Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 5

Kongen kaster lys over Riget

Kongen kaster lys over Riget

KAPITLET FOKUSERER PÅ

Guds folk får forståelse af vigtige sandheder om Riget, dets regenter og dets undersåtter såvel som behovet for at være loyal

1, 2. På hvilken måde har Jesus vist sig at være en klog leder?

 FORESTIL dig at en erfaren guide viser dig rundt i en spændende og smuk by. Du og dem du er sammen med, kender ikke byen i forvejen, så I lytter interesseret til alt hvad guiden fortæller jer. Indimellem taler du og de andre turister begejstret om en af byens seværdigheder som I endnu ikke har set. Men når I stiller guiden spørgsmål om den slags, er han tilbageholdende med at besvare dem. Han venter til et konkret tidspunkt, ofte i forbindelse med at noget andet kommer til syne. I løbet af turen vokser jeres beundring for guidens kloge måde at lede jer på. Han fortæller jer det I har behov for at vide, netop når I har brug for det.

2 Sande kristne befinder sig i en situation der minder om disse turisters. Vi er ivrige efter at lære mere om den mest spændende af alle byer, byen med „faste grundvolde“ — Guds rige. (Hebr. 11:10) Mens Jesus var på jorden, ledte han personligt sine disciple og gav dem en dybere forståelse af hvad Riget er. Fortalte han dem med det samme alt om Riget, blandt andet ved at besvare alle deres spørgsmål? Nej. Han sagde: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ (Joh. 16:12) Som den klogeste guide man kan forestille sig, bebyrdede han aldrig sine disciple med viden som de ikke var i stand til at bære.

3, 4. (a) Hvordan har Jesus undervist sine trofaste disciple om Guds rige efter sin død og frem til i dag? (b) Hvad vil vi se på i dette kapitel?

3 Jesus kom med ovennævnte udtalelse fra Johannes 16:12 den sidste aften i sit jordiske liv. Hvordan ville han fortsætte med at undervise sine trofaste disciple om Guds rige efter sin død? Han gav sine apostle følgende løfte: ’Sandhedens ånd vil lede jer til hele sandheden.’ a (Joh. 16:13) Ånden er det redskab Jesus benytter til at undervise sine tjenere om alt hvad de har behov for at vide om Guds rige — netop når de har brug for det.

4 Lad os se hvordan Jehovas hellige ånd har ledet oprigtige kristne til at opnå større kundskab om Riget. Først vil vi se på vores forståelse af hvornår Guds rige begyndte at herske. Derefter vil vi undersøge hvem Rigets regenter og undersåtter er, og hvilket håb de har. Til sidst vil vi se nærmere på hvordan Kristi disciple fik en klarere forståelse af hvad loyalitet over for Riget kræver af dem.

Forståelsen vedrørende et epokegørende år

5, 6. (a) Hvilken fejlagtig opfattelse havde Bibelstudenterne angående Rigets oprettelse og høsten? (b) Hvorfor bør sådanne misforståelser ikke få os til at tvivle på at Jesus har ledet Guds folk?

5 Som vi så i kapitel 2, havde Bibelstudenterne brugt årtier på at påvise at året 1914 ville have stor betydning i forbindelse med opfyldelsen af en bibelprofeti. På det tidspunkt mente de imidlertid at Kristi nærværelse var begyndt i 1874, at han begyndte at herske i himlen i 1878, og at Riget først ville være fuldt etableret i oktober 1914. Høsten ville finde sted i perioden fra 1874 til 1914, og den ville kulminere i at de salvede blev ’hentet hjem’ til himlen. Rejser sådanne forkerte opfattelser tvivl om hvorvidt Jesus ledte disse trofaste tjenere ved hjælp af hellig ånd?

6 Slet ikke! Tænk på illustrationen vi indledte med. Ville turisternes forudfattede meninger og ivrige spørgsmål rejse tvivl om guidens troværdighed? Nej, vel? Selvom Guds tjenere nogle gange har prøvet at forstå visse dele af Jehovas hensigt før tiden var inde til at den hellige ånd ville hjælpe dem til at forstå dem, så fremgår det tydeligt at det er Jesus der har ledet Guds folk. Sande kristne vil derfor villigt lade sig korrigere og ydmygt revidere deres opfattelser. — Jak. 4:6.

7. Hvilke åndelige lysglimt blev Guds folk velsignet med?

7 I årene efter 1919 blev Guds folk velsignet med flere og flere åndelige lysglimt. (Læs Salme 97:11). I 1925 bragte Vagttaarnet den skelsættende artikel „Den nye Nations Fødsel“. Den indeholdt overbevisende bibelske argumenter for at det messianske rige var blevet født i 1914 som en opfyldelse af det profetiske billede i Åbenbaringen, kapitel 12, hvor Guds himmelske kvinde føder et drengebarn. b Artiklen viste også at den forfølgelse og de prøvelser Jehovas tjenere blev udsat for i de år krigen varede, var et tydeligt tegn på at Satan var blevet kastet ud af himlen. Hans reaktion blev beskrevet med ordene: „[Han] har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åb. 12:12.

