Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er jeg afhængig af elektroniske medier?

Er jeg afhængig af elektroniske medier?

KAPITEL 36

Er jeg afhængig af elektroniske medier?

„Jeg er helt vild med at sms’e! Det er det bedste jeg ved. Man kan vist godt sige at det styrer mit liv.“ — Alan.

DA DINE forældre var teenagere, var tv og radio stort set de eneste elektroniske medier man kendte til. Dengang var telefoner bare telefoner — det eneste de kunne bruges til, var mundtlig kommunikation, og de var som regel tilsluttet et stik i væggen. Lyder det håbløst gammeldags? Det synes en pige der hedder Anna, i hvert fald. „Mine forældre voksede op i teknologiens mørke middelalder,“ siger hun. „De er først lige begyndt at finde ud af hvordan de bruger de forskellige funktioner på deres mobiltelefon!“

I dag kan du med én eneste elektronisk anordning som du kan have i lommen, både besvare opkald, lytte til musik, se fjernsyn, spille spil, sms’e, tage billeder, gå på internettet og e-maile med dine venner. Fordi du er vokset op med computere, mobiltelefoner, tv og internettet, synes du sikkert ikke det er noget problem at bruge disse ting hele tiden. Men dine forældre mener måske at du er blevet afhængig. Hvis de giver udtryk for bekymring, så afvis ikke deres kommentarer som ude af trit med virkeligheden. Den vise kong Salomon sagde: „Når nogen svarer før han hører hvad sagen drejer sig om, bliver det til dårskab . . . for ham.“ — Ordsprogene 18:13.

Spekulerer du på hvorfor dine forældre kan være bekymrede? Foretag den følgende test for at se om du viser tegn på at være afhængig af elektroniske medier.

Test dig selv — ’Er jeg afhængig?’

Afhængighed kan defineres som „en vanemæssig og overdreven adfærd som en person enten ikke kan eller ikke vil holde op med trods de skadelige konsekvenser“. Lad os se lidt nærmere på hvad en sådan afhængighed indebærer. Læs de følgende udtalelser, og overvej om du har sagt eller gjort noget lignende. Svar derefter på spørgsmålene.

Overdreven adfærd. „Jeg spillede elektroniske spil i timevis. De stjal min nattesøvn, og jeg kunne ikke snakke om andet. Jeg isolerede mig fra min familie og blev fuldstændig opslugt af de fantasiverdener spillene førte mig ind i.“ — Andrew.

Hvor mange timer om dagen mener du det er rimeligt at bruge på elektroniske medier? ․․․․․

Hvor meget tid synes dine forældre at det er i orden du bruger? ․․․․․

Hvor meget tid bruger du i alt om dagen på at sms’e, se tv, uploade og kommentere billeder på en hjemmeside, spille elektroniske spil og så videre? ․․․․․

Mener du, efter at have set på dine svar ovenfor, at du bruger elektroniske medier overdrevent meget?

□ Ja □ Nej

Kan eller vil ikke holde op. „Mine forældre ser mig sms’e hele tiden og siger at det er for meget. Men sammenlignet med dem på min egen alder sms’er jeg næsten ikke. I forhold til mine forældre sms’er jeg selvfølgelig meget, men det er som at sammenligne æbler med appelsiner — de er 40, og jeg er 15.“ — Alan.

Har dine forældre eller venner sagt at du bruger for meget tid på et bestemt elektronisk medie?

□ Ja □ Nej

Har du været uvillig til eller ude af stand til at begrænse din brug af dette medie?

□ Ja □ Nej

Skadelige konsekvenser. „Mine venner sms’er hele tiden — selv når de kører bil. Det er bare så ekstremt farligt!“ — Julie.

„Da jeg lige havde fået min mobiltelefon, ringede eller sms’ede jeg hele tiden. Jeg lavede ikke andet. Det ødelagde mit forhold til familien og endda til nogle af mine venner. Nu er jeg blevet opmærksom på at når jeg er sammen med mine venner, afbryder de konstant samtalen og siger: ’Øjeblik. Jeg skal lige svare på en sms.’ Det er en af grundene til at jeg ikke har så tæt et forhold til de venner.“ — Shirley.

Kan du finde på at sende eller læse sms’er mens du kører bil, sidder i klassen eller er til et kristent møde?

□ Ja □ Nej

Afbryder du konstant samtaler med familie og venner for at besvare e-mails, telefonopkald eller sms’er?

