Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan får jeg talt med mine forældre?

Hvordan får jeg talt med mine forældre?

KAPITEL 1

Hvordan får jeg talt med mine forældre?

„Jeg prøvede virkelig at fortælle mine forældre hvad jeg følte, men jeg fik ikke udtrykt mig rigtigt — og så afbrød de mig bare. Det krævede mod at sætte ord på mine følelser, men det blev en ren fiasko!“ — Rosa.

DA DU var yngre, var dine forældre sikkert de første du spurgte til råds. Du fortalte dem om alt hvad du oplevede, både små og store ting. Du gav frit udtryk for dine tanker og følelser, og du stolede på deres råd.

Men i dag føler du måske ikke længere at dine forældre forstår dig. En pige ved navn Edie siger: „En aften mens vi sad og spiste, begyndte jeg at græde og fortælle hvad jeg følte inderst inde. Mine forældre lyttede godt nok, men det virkede ikke som om de forstod mig.“ Hvordan reagerede Edie? „Jeg gik ind på mit værelse og græd videre!“

Det kan også være at du nogle gange foretrækker ikke at åbne dig for dine forældre. „Jeg taler med mine forældre om mange forskellige ting,“ siger en dreng ved navn Christopher. „Men nogle gange vil jeg helst have at de ikke ved alt hvad jeg tænker.“

Er det forkert at du holder nogle tanker for dig selv? Ikke nødvendigvis — så længe du ikke prøver at føre dine forældre bag lyset. (Ordsprogene 3:32) Uanset om dine forældre tilsyneladende ikke forstår dig eller det er dig der er lidt reserveret, er én ting dog sikker: Du har behov for at tale med dine forældre — og dine forældre har behov for at høre hvad du føler og tænker.

Bliv ved med at kommunikere!

Hvis kommunikationen med dine forældre går lidt i stå, så tænk på hvad du ville gøre hvis du kørte en tur og kom til en vejspærring. Du ville nok ikke give op, men prøve at finde en anden rute. Her følger to eksempler.

VEJSPÆRRING NR. 1 Du har behov for at tale med dine forældre, men det virker som om de ikke lytter. „Jeg har svært ved at kommunikere med min far,“ siger en pige ved navn Leah. „Det sker at han efter at jeg har stået og talt til ham et stykke tid, siger: ’Undskyld, var det mig du sagde noget til?’“

SPØRGSMÅL: Hvad nu hvis Leah virkelig har behov for at tale om et problem? Hun har mindst tre muligheder.

Mulighed A

Råbe højt til sin far. Leah råber: „Far, det her er altså vigtigt! Hør nu efter!“

Mulighed B

Holde op med at tale med sin far. Leah opgiver ganske enkelt at tale om sine problemer.

Mulighed C

Vente til et bedre tidspunkt og tage emnet op igen. Leah går senere til sin far og taler med ham, eller hun skriver et brev til ham om problemet.

Hvilken mulighed synes du Leah skal vælge? ․․․․․

Lad os se lidt nærmere på hvad de nævnte muligheder kan føre til.

Leahs far er lidt uopmærksom og lægger ikke mærke til hendes frustration. Hvis Leah vælger mulighed A, kan hendes hidsige udbrud derfor virke helt umotiveret. Det gør sikkert ikke hendes far mere modtagelig over for det hun siger, og samtidig viser hun ham ikke ære og respekt. (Efeserne 6:2) Alt i alt fører denne metode til et dårligt resultat.

Måske er mulighed B den letteste, men det er ikke den klogeste. Hvorfor ikke? Fordi „planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd“. (Ordsprogene 15:22) For at Leah kan få løst sine problemer, må hun tale med sin far — og hvis han skal kunne hjælpe hende, må han vide hvad der foregår i hendes liv. Ingen af delene vil lykkes hvis hun undlader at kommunikere med ham.

Ved at vælge mulighed C lader Leah sig ikke standse af ’vejspærringen’. Hun forsøger i stedet at tage emnet op på et andet tidspunkt. Og hvis hun vælger at skrive et brev til sin far, kan det være at hun får det bedre med det samme. I et brev kan hun måske lettere formulere sine tanker. Når faderen læser brevet, vil han finde ud af hvad hun prøvede at fortælle ham, og det kan hjælpe ham til bedre at forstå hendes problem. Mulighed C vil derfor føre til noget godt for både Leah og hendes far.

Hvilke andre valgmuligheder har Leah? Skriv et forslag herunder. Skriv også hvad udfaldet kunne blive.

․․․․․

VEJSPÆRRING NR. 2 Dine forældre vil gerne tale med dig, men du vil helst være fri. „Der er ikke noget værre end at blive bombarderet med spørgsmål så snart man træder ind ad døren efter en hård dag i skolen,“ siger en pige der hedder Sarah. „Jeg vil helst bare glemme alt om skolen, men mine forældre begynder straks at spørge: ’Hvordan er det gået i dag? Har der været nogen problemer?’“ De spørger uden tvivl i en god mening, men som Sarah beklagende siger: „Jeg orker ikke at tale om skolen når jeg er træt og stresset.“

SPØRGSMÅL: Hvordan kan Sarah tackle situationen? Som i førnævnte tilfælde har hun mindst tre valgmuligheder.