8, 9. (a) Hvordan blev betydningen af Guds rige understreget? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se på?

8 Hvor stor betydning har Guds rige? I 1928 begyndte Vagttaarnet at understrege at Riget har større betydning end vores personlige frelse som følge af genløsningen. Det er nemlig ved hjælp af det messianske rige at Jehova vil hellige sit navn, hævde sin suverænitet og gennemføre sin hensigt vedrørende menneskeheden.

9 Hvem skulle regere sammen med Kristus i Riget? Hvem ville udgøre Rigets jordiske undersåtter? Og hvilket arbejde skulle Kristi disciple være optaget af?

Høstarbejdet fokuserer på de salvede

10. Hvilken forståelse har Guds folk længe haft vedrørende de 144.000?

10 Årtier før 1914 havde de sande kristne allerede forstået at 144.000 trofaste disciple af Kristus skulle regere sammen med ham i himlen. c Bibelstudenterne forstod altså at der var tale om et bogstaveligt tal, og at de første iblandt dem var kristne som levede i det første århundrede.

11. Hvordan fik de fremtidige medlemmer af Kristi brud en bedre forståelse af deres opgave her på jorden?

11 Men hvilken opgave fik de fremtidige medlemmer af Kristi brud betroet mens de stadig befandt sig på jorden? De var opmærksomme på at Jesus havde understreget betydningen af forkyndelsesarbejdet, og at han havde forbundet det med en høsttid. (Matt. 9:37; Joh. 4:35) Som vi så i kapitel 2, mente de på et tidspunkt at høsttiden ville vare 40 år og munde ud i at de salvede blev indsamlet og taget til himlen. Eftersom arbejdet fortsatte efter udløbet af de 40 år, var der imidlertid behov for en bedre forståelse. I dag ved vi at høsttiden — den periode hvori ukrudtet og hveden skulle adskilles, de falske kristne skulle skilles fra de trofaste salvede kristne — begyndte i 1914. Tiden var inde til at rette opmærksomheden mod indsamlingen af det resterende antal af dem der hørte med til den himmelske skare!

Året 1914 markerede begyndelsen på høsttiden (Se paragraf 11)

12, 13. Hvilken opfyldelse har lignelsen om de ti jomfruer og talenterne fået i de sidste dage?

12 Fra 1919 og frem lagde den trofaste og kloge træl under Kristi ledelse vægt på forkyndelsesarbejdet. Jesus havde tildelt sine tjenere denne opgave i det første århundrede. (Matt. 28:19, 20) Han beskrev også hvilke egenskaber hans salvede disciple måtte have for at opfylde denne missionsbefaling. Hvordan? I lignelsen om de ti jomfruer forklarede han at de salvede måtte være åndeligt på vagt og forblive årvågne hvis de skulle nå deres endelige mål og deltage i den store bryllupsfest i himlen, hvor Kristus ville blive forenet med sin „brud“ bestående af 144.000. (Åb. 21:2) Og ved hjælp af lignelsen om talenterne viste han at hans salvede tjenere flittigt og omhyggeligt ville udføre det forkyndelsesarbejde han havde betroet dem. — Matt. 25:1-30.

13 De salvede har i det forrige århundrede vist at de var både årvågne og flittige. De vil helt sikkert blive belønnet for deres årvågenhed. Men ville det store høstarbejde kun omfatte indsamlingen af de resterende af de 144.000 medregenter?

Rigets jordiske undersåtter indsamles

14, 15. Hvilke fire forskellige kategorier blev omtalt i Den fuldbyrdede Hemmelighed?

14 Trofaste kristne havde længe været dybt interesseret i hvem ’den store skare’ der omtales i Åbenbaringen 7:9-14, var. Man kan godt forstå at der før Kristus åbenbarede sandheden om denne store gruppe, var mange opfattelser af hvad dette udtryk stod for. Opfattelser som i høj grad afveg fra den enkle og klare sandhed vi kender og sætter pris på i dag.

15 I 1917 stod der i bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed at der var „to Grader eller Arter af himmelsk Frelse og to Grader eller Arter af jordisk Frelse“. Hvem hørte til i de fire kategorier som disse grader, eller arter, repræsenterede, kategorier der havde forskellige håb om frelse? Først var der de 144.000 som skulle regere sammen med Kristus. Dernæst var der den store skare, som man dengang mente var navnkristne der stadig tilhørte kristenhedens kirker. De havde et vist mål af tro, men den var ikke tilstrækkelig til at de tog et fast standpunkt. Derfor ville de blive tildelt en ringere stilling i himlen. I forbindelse med jorden mente man at en tredje kategori, „de gamle Værdige“ — trofaste tjenere som Abraham, Moses og andre — ville blive tildelt myndighed over den fjerde kategori, menneskehedens verden.

