1, 2. Hvordan ophøjer Ny Verden-Oversættelsen Guds navn?

 EN KØLIG men solrig tirsdag morgen, den 2. december 1947, gav en lille gruppe salvede brødre fra Betel i Brooklyn sig i kast med en kolossal opgave. Arbejdet var krævende, men de fortsatte ufortrødent i de næste 12 år. Endelig, søndag den 13. marts 1960, blev de færdige med den sidste del af teksten til en ny bibeloversættelse. Tre måneder senere, den 18. juni 1960, bekendtgjorde bror Nathan Knorr udgivelsen af det sidste af i alt seks bind af New World Translation of the Holy Scriptures for et begejstret publikum ved et stævne i Manchester i England. Taleren beskrev tilhørernes følelser på en god måde da han udbrød: ’For Jehovas Vidner verden over er denne dag en jublens og glædens dag!’ Noget bemærkelsesværdigt og glædeligt ved denne nye oversættelse var dens hyppige brug af Guds personlige navn.

² Mange bibeloversættelser udelader Guds navn. Men Jehovas salvede tjenere var fast besluttede på at imødegå Satans forsøg på at slette Guds navn af menneskers erindring. I forordet til New World Translation som blev udgivet den dag, stod der: ’Det mest fremtrædende træk ved denne oversættelse er at den lader Guds navn få den plads i teksten som det bør have.’ Ny Verden-Oversættelsen bruger Guds personlige navn, Jehova, mere end 7.000 gange. Denne oversættelse har på en bemærkelsesværdig måde ophøjet vores himmelske Fars navn — Jehova.

3. (a) Hvad fandt vores brødre ud af i forbindelse med Guds navn? (b) Hvordan skal vi forstå Anden Mosebog 3:13, 14? (Se rammen „ Betydningen af Guds navn“).

³ Tidligere havde Bibelstudenterne den opfattelse at Guds navn betød: „Jeg er den, jeg er.“ (2 Mos. 3:14, den danske autoriserede oversættelse) I Vagttaarnet for 1. februar 1926 stod der: „Navnet Jehova betyder den, der er til i Kraft af sig selv ... den, der er uden Begyndelse og uden Ende.“ Men da oversætterne af New World Translation begyndte deres arbejde, havde Jehova hjulpet sit folk til at  forstå at hans navn ikke kun betyder at han eksisterer i kraft af sig selv, men først og fremmest at han er en handlingens Gud der har en hensigt. Bibelstudenterne fandt ud af at navnet Jehova bogstaveligt betyder: „Han får til at blive.“ Ja, det var ham der frembragte universet og fornuftbegavede skabninger, og han sørger fortsat for at hans vilje og hensigt bliver gennemført. Men hvorfor er det så vigtigt at Guds navn bliver ophøjet, og hvordan kan vi være med til det?

4, 5. (a) Hvad beder vi om når vi siger: „Lad dit navn blive helliget“? (b) Hvordan og hvornår vil Gud hellige sit navn?

⁴ Jehova ønsker at hans navn skal ophøjes. Det vigtigste i forbindelse med Guds hensigt er i virkeligheden helligelsen af hans navn, sådan som det fremgår af det første Jesus nævner i Fadervor: „Lad dit navn blive helliget.“ (Matt. 6:9) Hvad er det vi beder om, når vi siger disse ord?

⁵ Som vi lærte i kapitel 1, repræsenterer ordene: „Lad dit navn blive helliget“ en af de tre anmodninger i Fadervor der har med Guds hensigt at gøre. De to andre er: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske.“ (Matt. 6:10) På samme måde som vi anmoder Jehova om at handle når det drejer sig om at hans rige skal komme og hans vilje skal ske, anmoder vi ham også om at gøre noget for at hellige sit navn. Vi beder med andre ord Jehova om selv at gøre noget for at rense sit navn for alle de forsmædelser der er blevet bragt over det siden oprøret i Eden. Hvordan vil Jehova besvare en sådan bøn? Hans svar lyder: „Jeg vil hellige mit store navn, som er blevet vanhelliget blandt nationerne.“ (Ez. 36:23; 38:23) I Harmagedon, når Jehova fjerner ondskaben, vil han hellige sit navn for øjnene af alle skabninger.

