Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er det normalt at sørge som jeg gør?

Er det normalt at sørge som jeg gør?

KAPITEL 16

Er det normalt at sørge som jeg gør?

Selvom dette kapitel specielt omhandler en forælders død, kan rådene også bruges hvis et andet familiemedlem eller en nær ven dør.

„Da min mor døde, følte jeg mig fuldstændig fortabt og helt tom indeni. Det var hende der havde holdt sammen på vores familie.“ — Karyn.

DER er ikke mange ting her i livet der vil berøre dig så meget som det at miste en af dine forældre. Du vil måske komme til at kæmpe med nogle følelser du aldrig før har haft. Brian, der var 13 da hans far døde af et hjerteanfald, siger: „Den aften vi fik at vide at han var død, var det eneste vi kunne gøre, at græde og holde om hinanden.“ Natalie, hvis far døde af kræft da hun var 10, siger: „Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle. Så jeg følte ingenting. Jeg var helt tom indeni.“

Mennesker reagerer forskelligt når de mister en de holder af. Som Bibelen siger, ’kender enhver sin egen plage og sin egen smerte’. (2 Krønikebog 6:29) Med det i tanke overvej da et øjeblik hvordan det har påvirket dig at en af dine forældre er død. Beskriv nedenfor (1) hvad du følte da det gik op for dig at din mor eller far var død, og (2) hvad du føler nu. *

1 ․․․․․

2 ․․․․․

Måske viser dine svar at dine følelser er faldet lidt til ro. Det er helt normalt. Det betyder ikke at du har glemt din forælder. Det kan dog også være at du stadig væk er meget ked af det, eller at du endda har fået det værre. Måske føler du at din sorg kommer i bølger, og at du pludselig kan blive overmandet af den, som af en kraftig bølge der slår ind mod kysten. Dette er også helt normalt — selv hvis der er gået flere år efter at du har mistet din mor eller far. Spørgsmålet er derfor: Hvad kan du gøre for at komme igennem din sorg — uanset hvordan du oplever den?

Hold ikke tårerne tilbage! Ved at græde lindrer du sorgens smerte. Men måske har du det ligesom Alicia, der som 19-årig mistede sin mor. Alicia fortæller: „Jeg følte at hvis jeg viste hvor ked af det jeg var, ville andre opfatte det som om min tro ikke var så stærk.“ Men tænk engang over følgende: Jesus Kristus var et fuldkomment menneske med en stærk tro på Gud. Alligevel ’gav han tårerne frit løb’ da han så dem der havde mistet deres kære ven Lazarus. (Johannes 11:35) Vær derfor ikke bange for at græde. Det betyder ikke at du mangler tro! Alicia siger: „Langt om længe begyndte jeg at græde. Rigtig meget — hver dag.“ *

Bearbejd din skyldfølelse. „Jeg plejede altid at gå ovenpå for at give min mor et godnatkys,“ siger Karyn, der var 13 da hendes mor døde. „Der var en aften jeg ikke gjorde det. Næste morgen døde min mor. Selvom det lyder ulogisk, lider jeg af skyldfølelse fordi jeg ikke var oppe ved hende den sidste aften, og på grund af de ting der skete næste morgen. Far skulle på forretningsrejse, så han havde bedt mig og min søster om at se til mor. Men vi sov længe, og da jeg kom ind i soveværelset, trak mor ikke vejret. Jeg havde det forfærdeligt, for hun var okay da far tog af sted!“

Ligesom Karyn har du måske en vis skyldfølelse på grund af noget du ikke fik gjort. Måske går du endda og plager dig selv og tænker „hvis bare“. ’Hvis bare jeg havde fået far til at gå til lægen.’ ’Hvis bare jeg lidt tidligere havde tjekket hvordan mor havde det.’ Er det sådanne tanker der plager dig, så husk at det er helt normalt at man har dårlig samvittighed over noget man ville ønske man havde gjort anderledes. Sagen er at du ville have gjort nogle ting anderledes hvis du havde vidst hvad der ville ske. Men det vidste du ikke. Der er derfor ingen grund til at gå rundt med skyldfølelse. Det er ikke din skyld at din mor eller far døde! *

Tal om dine følelser. I Ordsprogene 12:25 står der: „Et opmuntrende ord gør [dig] glad.“ (Den danske autoriserede oversættelse) Hvis du lægger låg på dine følelser, kan det blive svært for dig at bearbejde din sorg. Hvis du derimod taler om dine følelser med en du stoler på, vil du kunne få „et opmuntrende ord“ når du trænger allermest til det.

Tal med Gud. Du vil sandsynligvis have det meget bedre efter at du har ’udøst dit hjerte’ for Jehova Gud i bøn. (Salme 62:8) Her er der ikke blot tale om en psykologisk krykke. Når du beder, henvender du dig til „al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel“. (2 Korinther 1:3, 4) En af de måder Gud trøster på, er gennem sit ord, Bibelen. (Romerne 15:4) Det kan være en god idé at skrive en liste med skriftsteder der virker opmuntrende på dig. *

Sorgen forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. Men Bibelen kan give trøst, for den forsikrer os om at i den nye verden som Gud har lovet os, ’skal døden ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere’. (Åbenbaringen 21:3, 4) Når du tænker dybere over sådanne løfter, vil det helt sikkert hjælpe dig til bedre at klare tabet af din mor eller far.

[Fodnoter]

^ par. 6 Hvis det i øjeblikket er for hårdt for dig at besvare spørgsmålene, kan du vente til et senere tidspunkt.

