Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 10

Kongen renser sit folk åndeligt

Kongen renser sit folk åndeligt

KAPITLET FOKUSERER PÅ

Hvorfor og hvordan Jesus har renset og lutret sine tjenere åndeligt

1-3. Hvad gjorde Jesus da han så at templet blev vanhelliget?

 JESUS vidste hvad templet i Jerusalem stod for, og derfor havde han stor respekt for det. Templet havde i lang tid været centret for den sande tilbedelse på jorden. Men denne tilbedelse — tilbedelsen af den hellige Gud, Jehova — må være ren. Forestil dig så hvordan Jesus må have følt det da han kom til templet den 10. nisan år 33 og så at det blev vanhelliget. Hvad skete der i templet? — Læs Mattæus 21:12, 13.

2 I Hedningernes Forgård udnyttede grådige handlende og pengevekslere de tilbedere der kom for at frembære ofre til Jehova. a Jesus „jog alle dem ud der solgte og købte i templet, og han væltede pengevekslernes borde“. (Jævnfør Nehemias 13:7-9). Han anklagede disse selviske mænd for at gøre hans Fars hus til „en røverhule“. På den måde viste Jesus sin respekt både for selve templet og det templet repræsenterede. Tilbedelsen af hans Far måtte bevares ren.

3 Århundreder senere, da Jesus var blevet indsat som messiansk konge, rensede han igen et tempel — et tempel der har betydning for alle som i dag ønsker at tilbede Jehova på en acceptabel måde. Hvilket tempel drejede det sig om?

Renser „Levis sønner“

4, 5. (a) Hvordan blev Jesu salvede disciple lutret og renset fra 1914 til begyndelsen af 1919? (b) Var lutringen og renselsen af dem så afsluttet?

4 Som vi så i kapitel 2, kom Jesus, efter at han var blevet indsat på tronen i 1914, sammen med sin Far for at inspicere det åndelige tempel — den rene tilbedelsesordning. b Efter at have foretaget denne inspektion indså Kongen at de salvede kristne, „Levis sønner“, havde behov for at blive lutret og renset. (Mal. 3:1-3) Fra 1914 til begyndelsen af 1919 tillod Jehova, som den der smelter, at hans tjenere blev udsat for forskellige prøvelser og vanskeligheder som lutrede og rensede dem. Det er glædeligt at disse salvede kom ud af ildprøverne i en renere tilstand, ivrige efter at vise den messianske Konge deres støtte.

5 Var lutringen og renselsen af Guds folk så afsluttet? Nej. I løbet af de sidste dage har Jehova ved hjælp af sin messianske Konge fortsat hjulpet Jesu nutidige disciple med at bevare deres renhed så de kan forblive i det åndelige tempel. I de to næste kapitler skal vi se på hvordan han har renset dem moralsk og organisatorisk. Men lad os først se på den åndelige renselse. Det er trosstyrkende at betragte hvad Jesus har gjort — både ved hjælp af helt tydelige metoder og bag scenen, så at sige — for at hjælpe sine disciple til at være åndeligt rene.

„Bevar jer rene“

6. Hvordan hjælper Jehovas befalinger til de landflygtige jøder os til at forstå hvad åndelig renhed indebærer?

6 Hvad er åndelig renhed? Det kan vi få svar på ved at analysere Jehovas ord til de landflygtige jøder da de i det sjette århundrede før vor tidsregning var i færd med at drage ud af Babylon. (Læs Esajas 52:11). Disse landflygtige jøder vendte først og fremmest tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet og genoprette den sande tilbedelse. (Ezra 1:2-4) Jehova ønskede at hans folk skulle lægge alle spor af Babylons religion bag sig. Læg mærke til en række befalinger han gav dem: „Rør ikke noget urent“, „drag ud fra hende“, og „bevar jer rene“. Den rene tilbedelse af Jehova må ikke blive besmittet af falsk gudsdyrkelse. Hvad kan vi på den baggrund konkludere? Åndelig renhed indebærer at man holder sig fri af falsk religions lærepunkter og skikke.