6. Hvordan kan vi være med til at hellige Guds navn?

⁶ Op gennem historien har Jehova ladet sine tjenere være med til at hellige hans navn. Vi kan selvfølgelig ikke gøre Jehovas navn mere helligt end det er. Det er allerede helligt i absolut forstand. Hvordan kan vi så hellige det? Esajas siger: „Hærstyrkers Jehova — det er ham I skal holde hellig.“ Og angående sit folk sagde Jehova: „De [vil] hellige mit navn, ... og Israels Gud viser de ærefrygt.“ (Es. 8:13; 29:23) Vi helliger altså Jehovas navn ved at holde det adskilt fra og betragte det som mere ophøjet end alle andre navne, ved at have respekt for dets betydning og ved at hjælpe andre til at betragte det som helligt. Vi viser i særlig grad vores respekt og ærefrygt for Guds navn ved at anerkende Jehova som vores hersker og helhjertet adlyde ham. — Ordsp. 3:1; Åb. 4:11.

7, 8. (a) Hvorfor gik der en vis tid før Guds folk kunne bære hans navn? (b) Hvad vil vi nu se på?

⁷ I nyere tid begyndte Guds tjenere at bruge hans navn i deres publikationer i 1870’erne. Eksempelvis benyttede man navnet Jehova i Zion’s Watch Tower for august 1879 og i Songs of the Bride, en sangbog der blev udgivet samme år. Det lader imidlertid til at Jehova — før han tillod at hans tjenere fik det store privilegium at bruge hans hellige navn offentligt — sørgede for at de levede op til visse krav. Hvordan forberedte Jehova disse tidlige Bibelstudenter så de med rette kunne bære hans navn?

⁸ Når vi ser tilbage på den sidste del af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede, kan vi se hvordan Jehova gav sit folk en klarere forståelse af vigtige sandheder vedrørende sit navn. Lad os betragte tre af dem.

9, 10. (a) Hvorfor fokuserede artiklerne i Watch Tower i begyndelsen ofte på Jesus? (b) Hvilken forandring skete der fra 1919 og frem, og hvad var resultatet? (Se også rammen „ Hvordan Vagttårnet har ophøjet Guds navn“).

⁹ For det første fik Jehovas tjenere det rette syn på vigtigheden af Guds navn. I begyndelsen betragtede de trofaste Bibelstudenter genløsningen som Bibelens vigtigste lære. Det forklarer hvorfor Watch Tower ofte fokuserede på Jesus. I det første år bladet udkom, nævnte det for eksempel Jesu navn ti gange hyppigere end navnet Jehova. I Vagttårnet for 1. juli 1976 stod der at Bibelstudenterne i de tidlige år havde lagt „lovlig stor vægt på“ Jesus. Men med tiden hjalp Jehova dem til at erkende den store betydning Bibelen tillægger hans, altså Jehovas, personlige navn. Hvilken virkning havde det på Bibelstudenterne? Ovennævnte vagttårnsartikel nævner at de især fra 1919 ’i højere grad begyndte at værdsætte Messias’ himmelske Far, Jehova’. I det årti der fulgte efter 1919, brugte Watch Tower faktisk Guds navn mere end 6.500 gange.

¹⁰ Ved at give Jehovas navn den opmærksomhed det fortjener, viste vores brødre at de elskede dette navn. Ligesom Moses i fortiden begyndte de at ’forkynde Jehovas navn’. (5 Mos. 32:3; Sl. 34:3) Jehova lagde mærke til den kærlighed de viste hans navn, og som han havde lovet, gav han dem til gengæld sin velsignelse. — Sl. 119:132; Hebr. 6:10.

11, 12. (a) Hvilken forandring skete der med vores publikationer kort efter 1919? (b) Hvad henledte Jehova sine tjeneres opmærksomhed på, og hvorfor?

¹¹ For det andet fik de sande kristne den rette forståelse af det arbejde Gud havde pålagt dem. Kort efter 1919 følte de ledende salvede brødre sig tilskyndet til at undersøge Esajas’ profeti nærmere. Derefter skete der en ændring af vores publikationer vedrørende det der primært blev fokuseret på. Hvordan viste denne justering sig at være „mad i rette tid“? — Matt. 24:45.

¹² Før 1919 havde Watch Tower aldrig i detaljer behandlet følgende udtalelse i Esajas’ Bog: „’I er mine vidner,’ lyder  Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt.’“ (Læs Esajas 43:10-12). Men kort efter 1919 begyndte vores publikationer at henlede opmærksomheden på denne passage i Bibelen og opfordre alle salvede til at deltage i det arbejde Jehova havde pålagt dem — nemlig at vidne om ham. Alene i perioden fra 1925 til 1931 blev kapitel 43 i Esajas’ Bog behandlet i 57 forskellige numre af Watch Tower, og i alle disse numre blev Esajas’ ord møntet på de sande kristne. Det er tydeligt at Jehova i disse år henledte sine tjeneres opmærksomhed på det arbejde de skulle udføre. Hvorfor? For at de kunne ’blive prøvet først, om de var egnede’, så at sige. (1 Tim. 3:10) Inden de med rette kunne bære Guds navn, måtte Bibelstudenterne gennem deres arbejde vise Jehova at de virkelig var hans vidner. — Luk. 24:47, 48.