^ par. 10 Tænk ikke at du skal græde for at vise din sorg. Folk sørger på forskellige måder. Men husk at hvis du mærker tårerne presse sig på, kan det være „en tid til at græde“. — Prædikeren 3:4.

^ par. 12 Hvis sådanne tanker bliver ved med at plage dig, er det en god idé at fortælle det til den forælder du har tilbage, eller til en anden voksen. Med tiden vil du få et mere afbalanceret syn på tingene.

^ par. 14 Mange er blevet trøstet af følgende skriftsteder: Salme 34:18; 102:17; 147:3; Esajas 25:8; Johannes 5:28, 29.

NØGLESKRIFTSTED

„[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

TIP

Skriv ned hvad du føler. At nedskrive tanker om den af dine forældre du har mistet, kan være en stor hjælp til at tackle sorgen.

VIDSTE DU DET . . .?

At græde er ikke et tegn på svaghed. Selv stærke og modige mænd som Abraham, Josef og David græd da de sørgede. — 1 Mosebog 23:2; 50:1; 2 Samuel 1:11, 12; 18:33.

HANDLINGSPLAN!

Når jeg føler mig helt overvældet af sorg, vil jeg ․․․․․

Hvad jeg vil spørge min tilbageværende forælder om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

● Hvorfor er det godt at tænke på de gode minder du har om den forælder du har mistet?

● Hvorfor kan det at skrive om dine tanker hjælpe dig til at komme igennem sorgen?

[Tekstcitat på side 112]

„Jeg holdt alle mine følelser for mig selv. Det ville have været meget bedre for mig at tale noget mere om det. Så ville jeg lettere have kunnet tackle det.“ — David

[Ramme/​illustration på side 113]

CHANTELLE

„Min far havde været syg i omkring fem år, og det gik ned ad bakke med hans helbred. Jeg var 16 da han tog sit eget liv. I tiden efter fortalte min mor mig og min storebror om alt hvad der skete. Hun lod os endda være med til at beslutte nogle ting i forbindelse med begravelsen. Det gjorde det lettere for os. Jeg tror ikke at børn bryder sig om at føle at de bliver holdt udenfor — især ikke når det drejer sig om så store ting. Efterhånden begyndte jeg at kunne tale åbent om min fars død. Når jeg havde lyst til at græde, gik jeg for mig selv eller hen til en veninde for at græde ud. Mit råd er: Hvis du har behov for at tale om det, så snak med din familie eller dine venner. Hvad du end må gøre for at bearbejde sorgen, så gør det.“

[Ramme/​illustration på side 113, 114]

LEAH

„Min mor fik et alvorligt slagtilfælde da jeg var 19, og hun døde tre år senere. Jeg følte at jeg måtte være stærk, for min far havde ikke brug for at jeg brød helt sammen. Mens jeg voksede op, havde mor altid været der for mig når jeg var syg eller ikke havde det så godt. Jeg kan huske hvordan hendes hænder føltes når hun tjekkede om jeg havde feber. Ofte føler jeg det smertelige savn af hende. Jeg undertrykker tit mine følelser, og det er ikke sundt. Derfor kigger jeg nogle gange på fotografier bare for at komme til at græde. Det hjælper også at tale med mine venner. Bibelen lover at de døde vil blive oprejst til liv på en paradisisk jord. (Johannes 5:28, 29) Når jeg tænker på at jeg kan komme til at se min mor igen — og koncentrerer mig om hvad jeg må gøre for at være der — dulmer det smerten.“

[Ramme/​illustration på side 114]

BETHANY

„Jeg ville ønske jeg kunne huske at jeg havde sagt til min far: ’Jeg elsker dig.’ Jeg er sikker på at jeg har sagt det, men jeg kan ikke huske det, og det minde ville jeg gerne have haft. Jeg var kun fem år da han døde. Min far fik et slagtilfælde mens han sov, og han blev hurtigt kørt på hospitalet. Da jeg vågnede næste morgen, fik jeg at vide at han var død. I tiden lige efter kunne jeg ikke klare at tale om min far, men senere elskede jeg når nogen fortalte historier om ham, for det hjalp mig til at lære ham bedre at kende. Hvis du har mistet en af dine forældre, vil jeg råde dig til at glæde dig over hvert eneste øjeblik du har haft sammen med vedkommende, og at skrive dine minder ned så du ikke glemmer dem. Og gør så alt hvad du kan, for at få en stærk tro så du kan være der når din far eller mor får en opstandelse i Guds nye verden.“

[Ramme på side 116]

Arbejdsskema

Skriv dine tanker ned

Skriv nogle af de gode minder ned du har om din forælder. ․․․․․

Skriv ned hvad du gerne ville have sagt til din forælder mens han eller hun levede. ․․․․․

Forestil dig at du har en lillebror eller lillesøster der kæmper med skyldfølelse efter at I har mistet en af jeres forældre. Skriv ned hvad du ville sige for at trøste ham eller hende. (Det kan samtidig hjælpe dig til at se din egen skyldfølelse i et bredere perspektiv). ․․․․․

Skriv to eller tre ting ned som du gerne vil vide om din afdøde mor eller far, og spørg derefter din anden forælder om I kan snakke om en af tingene. ․․․․․

Læs Apostelgerninger 24:15. Hvordan hjælper det håb der nævnes i dette vers, dig til at komme videre efter din forælders død? ․․․․․

[Illustration på side 115]

Sorg kan være som kraftige bølger der slår ind mod kysten på de mest uventede tidspunkter