7. Gennem hvilken kanal har Jesus hjulpet sine disciple til at være åndeligt rene?

7 Kort efter at Jesus var blevet indsat som konge, etablerede han en kanal der var let at få øje på, en kanal hvorigennem han har hjulpet sine disciple til at forblive åndeligt rene. Denne kanal er den trofaste og kloge træl, som Kristus udnævnte i 1919. (Matt. 24:45) På det tidspunkt havde Bibelstudenterne allerede renset sig selv ved at forkaste mange falske religiøse lærepunkter. Men der var behov for yderligere renselse i åndelig forstand. Gennem sin trofaste træl har Kristus lidt efter lidt oplyst sine disciple om at der var visse højtider og skikke de måtte tage afstand fra. (Ordsp. 4:18) Lad os se på nogle af dem.

Bør kristne fejre jul?

8. Hvad havde Bibelstudenterne længe erkendt vedrørende julen, men hvad så de ikke klart?

8 Bibelstudenterne havde længe erkendt at julen har hedenske rødder, og at Jesus ikke blev født den 25. december. I Zion’s Watch Tower for december 1881 stod der: „Millioner kom fra hedenskabet til kirken. Men der var hovedsagelig tale om en ændring af navnet. De hedenske præster blev kristne præster, og de hedenske helligdage og højtider fik kristne navne — en af dem er julen [engelsk: Christmas].“ I 1883 bragte Watch Tower artiklen „Hvornår blev Jesus født?“, som argumenterede for at Jesus blev født i begyndelsen af oktober. c Alligevel kunne Bibelstudenterne ikke på det tidspunkt klart se behovet for at holde op med at fejre jul. Selv medlemmerne af betelfamilien i Brooklyn holdt fortsat jul. Men efter 1926 begyndte tingene at ændre sig. Hvorfor?

9. Hvad kom Bibelstudenterne til at indse angående julen?

9 Som følge af en grundig og mere omhyggelig undersøgelse af emnet kom Bibelstudenterne til den konklusion at oprindelsen til julen og de skikke der er forbundet med den, i virkeligheden vanærer Gud. Artiklen „Julens oprindelse“ i The Golden Age for 14. december 1927 gjorde opmærksom på at julen er en hedensk fest, at den fokuserer på fornøjelser og er forbundet med afgudsdyrkelse. Artiklen gjorde det klart at julen ikke var en fest Jesus havde påbudt, og kom med denne markante konklusion vedrørende jul: „Den kendsgerning at verden, kødet og Djævelen er fortalere for at denne højtid vedblivende skal holdes ... er et endeligt og afgørende argument for at de der har indviet sig helt til tjenesten for Jehova, ikke skal fejre den.“ Det kommer næppe bag på nogen at betelfamilien ikke fejrede jul dette år — eller nogen sinde siden.

10. (a) Hvilken omfattende afsløring af julen blev fremholdt i december 1928? (Se rammen „ Julen, dens oprindelse og hensigt“). (b) Hvordan blev Guds tjenere gjort opmærksomme på andre højtider og fester som de burde tage afstand fra? (Se rammen „ Afsløring af andre helligdage og fester“).

10 Det følgende år kunne Bibelstudenterne lytte til en endnu mere omfattende afsløring af julens oprindelse. Den 12. december 1928 holdt bror Richard H. Barber et foredrag i radioen som tydeligt viste denne højtids urene oprindelse. Hvordan reagerede Guds folk på denne klare vejledning fra Hovedkontoret? Bror Charles Brandlein har sagt følgende om det tidspunkt hvor han og hans familie holdt op med at fejre jul: „Havde vi noget imod at lægge disse hedenske ting på hylden? Bestemt ikke! ... Det var som at tage noget snavset tøj af og smide det ud.“ Bror Henry A. Cantwell, der senere blev rejsende tilsynsmand, gav udtryk for en lignende indstilling: „Vi var glade for at vi var i stand til at give afkald på noget for at vise vores kærlighed til Jehova.“ Kristi loyale disciple var villige til at gøre de nødvendige forandringer så de ikke på nogen måde tog del i en højtid der stammede fra uren tilbedelse. d — Joh. 15:19; 17:14.