13. Hvordan fremgår det af Bibelen hvad der er det vigtigste for Jehova?

¹³ For det tredje begyndte Jehovas folk at erkende vigtigheden af at hellige Guds navn. I løbet af 1920’erne blev de klar over at det vigtigste af alt er at hellige Guds navn. Hvordan fremgår denne betydningsfulde sandhed af Guds ord? Lad os tage to eksempler. Hvad var hovedårsagen til at Gud udfriede israelitterne fra Egypten? Jehova sagde: „For at få mit navn forkyndt på hele jorden.“ (2 Mos. 9:16) Og hvorfor var Jehova barmhjertig over for dem når de gjorde oprør imod ham? Også i den forbindelse sagde Jehova: „For mit navns skyld handlede jeg anderledes, for at det ikke skulle vanhelliges for øjnene af de nationer som de var iblandt.“ (Ez. 20:8-10) Hvad lærte Bibelstudenterne af disse og andre bibelske beretninger?

14. (a) Hvad blev Guds folk opmærksom på sidst i 1920’erne? (b) Hvilken virkning fik det på forkyndelsen at Bibelstudenterne havde fået en større forståelse? (Se også rammen „ En stærk motivation til at forkynde“).

¹⁴ Sidst i 1920’erne blev Guds folk opmærksom på betydningen af det Esajas havde sagt om Jehova cirka 2.700 år tidligere: „Således førte du dit folk for at gøre dig et hædersnavn.“ (Es. 63:14) Bibelstudenterne forstod at det vigtigste ikke var deres personlige frelse, men helligelsen af Guds navn. (Es. 37:20; Ez. 38:23) I bogen Prophecy der blev udgivet i 1929 (på dansk Profetierne, udgivet i 1932), blev denne bibelske sandhed understreget på følgende måde: „Jehovas Navn er det, der har størst Betydning for alle Skabninger.“ Denne ændrede forståelse fremmede Guds tjeneres motivation til at vidne om Jehova og rense hans navn for al vanære.

15. (a) Hvilken større indsigt havde vores brødre fået i begyndelsen af 1930’erne? (b) Hvad var tiden inde til?

¹⁵ I begyndelsen af 1930’erne havde vores brødre fået det rigtige syn på betydningen af Guds navn, en klarere forståelse af den opgave Gud havde givet dem, og større indsigt i hvad han betragtede som det vigtigste. Nu var tiden inde til at Jehova kunne give sine tjenere den forret offentligt at  bære hans navn. For at se hvordan det skete, vil vi betragte nogle begivenheder som fandt sted tilbage i tiden.

16. (a) På hvilken bemærkelsesværdig måde ophøjer Jehova sit navn? (b) Hvem udgjorde i fortiden et folk for Guds navn?

¹⁶ Jehova ophøjer sit navn på en bemærkelsesværdig måde ved at udtage et folk på jorden der bærer hans navn. Fra 1513 f.v.t. var det nationen Israel der repræsenterede Jehova som hans folk. (Es. 43:12) Israelitterne overholdt imidlertid ikke deres del af pagten med Gud, og i år 33 e.v.t. mistede de deres særlige forhold til ham. Kort efter „vendte [Jehova] sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn“. (Apg. 15:14) Dette nylig udvalgte  folk blev kendt som „Guds Israel“, et folk bestående af Kristi salvede disciple fra forskellige nationer. — Gal. 6:16.

17. Hvad var det lykkedes Satan at gøre?

¹⁷ Omkring år 44 e.v.t. blev Kristi disciple ’ved guddommeligt forsyn kaldt kristne’. (Apg. 11:26) I begyndelsen var dette navn entydigt, eftersom det kun refererede til sande kristne. (1 Pet. 4:16) Som Jesus viste i lignelsen om hveden og ukrudtet, lykkedes det imidlertid Satan at få denne unikke betegnelse til at omfatte den store gruppe af navnkristne. Som følge deraf var der i mange århundreder ikke noget klart skel mellem sande kristne og falske kristne. Men det ændrede sig i begyndelsen af og under „høsten“, som begyndte i 1914. Hvorfor? Fordi englene begyndte at adskille de falske kristne fra de sande. — Matt. 13:30, 39-41.

