Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 7

Forkyndelsesmetoder — Alle midler tages i brug for at nå ud til folk

Forkyndelsesmetoder — Alle midler tages i brug for at nå ud til folk

KAPITLET FOKUSERER PÅ

Guds folk gør brug af forskellige forkyndelsesmetoder for at nå ud til så mange som muligt

1, 2. (a) Hvilken teknik gjorde Jesus brug af da han skulle tale til en stor tilhørerskare? (b) Hvordan har Jesu trofaste disciple fulgt hans eksempel, og hvorfor?

 EN FOLKESKARE samler sig omkring Jesus ved bredden af en sø, men han går om bord i en båd og lægger lidt fra land. Hvorfor? Han ved at vandoverfladen vil forstærke lyden af hans stemme, og at den store tilhørerskare på den måde tydeligere vil kunne høre hans budskab. — Læs Markus 4:1, 2.

2 I årtierne omkring Guds riges fødsel fulgte Jesu trofaste disciple hans eksempel ved at gøre brug af usædvanlige metoder for at udbrede den gode nyhed om Riget til et stort publikum. Under Kongens ledelse fortsætter Guds folk i dag med at forny sig og tilpasse sig de forkyndelsesmetoder der benyttes, efterhånden som forholdene ændrer sig og nye teknologier bliver tilgængelige. Vi vil gerne nå ud til så mange som muligt før afslutningen kommer. (Matt. 24:14) Lad os se på nogle af de metoder vi har benyttet for at nå ud til folk, uanset hvor de befinder sig. Tænk også på hvordan du selv kan efterligne den tro der blev vist af dem der i nyere tid begyndte at udbrede den gode nyhed.

Et stort publikum nås

3. Hvorfor blev sandhedens fjender frustrerede over artiklerne i aviserne?

3 Aviser. Bror Russell og hans medarbejdere havde siden 1879 udgivet Watch Tower og på den måde bragt budskabet ud til mange. I det årti der gik forud for 1914, ser det imidlertid ud til at Kristus sørgede for at den gode nyhed nu kunne nå ud til et endnu større publikum. I 1903 begyndte der at ske noget bemærkelsesværdigt. Dr. E.L. Eaton, der virkede som talsmand for et forbund af protestantiske præster i Pennsylvania, udfordrede Charles Taze Russell til en række debatter om Bibelens lære. Eaton skrev i et brev til Russell: „Jeg har tænkt på at en offentlig debat vedrørende nogle af de spørgsmål De og jeg har forskellig mening om ... ville være af stor almen interesse.“ Russell og hans medarbejdere mente også at offentligheden ville være meget interesseret i dette, og de arrangerede det sådan at debatterne ville blive refereret i en førende avis, nemlig The Pittsburgh Gazette. Avisartiklerne var så populære og Russells redegørelse for Bibelens sandheder så klare og overbevisende at avisen tilbød at offentliggøre Russells foredrag hver uge. Den udvikling må have været frustrerende for sandhedens fjender.

I 1914 blev Russells prædikener bragt i mere end 2.000 aviser

4, 5. Hvilken egenskab viste Russell at han besad, og hvordan kan de der har ansvarsposter i Guds organisation, følge hans eksempel?

4 Det varede ikke længe før flere aviser ønskede at bringe Russells foredrag. I 1908 stod der i Watch Tower at hans prædikener regelmæssigt blev trykt i elleve aviser. Brødre som havde kendskab til avisbranchen, rådede Russell til at flytte Selskabets kontorer fra Pittsburgh til en by der var mere kendt, eftersom det ville få flere aviser til at bringe de bibelske artikler. Efter at have overvejet dette råd og flere andre faktorer flyttede Russell i 1909 kontorerne til Brooklyn i New York. Resultatet? Få måneder efter flytningen blev hans foredrag trykt i omkring 400 aviser, og der kom hele tiden flere til. Da Riget blev oprettet i 1914, blev Russells prædikener og artikler bragt på fire sprog i mere end 2.000 aviser i alt.