16. Hvilke åndelige lysglimt kom i 1923 og 1932?

16 Hvordan nåede Kristi disciple ved hjælp af den hellige ånds virke frem til den forståelse vi kan glæde os over i dag? Det skete lidt efter lidt gennem en række åndelige lysglimt. Allerede i 1923 henledte Vagttaarnet opmærksomheden på en gruppe uden himmelsk håb som skulle leve på jorden under Kristi styre. En artikel i Vagttaarnet fra 1932 omtalte Jonadab — en mand som sluttede sig til Guds salvede israelitiske konge, Jehu, for at støtte ham i bekæmpelsen af den falske tilbedelse. (2 Kong. 10:15-17) Artiklen gjorde opmærksom på at en gruppe mennesker i nyere tid kunne sammenlignes med Jonadab, og tilføjede: „Det er denne Skare, der ifølge Jehovas Ord skal blive ført gennem Harmagedontrængselen“ for at leve her på jorden.

17. (a) Hvilket kraftigt åndeligt lysglimt sås i 1935? (b) Hvordan virkede den nye forståelse angående den store skare på de trofaste kristne? (Se rammen „ Et lettelsens suk“).

17 I 1935 kom et kraftigt åndeligt lysglimt. Ved stævnet i Washington, D.C., blev den store skare identificeret som en gruppe mennesker der skulle leve på jorden, og at dette var den samme gruppe som fårene Jesus omtalte i sin lignelse om fårene og gederne. (Matt. 25:33-40) Den store skare var altså en del af de „andre får“ om hvem Jesus sagde: „Dem bør jeg også føre.“ (Joh. 10:16) Taleren, J.F. Rutherford, kom med tilskyndelsen: „Vil alle de der har det håb at leve evigt på jorden, være så venlige at rejse sig?“ Mere end halvdelen af tilhørerne fulgte begejstret denne opfordring. Bror Rutherford udbrød: „Se! Den store skare!“ Mange var dybt bevægede fordi de nu forstod hvilket håb de havde for fremtiden.

18. Hvem har Kristi disciple rettet deres opmærksomhed mod i forkyndelsesarbejdet, og med hvilket resultat?

18 Lige siden har Kristus ledet sine tjenere til at rette opmærksomheden mod indsamlingen af de potentielle medlemmer af denne store skare, som med livet i behold vil komme ud af den store trængsel. Til at begynde med var resultaterne ikke imponerende. Bror Rutherford sagde ved en lejlighed: „Det ser ud til at den store skare ikke bliver så stor endda.“ I dag ved vi naturligvis at Jehova siden da har velsignet høsten i rigt mål. Ledet af Jesus og den hellige ånd er de salvede og deres medarbejdere af „andre får“ blevet netop hvad Jesus havde forudsagt — „én hjord“ som tjener sammen under „én hyrde“.

Bror Rutherford kunne ikke forudse hvor talrig den store skare ville blive (Fra venstre mod højre: Nathan H. Knorr, Joseph F. Rutherford og Hayden C. Covington)

19. Hvordan kan vi bidrage til at den store skare vokser?

19 Hovedparten af dem der viser sig trofaste over for Jehova, skal leve evigt i et paradis på jorden under det styre som udøves af Kristus og hans 144.000 medregenter. Er det ikke trosstyrkende at se hvordan Kristus har ledet Guds folk frem til en så klar og enkel bibelsk forståelse af deres håb for fremtiden? Det er en stor forret at få lov til at fortælle dem vi møder i forkyndelsen, om dette håb. Lad os gøre alt hvad vores omstændigheder tillader, for at bidrage til at den store skare vokser i antal, så Jehovas navn vil blive lovprist i endnu højere grad. — Læs Lukas 10:2.

Den store skare vokser fortsat i antal

Hvad det kræver at være loyal over for Riget

20. Hvilke elementer består Satans organisation af, og hvordan kan de berøre vores loyalitet som kristne?

20 Efterhånden som Guds folk lærte mere om Riget, fik de også behov for fuldt ud at forstå hvad det vil sige at være loyal over for denne himmelske regering. I den forbindelse gjorde en artikel i Vagttaarnet i 1922 opmærksom på at der overordnet findes to organisationer, Jehovas organisation på den ene side og Satans organisation — bestående af kommercielle, religiøse og politiske elementer — på den anden side. De der er loyale over for Guds rige under Kristus, må ikke gå på kompromis med deres loyalitet ved på en upassende måde at engagere sig i nogen som helst del af Satans organisation. (2 Kor. 6:17) Hvad betyder det?