18. Hvad hjalp vores brødre til at indse at de havde behov for et nyt navn?

¹⁸ Efter udvælgelsen af den trofaste og kloge træl i 1919 hjalp Jehova sine tjenere til at forstå hvilket arbejde han havde tildelt dem. De indså hurtigt at forkyndelsen fra hus til hus adskilte dem fra alle der kun var kristne af navn. Efter at de var blevet opmærksomme på det, varede det ikke længe før de forstod at betegnelsen „Bibelstudenterne“ ikke var specifik nok. Deres primære mål i livet var ikke at studere Bibelen, men at vidne om Jehova og ære og ophøje hans navn. Hvilket navn ville være passende i lyset af det arbejde de udførte? Det spørgsmål blev besvaret i 1931.

19, 20. (a) Hvilken spændende resolution blev forelagt ved et stævne i 1931? (b) Hvordan reagerede tilhørerne på meddelelsen om vores nye navn?

¹⁹ I juli 1931 ankom cirka 15.000 Bibelstudenter til et stævne i Columbus, Ohio i USA. Da de så stævneprogrammet, undrede de sig over de to store bogstaver J og W på forsiden af programmet. ’Hvad betyder disse bogstaver?’ tænkte de. Nogle foreslog ’Just Watch’, andre ’Just Wait’. Endelig, søndag den 26. juli, forelagde bror Joseph Rutherford en resolution med følgende magtfulde erklæring for tilhørerne: „Vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner.“ I det øjeblik forstod alle de tilstedeværende betydningen af de to gådefulde bogstaver — de stod for Jehovah’s Witnesses, et bibelsk navn baseret på Esajas 43:10.

²⁰ Tilhørerne reagerede på denne resolution med et øredøvende råb og lange klapsalver. Begejstringen i Columbus nåede via radio den halve jord rundt. Ernest og Naomi Barber i Australien husker tilbage: „Da bifaldet rejste sig i Amerika, sprang brødrene i Melbourne op og klappede begejstret. Vi glemmer det aldrig!“ a

21. Hvordan stimulerede det nye navn forkyndelsesarbejdet?

²¹ At bære det bibelske navn Jehovas Vidner gav Guds tjenere øget kraft til at forkynde for andre. Edward og Jessie Grimes, et pionerpar i USA der var til stede ved stævnet i Columbus i 1931, sagde: „Vi tog hjemmefra som Bibelstudenter, men vendte tilbage som Jehovas Vidner. Vi var glade for at vi nu havde et navn der hjalp os til at herliggøre navnet på vores Gud.“ Efter dette stævne benyttede nogle Vidner en ny metode der netop fokuserede på det. De præsenterede sig for den besøgte ved at række vedkommende et kort hvorpå der stod: „Et af JEHOVAS Vidner som forkynder JEHOVAS, vor Guds, rige.“ Ja, Guds folk var stolt over at bære navnet Jehova, og de var klar til at gøre dets betydning kendt vidt og bredt. — Es. 12:4.

22. Hvad viser at det er let at identificere Jehovas folk?

²² Det er mange år siden Jehova tilskyndede vores salvede brødre til at antage deres karakteristiske navn. Har Satan i årene siden da været i stand til at skjule Guds folks identitet? Bestemt ikke. Er det lykkedes for ham at få os inkorporeret i denne verdens ’religiøse landskab’? Nej, heller ikke. Tværtimod skiller vi os mere end nogen sinde ud som Guds Vidner. (Læs Mika 4:5; Malakias 3:18). Vi er faktisk så tæt forbundet med Guds navn at enhver der åbent bruger navnet, hurtigt bliver identificeret som et af Jehovas Vidner. Frem for at være skjult af en række bjerglignende falske religioner er den sande tilbedelse af Jehova ’blevet grundfæstet over bjergenes top’. (Es. 2:2) I dag bliver ophøjelsen af Jehovas hellige navn og tilbedelsen af ham prioriteret højere end nogen sinde.

23. Hvilken vigtig kendsgerning vedrørende Jehova, som omtales i Salme 121:5, virker styrkende på os?

²³ Det styrker os at vide at Jehova vil beskytte os mod Satans nuværende og fremtidige angreb. (Sl. 121:5) Vi har god grund til at give udtryk for de samme følelser som salmisten der skrev: „Lykkelig er den nation hvis Gud er Jehova, det folk han har valgt som sin arv.“ — Sl. 33:12.