5 Hvilken vigtig lære kan vi drage af den udvikling? De der i dag har en vis myndighed i Guds organisation, gør vel i at efterligne Russells ydmyghed. Hvordan? Ved at tage andres råd med i deres overvejelser når de skal træffe beslutninger. — Læs Ordsprogene 15:22.

6. Hvordan påvirkede de sandheder som blev publiceret i avisartikler, en kvindes liv?

6 De sandheder vedrørende Riget som blev publiceret i disse avisartikler, ændrede folks liv. (Hebr. 4:12) Det gælder for eksempel Ora Hetzel der blev døbt i 1917. Hun var en af de mange der stiftede bekendtskab med sandheden gennem sådanne artikler. Ora har sagt: „Efter at jeg blev gift, besøgte jeg min mor i Rochester i Minnesota. Da jeg ankom, var hun i færd med at klippe nogle artikler ud af en avis. Det var nogle af Russells prædikener. Mor forklarede mig de ting hun havde lært ved at læse dem.“ Ora syntes godt om det hun lærte, og i seks årtier var hun en trofast forkynder af Guds rige.

7. Hvorfor revurderede de ledende brødre brugen af aviser?

7 I 1916 fik to alvorlige begivenheder de ledende brødre til at vurdere om aviser fortsat skulle bruges som middel til at udbrede den gode nyhed. Den første var at Den Store Krig rasede, og det gjorde det vanskeligt at skaffe de materialer som skulle bruges til trykningen. En rapport fra vores avisafdeling i Storbritannien gjorde i 1916 opmærksom på denne udfordring: „I øjeblikket bliver prædikenerne trykt i lidt over 30 aviser. På grund af de høje priser på papir er der stor sandsynlighed for at dette antal vil blive kraftigt reduceret i den nærmeste fremtid.“ Den anden begivenhed var bror Russells død den 31. oktober 1916. I Watch Tower for 15. december 1916 stod der: „Nu da bror Russell er gået bort, vil publiceringen af prædikener [i aviserne] blive bragt til afslutning.“ Selvom denne måde at forkynde på nu ophørte, blev andre metoder, som for eksempel fremvisningen af „Skabelsens Fotodrama“, fortsat benyttet med stor succes.

8. Hvad omfattede produktionen af „Skabelsens Fotodrama“?

8 Billedfremvisninger. Russell og hans medarbejdere var cirka tre år om at producere „Skabelsens Fotodrama“, der blev vist første gang i 1914. (Ordsp. 21:5) ’Fotodramaet’, som det blev kaldt, var noget helt nyt. Det var en kombination af levende billeder, lydoptagelser og farvelagte lysbilleder af glas. Hundredvis af mennesker var med til at opføre bibelske scener der blev optaget på film, og man havde også dyr med i optagelserne. „I forbindelse med fremstillingen af en talefilm der gengav Noas rolle i verdenshistorien, brugte man hovedparten af dyrene fra en af de store zoologiske haver,“ fortæller en rapport fra 1913. De mange hundrede forskellige glaslysbilleder der blev benyttet, var farvelagt i hånden af kunstnere i London, New York, Paris og Philadelphia.

9. Hvorfor brugte man så meget tid og så mange penge på fremstillingen af ’Fotodramaet’?

9 Hvorfor brugte man så meget tid og så mange penge på fremstillingen af „Skabelsens Fotodrama“? En resolution der blev vedtaget ved en række stævner i 1913, forklarer: „Den hidtil usete succes som amerikanske aviser har haft med at forme den offentlige mening ved hjælp af tegninger og illustrationer ... sammen med den store popularitet og tilpasningsevne som kendetegner levende billeder, har tydeligt vist værdien af sådanne tiltag, og vi mener at den omstændighed til fulde retfærdiggør at vi, som progressive forkyndere og undervisere i bibelklasser, uforbeholdent accepterer film og stereoskoplysbilleder som effektive og ønskværdige hjælpemidler for evangelieforkyndere og lærere.“

