Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Skal jeg droppe ud af skolen?

Skal jeg droppe ud af skolen?

KAPITEL 19

Skal jeg droppe ud af skolen?

Hvor længe mener du det er nødvendigt at gå i skole? ․․․․․

Hvor længe synes dine forældre du skal gå i skole? ․․․․․

ER DE to svar ovenfor ens? Selv hvis de er og du stadig går i skole, er der måske dage hvor du ville ønske du kunne droppe ud. Er der noget i de følgende kommentarer du kan genkende?

„Nogle gange var jeg så udmattet at jeg næsten ikke orkede at stå op om morgenen. Jeg tænkte: ’Hvorfor skal jeg gå i skole og lære noget jeg alligevel aldrig får brug for?’“ — Rachel.

„Der har været rigtig mange gange hvor jeg var træt af skolen og bare havde lyst til at droppe ud og finde et arbejde. Jeg syntes ikke jeg lærte noget, og jeg ville hellere have mig et job så jeg kunne tjene penge.“ — John.

„Jeg gik i skole midt inde i en storby og havde svært ved at finde venner. Jeg havde ingen problemer med skolearbejdet, men jeg blev behandlet som en outsider og var derfor meget alene. Ikke engang de andre outsidere ville snakke med mig! Jeg var meget fristet til bare at droppe ud.“ — Ryan.

„Jeg måtte læse lektier i op til fire timer hver aften! Der var en konstant strøm af opgaver, projekter og prøver. Jeg følte ikke jeg kunne klare mere, og jeg havde bare lyst til at stoppe.“ — Cindy.

„Vi har haft bandeopgør, en bombetrussel, tre selvmordsforsøg og et selvmord. Nogle gange blev det for meget, og jeg ville bare væk fra det!“ — Rose.

Har du haft lignende udfordringer? Hvis du har, hvad var det så der gjorde at du fik lyst til at droppe ud af skolen?

․․․․․

Det kan være at du lige nu seriøst overvejer at holde op med at gå i skole. Men hvordan ved du om du forlader skolen fordi det er fornuftigt at gøre det, eller fordi du simpelt hen er træt af det hele og vil væk? Før du svarer, vil det være en god idé at finde ud af hvad det vil sige at droppe ud af skolen.

’Gå ud’ eller ’droppe ud’?

Hvordan vil du beskrive forskellen på at ’gå ud’ af skolen og ’droppe ud’ af skolen?

․․․․․

Vidste du at det i nogle lande er almindeligt at man er færdig med skolen efter at have fået mellem fem og otte års undervisning? I andre lande forventes det at man går i skole i mindst ti år. Så reglerne er ikke de samme alle steder.

Myndighederne i nogle lande tillader at børn og unge får hjemmeundervisning i hele skoleforløbet eller en del af det. Elever der bliver undervist derhjemme — selvfølgelig med forældrenes tilladelse og i samarbejde med dem — er ikke holdt op med at gå i skole.

Men hvis du overvejer at afbryde din skolegang før de afsluttende prøver — uanset om du går på en almindelig skole eller modtager hjemmeundervisning — må du først tænke over følgende spørgsmål:

Hvad siger loven? Som nævnt er de love der har at gøre med skolegang, forskellige fra land til land. Hvor mange år skal man gå i skole der hvor du bor? Hvor længe har du gået i skole? Hvis du vælger at holde op med at gå i skole før tid, ignorerer du Bibelens bud om at man skal „underordne sig de højere myndigheder“. — Romerne 13:1.

Har jeg nået målet med min uddannelse? Hvilke mål vil du gerne have at din uddannelse hjælper dig til at nå? Er du ikke helt sikker? Så må du finde ud af det! Ellers er du som en passager der stiger på et tog uden at vide hvor han vil hen. Sæt dig ned sammen med dine forældre og udfyld arbejdsskemaet „ Hvilke mål har jeg med min uddannelse?“, som findes på side 139. Det vil gøre det lettere for dig at være målrettet og hjælpe dig og dine forældre til at afgøre hvor længe du skal gå i skole. — Ordsprogene 21:5.