21. (a) Hvilken advarsel har den trofaste og kloge træl givet Guds folk angående forretningsverdenen? (b) Hvad pegede Vagttårnet på i 1964 vedrørende „Babylon den Store“?

21 Den åndelige føde fra den trofaste og kloge træl har konsekvent afsløret korruptionen i forretningsverdenen og advaret Guds folk mod at lade sig påvirke af dens udbredte materialisme. (Matt. 6:24) På samme måde har vores publikationer fortsat rettet søgelyset mod den religiøse del af Satans organisation. I 1964 pegede Vagttårnet på at „Babylon den Store“ ikke kun består af kristenheden, men af hele den falske religions verdensimperium. Som vi kommer nærmere ind på i kapitel 10, har Guds folk i alle lande og kulturer på denne måde fået hjælp til at „gå ud fra hende“ ved at rense sig for alle falske religiøse ritualer og traditioner. — Åb. 18:2, 4.

22. Hvilken forståelse af formaningen i Romerbrevet 13:1 havde mange Bibelstudenter under den første verdenskrig?

22 Hvad så med den politiske del af Satans organisation? Kunne sande kristne deltage i nationernes krige og konflikter? Under den første verdenskrig havde Bibelstudenterne generelt den forståelse at Kristi disciple ikke kunne være med til at slå deres medmennesker ihjel. (Matt. 26:52) Formaningen i Romerbrevet 13:1 om at adlyde „de højere myndigheder“ fik imidlertid mange til at mene at de burde gå ind i hæren og bære både uniform og skydevåben. Men når de fik ordre til at slå fjenden ihjel, skulle de i stedet skyde op i luften.

23, 24. Hvordan var vores forståelse af Romerbrevet 13:1 under Anden Verdenskrig, og hvilken klarere forståelse blev Kristi disciple senere ledet frem til?

23 Kort efter Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 bragte Vagttaarnet en artikel som grundigt behandlede spørgsmålet om neutralitet. Artiklen viste klart at kristne ikke på nogen måde kunne deltage i konflikterne mellem nationerne i Satans verden. Det var betimelig vejledning! Kristi disciple undgik på den måde at pådrage sig den alvorlige blodskyld der kom til at hænge ved nationerne under krigen. I begyndelsen af 1929 havde vores publikationer imidlertid også argumenteret for at de højere myndigheder som omtales i Romerbrevet 13:1, ikke var de verdslige myndigheder, men Jehova og Jesus. Der var stadig behov for en klarere forståelse.

24 Kristi disciple blev ved hjælp af den hellige ånd ledet til en sådan klarere forståelse i 1963 da nogle banebrydende artikler om Romerbrevet 13:1-7 blev bragt i Vagttårnet for den 15. marts og den 1. april. Endelig fik Guds folk forståelsen af princippet om relativ underkastelse, et princip som Jesus havde fremholdt med de berømte ord: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Luk. 20:25) I dag har sande kristne den forståelse at de højere myndigheder er de verdslige regeringer i denne verden, og at kristne må underordne sig dem. En sådan underkastelse er imidlertid relativ. Hvis de verdslige myndigheder kræver at vi gør noget som strider imod Guds lov, svarer vi ligesom fortidens apostle: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apg. 5:29) I kapitlerne 13 og 14 vil vi lære mere om hvordan Guds folk har administreret princippet om kristen neutralitet.

Det er et stort privilegium at fortælle andre om det bibelske håb om evigt liv

25. Hvorfor sætter du pris på den hellige ånds ledelse i forbindelse med vores forståelse af sandheden om Guds rige?

25 Tænk engang over alt det som Kristi disciple har lært om Riget i det forløbne århundrede. Vi har fået at vide hvornår Riget blev oprettet i himlen, og hvor stor betydning Riget har. Vi har et klart billede af de to former for håb trofaste kristne kan have, et himmelsk eller et jordisk håb. Og vi ved hvordan vi kan vise at vi er loyale over for Guds rige, samtidig med at vi i relativ forstand underordner os de verdslige myndigheder. Spørg dig selv: ’Ville jeg have kendskab til nogen af disse vigtige sandheder hvis ikke Jesus Kristus havde ledet sin trofaste og kloge træl her på jorden til at forstå dem og undervise andre i dem?’ Det er en stor velsignelse at blive ledet, eller ’guidet’, af Kristus og den hellige ånd.

a Ifølge et opslagsværk er ordet „lede“ i dette vers oversat fra et græsk verbum der betyder „at vise vej“.

b Tidligere mente vi at synet beskrev en krig mellem det hedenske Rom og pavens Rom.

c I juni 1880 stod der i Zion’s Watch Tower at de 144.000 formentlig repræsenterede kødelige jøder som ville blive omvendt før 1914. På et senere tidspunkt i 1880 fremholdt bladet en forståelse der i højere grad svarer til den vi har i dag.