Øverst: Lysbilledfremviser til ’Fotodramaet’; nederst: Glaslysbilleder til ’Fotodramaet’

10. Hvor stor en udbredelse fik ’Fotodramaet’?

10 I 1914 blev ’Fotodramaet’ vist i 80 byer hver eneste dag. Næsten otte millioner mennesker i USA og Canada så forestillingen. Samme år blev ’Fotodramaet’ vist i Australien, Danmark, Finland, New Zealand, Norge, Schweiz, Storbritannien, Sverige og Tyskland. En forenklet udgave af dramaet uden levende billeder blev udarbejdet til brug i mindre byer. Den udgave — ’Heurekadramaet’ — var ikke så dyr at fremstille og lettere at transportere. I 1916 var ’Fotodramaet’ eller ’Heurekadramaet’ blevet oversat til armensk, dansk, fransk, græsk, italiensk, norsk, polsk, spansk, svensk og tysk.

I løbet af 1914 blev ’Fotodramaet’ vist for fulde huse

11, 12. Hvilket indtryk gjorde ’Fotodramaet’ på en ung mand, og hvilket godt eksempel var han for andre?

11 Den franske udgave af ’Fotodramaet’ gjorde et stort indtryk på den 18-årige Charles Rohner. „’Fotodramaet’ blev vist i min hjemby Colmar i Alsace,“ fortæller Charles. „Lige fra begyndelsen var jeg imponeret over den klare fremstilling af sandheden i Bibelen.“

12 Resultatet var at Charles blev døbt, og i 1922 blev han heltidstjener. Noget af det første han blev sat til, var at assistere ved fremvisningen af ’Fotodramaet’ for det franske publikum. Charles fortæller om dette arbejde: „Jeg fik flere opgaver, for jeg skulle både spille violin og være litteratur- og regnskabstjener. Jeg skulle også sørge for ro i salen før programmet begyndte. I pausen tilbød vi folk litteratur. Hver bror og søster fik tildelt et afsnit af salen. Vi havde favnen fuld af publikationer og henvendte os til hver enkelt i vores sektion. Derudover var der borde med masser af litteratur ved indgangen til salen.“ I 1925 blev Charles indbudt til at tjene på Betel i Brooklyn. Der fik han til opgave at dirigere et orkester som skulle tilknyttes den nylig oprettede radiostation WBBR. Når vi tænker på bror Rohners eksempel, kan vi spørge os selv: ’Er jeg villig til at påtage mig en hvilken som helst opgave jeg måtte få tildelt, for at være med til at udbrede den gode nyhed om Riget?’ — Læs Esajas 6:8.

13, 14. Hvordan blev radioen brugt i forbindelse med udbredelsen af den gode nyhed? (Se også rammerne „ Programmer på WBBR“ og „ Et betydningsfuldt stævne“).

13 Radio. I 1920’erne blev arbejdet med ’Fotodramaet’ nedtonet, men så begyndte man at bruge radioen som et vigtigt redskab i forbindelse med at udbrede den gode nyhed. Den 16. april 1922 holdt Rutherford et historisk radiotransmitteret foredrag i Metropolitan Opera House i Philadelphia, Pennsylvania. Omkring 50.000 hørte foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. I 1923 transmitterede man for første gang en del af et stævneprogram. De ledende brødre blev enige om at det ville være klogt at vi — ud over at gøre brug af kommercielle radiostationer — fik vores egen station. Den blev oprettet på Staten Island, New York, og indregistreret som WBBR. Den 24. februar 1924 blev den første udsendelse bragt.