□ Ja □ Nej

Stjæler elektroniske medier noget af din nattesøvn eller forstyrrer dig i din lektielæsning?

□ Ja □ Nej

Føler du at du burde gøre nogle forandringer? Overvej i så fald de følgende forslag.

Hvordan du finder balancen

Hvis du bruger elektroniske medier — computer, mobiltelefon eller andet — så stil dig selv nedenstående fire spørgsmål. At anvende de bibelske råd og følge nogle enkle retningslinjer vil være en beskyttelse for dig og hjælpe dig til at styre dit forbrug.

Hvad er indholdet? „Alt, hvad der er sandt, ægte, ærligt, uskyldigt, elskeligt, indtagende, alt hvad der har værd i sig selv og er værdifuldt i andres øjne, skal beskæftige jeres tanker.“ — Filipperne 4:8, Seidelins oversættelse.

✔ Gør følgende: Bevar kontakten med familie og venner, og giv dem del i gode nyheder og opbyggende tanker. — Ordsprogene 25:25; Efeserne 4:29.

X Undgå at udbrede skadelig sladder, at sende umoralske sms’er eller billeder videre eller at se umoralske videoklip eller tv-programmer. — Kolossenserne 3:5; 1 Peter 4:15.

Hvornår bruger jeg det? „Til alt er der en fastsat tid.“ — Prædikeren 3:1.

✔ Gør følgende: Sæt en grænse for hvor lang tid du vil bruge på at snakke i telefon, sende og modtage sms’er, se tv og spille spil.

X Undgå at elektroniske medier stjæler noget af den tid du har sat til side til at være sammen med familie og venner, til lektielæsning eller til åndelige aktiviteter. — Efeserne 5:15-17; Filipperne 2:4.

Hvem er det jeg er i selskab med? „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.

✔ Gør følgende: Brug elektroniske medier til at styrke båndene til dem der opmuntrer dig til at få gode vaner. — Ordsprogene 22:17.

X Undgå at narre dig selv — dem du vælger at „omgås“ via e-mails, sms’er, tv, video eller internet, vil uundgåeligt påvirke dine normer, dit sprog og din tankegang. — Ordsprogene 13:20.

Hvor meget tid bruger jeg? ’Forvis dig om de mere vigtige ting.’ — Filipperne 1:10.

✔ Gør følgende: Skriv ned hvor meget tid du bruger på elektroniske medier.

X Undgå at ignorere dine venners kommentarer eller dine forældres vejledning hvis de siger at du bruger for meget tid på et bestemt medie. — Ordsprogene 26:12.

Andrew, som blev citeret tidligere, opsummerer meget godt hvad det vil sige at bruge elektroniske medier på en afbalanceret måde: „Elektronik er sjovt, men ikke i timevis. Jeg har lært ikke at lade brugen af teknologi komme imellem mig og min familie og mine venner.“

LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 2, KAPITEL 30

I NÆSTE KAPITEL

Hvordan kan du overbevise dine forældre om at du skal have lov til at have det sjovt?

NØGLESKRIFTSTED

„Vær ikke vís i dine egne øjne. Frygt Jehova og hold dig fra det onde.“ — Ordsprogene 3:7.

TIP

Hvis du fortæller dine venner at der er visse tidspunkter hvor du ikke straks besvarer deres sms’er, e-mails eller telefonopkald, vil det hjælpe dig til at kontrollere din brug af telefonen.

VIDSTE DU DET . . .?

Det du lægger ud på nettet, for eksempel billeder af dig selv eller kommentarer om hvad du har lavet, kan måske ses af potentielle arbejdsgivere og andre mange år ud i fremtiden.

HANDLINGSPLAN!

Hvis jeg får et problem med at kontrollere min brug af ․․․․․, beslutter jeg kun at anvende om ugen på dette medie.

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

● Hvorfor kan det være svært for dig at se at du er afhængig af en eller anden form for elektronisk medie?

● Hvad kan der ske hvis du ikke kan kontrollere din brug af elektroniske medier?

[Tekstcitat på side 262]

„Der var flere ting der hjalp mig til at overvinde min afhængighed af tv. Jeg tvang mig selv til at begrænse den tid jeg brugte på det. Jeg talte mange gange med min mor om mit problem. Og jeg bad også meget.“ — Kathleen

[Illustration på side 263]

Styrer du dine elektroniske apparater, eller styrer de dig?