Mulighed A

Nægte at tale med dem. Sarah siger: „Lad mig være i fred. Jeg har ikke lyst til at snakke lige nu!“

Mulighed B

Svare selvom hun ikke har lyst. Til trods for at Sarah er stresset, svarer hun modvilligt på sine forældres spørgsmål.

Mulighed C

Udskyde at tale om skolen, men holde samtalen kørende ved at tale om noget andet. Hun foreslår at de taler om skolen på et andet tidspunkt hvor hun ved at hun vil være mere oplagt til det. Derefter spørger hun interesseret sine forældre: „Fortæl mig hvad I har ­oplevet i dag. Har I haft en god dag?“

Hvilken mulighed synes du Sarah skal vælge?

Lad os igen se lidt nærmere på hvad de nævnte muligheder kunne føre til.

Sarah er stresset og har ikke lyst til at snakke. Hvis hun vælger mulighed A, vil hun stadig føle sig stresset, men hun vil også have det dårligt over at have snerret ad sine forældre. — Ordsprogene 29:11.

Sarahs forældre vil ikke bryde sig om hendes irriterede udbrud — eller den efterfølgende tavshed. De begynder måske at mistænke hende for at holde noget hemmeligt og vil gøre endnu mere for at få hende til at åbne sig, og det vil naturligvis bare øge Sarahs frustration. Denne mulighed giver altså på ingen måde et godt resultat.

Mulighed B er helt klart et bedre valg end mulighed A. Sarah og hendes forældre taler i det mindste med hinanden. Men eftersom Sarah ikke er særlig imødekommende, opnår hverken hun eller hendes forældre det som begge parter ønsker — en afslappet og åben samtale.

Sarah vil derimod have det bedre hvis hun vælger mulighed C, fordi samtalen om skolen bliver udsat til et andet tidspunkt. Og hendes forældre vil være glade for at hun gør en indsats for at tale med dem. Denne metode har de bedste betingelser for at lykkes fordi begge parter følger princippet i Filipperbrevet 2:4: „Vær opmærksomme på hinandens interesser, ikke blot jeres egne.“ — Today’s English Version.

Undgå at sende uklare signaler

Husk at det du siger, og det budskab dine forældre hører, ikke altid er det samme. For eksempel spørger dine forældre dig om hvorfor du er i dårligt humør. Du svarer: „Det vil jeg ikke snakke om.“ Men dine forældre hører det som: „Jeg stoler ikke nok på jer til at betro mig til jer. Jeg taler med mine venner om problemet, men ikke med jer.“ Prøv at lave nedenstående øvelse, og indføj dine svar. Forestil dig at du står over for et vanskeligt problem, og at dine forældre tilbyder at hjælpe.

Du siger: „Bare rolig. Jeg kan godt selv klare det.“

Dine forældre hører det måske som: ․․․․․

Et bedre svar kunne være: ․․․․․

Hvad er pointen i alt det her? Tænk over hvilke ord du bruger, og sig det du vil sige, i et respektfuldt tonefald. (Kolossenserne 4:6) Tænk på dine forældre som dine allierede, ikke som dine fjender. Du kan lige så godt se i øjnene at du har brug for alle de allierede du kan få, hvis du skal kunne klare de udfordringer du møder.

I NÆSTE KAPITEL

Hvad nu hvis dit problem ikke er at få talt med dine forældre — men at samtalen altid udvikler sig til et skænderi?

NØGLESKRIFTSTED

„Jeg taler af et oprigtigt hjerte, jeg siger rent ud, hvad jeg ved.“ — Job 33:3, den danske autoriserede oversættelse.

TIP

Hvis du synes det er svært at sidde og snakke med din far eller mor om et problem, så tal om det mens I går tur, kører eller er ude at shoppe.

VIDSTE DU DET . . .?

Du synes måske det er svært at tale med dine forældre om alvorlige emner, men de føler sig måske også lidt forlegne og utilstrækkelige når de prøver at tale med dig om den slags.

HANDLINGSPLAN!

Næste gang jeg mest har lyst til at holde op med at tale med mine forældre, vil jeg ․․․․․

Hvis mine forældre forsøger at presse mig til at tale om noget jeg helst ikke vil snakke om, vil jeg sige: ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

● Hvor vigtig er timingen for god kommunikation? — Ordsprogene 25:11.

● Hvorfor er det anstrengelserne værd at tale med sine forældre? — Job 12:12.

[Tekstcitat på side 10]

„Det er ikke altid så let at kommunikere med sine forældre, men når man åbner sig for dem og taler med dem, er det som om der bliver løftet en tung byrde af ens skuldre.“ — Devenye

[Illustration på side 8]

Når der er en vejspærring, må du finde en anden vej; det gælder også i kommunikationen med dine forældre!