I 1922 hørte omkring 50.000 det radiotransmitterede foredrag „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“

14 I Vagttaarnet for januar 1925 blev formålet med WBBR forklaret på denne måde: „Vi tror, at Radioen er den mest økonomiske og virkningsfulde Maade for Forkyndelsen af Sandhedens Budskab, som endnu har været benyttet.“ Artiklen sagde videre: „Hvis Herren finder det ret, at der skal bygges andre Radiostationer til Forkyndelse af Sandheden, vil han tilvejebringe Pengene paa sin egen velbehagelige Maade.“ (Sl. 127:1) I 1926 ejede Jehovas folk hele seks radiostationer. To af dem lå i USA — WBBR i New York og WORD i nærheden af Chicago. De fire andre befandt sig i Canada, nærmere betegnet i Alberta, British Columbia, Ontario og Saskatchewan.

15, 16. (a) Hvordan reagerede gejstligheden i Canada på vores radioudsendelser? (b) Hvordan supplerede radioforedragene og hus til hus-arbejdet hinanden?

15 Denne omfattende udbredelse af Bibelens sandhed undgik ikke gejstlighedens opmærksomhed. Albert Hoffman som havde indblik i det arbejde der blev udført på radiostationen i Saskatchewan, har fortalt: „Flere og flere lærte Bibelstudenterne [som Jehovas Vidner dengang blev kaldt] at kende. Der blev aflagt et storslået vidnesbyrd indtil gejstligheden i 1928 lagde pres på myndighederne så alle Bibelstudenternes radiostationer i Canada mistede deres licens.“

16 Trods lukningen af vores radiostationer i Canada blev bibelske foredrag fortsat transmitteret via kommercielle radiostationer. (Matt. 10:23) For at forstærke virkningen af disse programmer var der i The Watch Tower og The Golden Age (nu på dansk Vågn op!) en liste over de kommercielle radiostationer som sendte programmer om sandheden fra Bibelen, så forkynderne når de gik fra hus til hus, kunne opfordre folk til at lytte til foredragene fra deres lokale radiostation. Hvilken effekt havde det? I Bulletin for januar 1931 stod der: „Radiotransmissionerne har virket meget stimulerende på vennerne i deres arbejde fra hus til hus. På kontoret har vi modtaget mange rapporter om folk der har lyttet til udsendelserne, og som på grund af bror Rutherfords foredrag meget positivt har taget imod de bøger de har fået tilbudt.“ Bulletin beskrev radioudsendelserne og hus til hus-arbejdet som „de to store offentlige forkyndelsesmetoder i Herrens organisation“.

17, 18. Hvorfor spillede radioen fortsat en rolle, til trods for at forholdene havde ændret sig?

17 I 1930’erne kom vores brug af kommercielle radiostationer ud for voksende modstand. Sidst i 1937 tilpassede Jehovas folk sig de ændrede forhold. Man standsede den kommercielle radiotransmission og fokuserede i endnu højere grad på hus til hus-arbejdet. a Radioen spillede dog fortsat en vigtig rolle når det gjaldt udbredelsen af Rigets budskab i visse fjerntliggende eller politisk isolerede dele af verden. Fra 1951 til 1991 var der for eksempel en station i Vestberlin som regelmæssigt udsendte bibelske foredrag så de der boede i dele af det daværende Østtyskland, kunne høre Rigets budskab. Fra 1961 og mere end tre årtier frem udsendte en national radiostation i Surinam i Sydamerika hver uge et 15-minutters program om sandheden fra Bibelen. Fra 1969 til 1977 udarbejdede organisationen mere end 350 radioprogrammer i serien „Hele Skriften er gavnlig“. I 48 stater i USA blev programmet sendt af 291 radiostationer i alt. I 1996 bragte en radiostation i Apia, hovedstaden i Samoa i Stillehavet, et ugentligt program med titlen „Svar på dine bibelske spørgsmål“.

