklæring i brochuren fra NAS må betegnes som overraskende. Hvorfor? Niles Eldredge, der selv er inkarneret evolutionist, siger at fossilmaterialet ikke vidner om nogen gradvis akkumulation af ændringer, men viser at der er lange tidsrum hvor der er “ingen eller næsten ingen akkumulation af evolutionære ændringer i de fleste arter”. *²⁹

Til dato har forskere verden over gravet omkring 200 millioner store fossiler og milliarder af små fossiler op af jorden og katalogiseret dem. Mange forskere er enige om at dette omfattende og detaljerede fossilmateriale viser at alle hovedgrupper af dyr er opstået pludseligt og forblevet praktisk talt uforandrede, og at mange arter er forsvundet lige så pludseligt som de er opstået.

Hvorfor holder mange fremtrædende evolutionister på at makroevolution er et faktum? En førende evolutionist, Richard Lewontin, har ærligt skrevet at mange forskere er villige til at acceptere ubekræftede videnskabelige påstande fordi de “føler en større forpligtelse, en forpligtelse over for materialismen”. * Mange forskere vil ikke engang overveje muligheden af at der eksisterer en intelligent Designer, for, som Lewontin skriver: “Vi kan ikke tillade at det guddommelige får en fod inden for døren.”³⁰

I den forbindelse citerer tidsskriftet Scientific American sociologen Rodney Stark for at sige: “I 200 år har man fremmet den holdning at hvis man vil gå for at være forsker, må man holde sit sind fri af religionens lænker.” Han nævner også at på de universiteter hvor der drives forskning, “holder de troende deres mund”.³¹

Hvis du vælger at acceptere læren om makroevolution, må du altså stole på at agnostiske og ateistiske forskeres fortolkning af videnskabelige data ikke er farvet af deres personlige overbevisning. Du må også tro på at alle de komplekse livsformer er opstået som følge af mutationer og naturlig selektion, til trods for at 100 års forskning har vist at mutationer ikke har medført at en eneste klart defineret art har ændret sig til en helt ny art. Du må tro på at alle levende væsner gradvist har udviklet sig fra en fælles forfar, til trods for at fossilmaterialet tydeligt indikerer at hovedgrupperne af planter og dyr er opstået pludseligt og ikke har udviklet sig til helt nye arter, end ikke over meget lange tidsforløb. Lyder dét som en overbevisning der er baseret på fakta eller på myter? At acceptere evolutionslæren er i virkeligheden at vælge en “tro”.