Dine lærere og andre vil uden tvivl rådgive dig om hvor lang en uddannelse du skal tage. Men i sidste ende har dine forældre ret til at træffe den endelige beslutning. (Ordsprogene 1:8; Kolossenserne 3:20) Hvis du afbryder din uddannelse før du har nået de mål du og dine forældre har opstillet, dropper du ud af skolen.

Hvilke motiver har jeg til at droppe ud? Pas på at du ikke narrer dig selv. (Jeremias 17:9) Vi mennesker er tilbøjelige til at finde på gode grunde til at handle selvisk. — Jakob 1:22.

Skriv nogle uselviske grunde du kunne have til at afbryde din uddannelse før den er færdig.

․․․․․

Skriv nogle selviske grunde til at droppe ud.

․․․․․

Hvilke uselviske grunde skrev du? Måske vil du gerne hjælpe din familie økonomisk eller bruge mere tid i forkyndelsen. Nogle selviske grunde kunne være at undgå prøver eller slippe for lektier. Udfordringen består i at afgøre hvad der er dit egentlige motiv — og om det er uselvisk eller selvisk.

Se igen på det du skrev, og angiv ærligt på en skala fra 1 til 5 hvor vigtige grundene er (1=ikke så vigtig, 5=meget vigtig). Hvis du dropper ud bare for at slippe for problemer, vil du sikkert få en ubehagelig overraskelse.

Er der noget galt ved at droppe ud?

At droppe ud af skolen svarer til at hoppe af et tog før du når dit bestemmelsessted. Det er måske ubehageligt at sidde i toget, og dine medpassagerer kan være uvenlige. Men hvis du springer af toget mens det kører, er det indlysende at du ikke når dit bestemmelsessted, og du kommer højst sandsynligt alvorligt til skade. På samme måde vil du, hvis du dropper ud af skolen, måske ikke nå de mål du har med din uddannelse, og du vil sandsynligvis få både helt indlysende og mere uventede problemer.

Indlysende problemer: Du vil nok have sværere ved at få et arbejde, og hvis du får et, er lønnen sikkert lavere end den du kunne have fået hvis du havde fuldført din skoleuddannelse. For at du kan få det til at løbe rundt økonomisk, skal du måske arbejde mange timer hver dag under forhold der er endnu værre end dem du i øjeblikket har i skolen.

Uventede problemer: Undersøgelser har vist at de der forlader skolen i utide, har større risiko for at få helbredsproblemer, komme i fængsel og blive afhængige af kontanthjælp.

Selvfølgelig er det at du færdiggør din skoleuddannelse, ikke nogen garanti for at du undgår disse problemer. Men hvorfor gøre det sværere for dig selv ved at droppe ud af skolen?

Fordele ved at gøre skolen færdig

Hvis du lige har fået en dårlig karakter i en prøve eller har haft en dum dag i skolen, har du måske lyst til at opgive det hele — alle fremtidige problemer kan synes små i forhold til det du nu er udsat for. Men før du vælger den „lette“ udvej, tænk da over hvad de unge der blev nævnt først i kapitlet, fortæller om hvordan det har gavnet dem at gøre skolen færdig.

„Jeg har lært at være udholdende og er blevet mere hårdfør. Jeg har også lært at det er ens egen indstilling der har betydning for om man har det godt med det man laver. I løbet af skoletiden har jeg udviklet mine kreative evner, og det er noget jeg vil bruge når jeg engang er færdig.“ — Rachel.

„Jeg ved nu at jeg kan nå mine mål hvis jeg anstrenger mig. Da jeg gerne vil arbejde med at reparere trykkemaskiner, har jeg valgt en teknisk linje i skolen.“ — John.

„Fordi jeg holdt ud, fik jeg lært de basale læse- og skrivefærdigheder. Skolen har lært mig at tage imod konstruktiv kritik og at udtrykke mig klart og logisk — noget der er nyttigt for mig i den kristne tjeneste.“ — Ryan.