18 Da afslutningen på det 20. århundrede nærmede sig, udgjorde radioen ikke længere noget vigtigt redskab i udbredelsen af budskabet. Men nu dukkede en ny teknologi op. Den gjorde det muligt at nå ud til et større publikum end nogen sinde før.

19, 20. Hvorfor har Jehovas folk oprettet hjemmesiden jw.org, og hvor effektiv har den været? (Se også rammen „ JW.ORG“).

19 Internettet. I 2013 havde mere end 2,7 milliarder mennesker, det vil sige cirka 40 procent af jordens befolkning, adgang til internettet. Nogle anslår at omkring to milliarder går på nettet med deres mobile enheder, som for eksempel smartphones og tablets. Dette tal vokser fortsat i hele verden, men den hurtigste vækst når det gælder mobil internetforbindelse, sker i øjeblikket i Afrika, hvor der er mere end 90 millioner abonnementer på mobilt internet. Denne udvikling har fuldstændig ændret den måde mange modtager informationer på.

20 Fra 1997 begyndte Jehovas folk at benytte denne form for massekommunikation. I 2013 blev hjemmesiden jw.org tilgængelig på omkring 300 sprog, og det blev muligt at downloade bibelbaserede oplysninger på mere end 520 sprog. Hver dag bliver hjemmesiden besøgt mere end 750.000 gange. Ud over de film der downloades, bliver der hver måned downloadet over 3 millioner bøger, 4 millioner blade og 22 millioner lydindspilninger.

21. Hvad kan du lære af beretningen om Sina?

21 Hjemmesiden er blevet et magtfuldt redskab i forbindelse med udbredelsen af den gode nyhed om Guds rige, også i lande hvor vores arbejde er underlagt begrænsninger. Eksempelvis blev en mand ved navn Sina i begyndelsen af 2013 opmærksom på vores hjemmeside. Han ringede til Hovedkontoret i USA og bad om yderligere oplysninger om Bibelen. Hvorfor var der tale om en usædvanlig opringning? Fordi Sina har en muslimsk baggrund og bor i en afsidesliggende landsby i et land hvor Jehovas Vidners arbejde er underlagt forbud. Der blev truffet aftale om at et Jehovas Vidne i USA skulle studere Bibelen med Sina to gange om ugen. Studiet blev holdt ved hjælp af en videoforbindelse på internettet.

Undervisning af enkeltpersoner

22, 23. (a) Har de metoder der bruges for at nå ud til et stort publikum, erstattet hus til hus-forkyndelsen? (b) Hvordan har Kongen velsignet de bestræbelser vi har gjort os?

22 Ingen af de metoder vi har benyttet for at nå ud til et stort publikum, som for eksempel aviser, ’Fotodramaet’, radioudsendelser og hjemmesiden, har været tænkt som en erstatning for hus til hus-arbejdet. Hvorfor ikke? Fordi Jehovas folk har taget ved lære af det mønster Jesus fulgte. Han talte ikke kun til store folkeskarer; han fokuserede også på at hjælpe folk som enkeltpersoner. (Luk. 19:1-5) Jesus oplærte også sine disciple til at henvende sig til den enkelte, og han gav dem et budskab de skulle overbringe. (Læs Lukas 10:1, 8-11). Som vi var inde på i kapitel 6, har de der førte an blandt Guds folk, altid tilskyndet hver eneste af Jehovas tjenere til at forkynde for enkeltpersoner. — Apg. 5:42; 20:20.

23 Et hundrede år efter Rigets fødsel er næsten 8 millioner aktive forkyndere optaget af at lære andre om Guds hensigt. Der er ingen tvivl om at Kongen har velsignet de metoder vi har benyttet for at forkynde Riget. Som det følgende kapitel vil vise, har han også sørget for de redskaber der er nødvendige for at udbrede den gode nyhed til hver nation og stamme og hvert tungemål. — Åb. 14:6.

a I 1957 besluttede de der førte an, at lukke den sidste af vores radiostationer, WBBR, i New York.