„Skolen har forbedret min evne til at løse problemer, både i klasseværelset og andre steder. At finde ud af hvordan jeg kunne klare de boglige, sociale og fysiske udfordringer, har virkelig hjulpet mig til at blive mere moden.“ — Cindy.

„Skolen har været med til at forberede mig på de udfordringer man kan møde på en arbejdsplads. I mange situationer har jeg også været nødt til at undersøge hvorfor jeg tror som jeg gør. Så det at gå i skole har styrket min tro.“ — Rose.

Den vise kong Salomon skrev: „Afslutningen på en sag er bedre end begyndelsen på den. Den der har tålmods ånd, er bedre end den der har hovmods ånd.“ (Prædikeren 7:8) I stedet for at droppe ud vil det altså være en god idé at du tålmodigt arbejder dig gennem de problemer du møder i skolen. Hvis du gør det, vil du være godt rustet til det der kommer bagefter.

I NÆSTE KAPITEL

Hvad nu hvis en af grundene til at du hader skolen, er at du ikke kommer godt ud af det med din lærer?

NØGLESKRIFTSTED

„Enhver, der har hastværk, kommer til at lide mangel.“ — Ordsprogene 21:5, den danske autoriserede oversættelse.

TIP

Hvis du overvejer handelsskole eller lignende men har svært ved at klare skolemiljøet, kan du undersøge om der findes en form for „turbolinje“ så du kan tage en eksamen inden for kortere tid.

VIDSTE DU DET . . .?

Skoleelever der pjækker, ender ofte med at droppe ud af skolen.

HANDLINGSPLAN!

Hvis jeg har svært ved et fag i skolen, vil jeg gøre følgende i stedet for at give op: ․․․․․

Hvis jeg er så udkørt at jeg har lyst til at droppe ud af skolen, vil jeg kunne klare det hvis jeg ․․․․․

Hvad jeg vil tale med mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

● Hvorfor er det vigtigt at du bliver god til at læse, skrive og regne?

● Hvordan kan nogle kortsigtede mål hjælpe dig til at få mest muligt ud af din skoletid?

● Hvorfor er det vigtigt for dig at have en idé om hvilken type arbejde du gerne vil have når du er færdig med skolen?

[Tekstcitat på side 140]

„Du kan ikke løbe fra dine problemer. I skolen lærer du at stå op for det du mener er rigtigt, en evne der vil gavne dig på en arbejdsplads og alle andre steder.“ — Ramona

[Ramme på side 139]

 Arbejdsskema

Hvilke mål har jeg med min uddannelse?

En uddannelse skal først og fremmest hjælpe en til at finde et job så man kan forsørge sig selv og en eventuel familie. (2 Thessaloniker 3:10, 12) Har du fundet ud af hvilken form for job du gerne vil have, og hvordan du kan bruge skoletiden til at forberede dig på det? Som en hjælp til at vurdere om din uddannelse fører dig i den rigtige retning, kan du svare på følgende spørgsmål:

Hvad er mine stærke sider? (Er du for eksempel god til at arbejde sammen med andre? Er du glad for at arbejde med dine hænder eller for at fremstille eller reparere ting? Er du god til at analysere og løse problemer?) ․․․․․

I hvilken type job ville jeg kunne bruge mine stærke sider? ․․․․․

Hvilke jobmuligheder er der dér hvor jeg bor? ․․․․․

Hvilke fag har jeg nu som forbereder mig til at komme ud på arbejdsmarkedet? ․․․․․

Hvilke uddannelsesmuligheder har jeg i øjeblikket som kunne hjælpe mig til at nå mine mål? ․․․․․

Husk at dit mål er at gennemføre en uddannelse som du kan bruge til noget. Gå derfor ikke i den anden grøft ved at blive evighedsstudent — en som „bliver på toget“ i det uendelige blot for at slippe for det ansvar der følger med at blive voksen. *

[Fodnote]

^ par. 69 Se flere oplysninger i bind 2, kapitel 38.

[Illustration på side 138, 139]

At droppe ud af skolen svarer til at hoppe af et tog før du når dit bestemmelsessted