11. Hvordan kan vi vise at vi støtter den messianske Konge?

11 Disse trofaste Bibelstudenter er et godt forbillede for os. Når vi tænker på deres eksempel, kan vi passende spørge os selv: ’Hvordan betragter jeg den vejledning vi får fra den trofaste træl? Tager jeg taknemmeligt imod den, og gør jeg brug af det jeg lærer?’ Når vi villigt adlyder, viser vi at vi støtter den messianske Konge, som benytter den trofaste træl til at uddele åndelig føde i rette tid. — Apg. 16:4, 5.

Bør kristne bruge korset som symbol?

„Kors og krone“-symbol (Se paragraf 12 og 13)

12. Hvordan var Bibelstudenternes syn på korset i mange år?

12 I mange år betragtede Bibelstudenterne korset som et acceptabelt symbol i kristendommen. De forstod at afgudsdyrkelse er forkert, og derfor mente de bestemt ikke at korset skulle tilbedes. (1 Kor. 10:14; 1 Joh. 5:21) Helt tilbage i 1883 stod der direkte i Watch Tower at „al afgudsdyrkelse er en vederstyggelighed for Gud“. Alligevel havde Bibelstudenterne i begyndelsen ingen indvendinger imod hvad de opfattede som en passende brug af korset. For eksempel bar de stolt en lille nål der var udformet som et kors og en krone. For dem betød det at hvis de forblev trofaste til døden, ville de få livets krone. Fra 1891 begyndte man at bruge et „kors og krone“-symbol på forsiden af Watch Tower.

13. Hvilke oplysninger fik Kristi disciple angående brugen af korset? (Se også rammen „ Voksende lys angående korset som symbol“).

13 Bibelstudenterne holdt meget af deres „kors og krone“-symbol. Men sidst i 1920’erne fik Kristi disciple flere og flere oplysninger angående brugen af korset. Bror Grant Suiter, som senere tjente i Det Styrende Råd, har i et tilbageblik på et stævne der blev holdt i 1928 i Detroit i Michigan, fortalt: „Ved det stævne kom det frem at ’kors og krone’-symbolerne ikke blot var unødvendige, men også anstødelige.“ I løbet af de næste få år fik man endnu større indsigt vedrørende korset. Det fremgik klart at korset ikke hører hjemme i den sande og åndeligt rene tilbedelse.

14. Hvordan reagerede Guds tjenere på den voksende indsigt de fik i forbindelse med korset?

14 Hvordan reagerede Guds tjenere på den voksende indsigt de fik angående korset som symbol? Fortsatte de med at bruge „kors og krone“-symbolerne, som de havde været så glade for? Søster Lela Roberts, der tjente Jehova i mange år, har fortalt: „Da det gik op for os hvad korset repræsenterede, var det let for os at holde op med at bruge det.“ En anden trofast søster, Ursula Serenco, gav udtryk for hvad mange følte: „Vi indså efterhånden at det vi på et tidspunkt havde sat stor pris på som symbol på vor Herres død og vor kristne hengivenhed, i virkeligheden var et hedensk symbol. I overensstemmelse med det der siges i Ordsprogene 4:18, var vi taknemmelige for at vejen var ved at blive mere oplyst.“ Kristi loyale disciple ønskede ikke at tage del i urene falske religiøse skikke.

15, 16. Hvordan kan vi vise at vi er besluttede på at holde de jordiske forgårde i Jehovas åndelige tempel rene?

15 Den afgørelse holder vi fast ved i dag. Vi erkender at Kristus har brugt en kanal som er let at få øje på — hans trofaste og kloge træl — for at hjælpe sine tjenere til at forblive åndeligt rene. Når den åndelige føde vi modtager, gør os opmærksomme på højtider, skikke eller ceremonier som er besmittet af falsk religion, reagerer vi derfor hurtigt og lydigt. Ligesom vores brødre og søstre der levede i begyndelsen af Kristi nærværelse, er vi besluttede på at holde de jordiske forgårde i Jehovas åndelige tempel rene.

16 I løbet af de sidste dage har Kristus også arbejdet skjult for det menneskelige øje for at beskytte Jehovas folk mod enkeltpersoner som kunne give anledning til åndelig besmittelse af menigheden. Hvordan har han gjort det? Lad os se på det.

Skiller „de onde fra de retfærdige“

17, 18. Hvad menes der med følgende passager i lignelsen om voddet: (a) ’et vod blev sat i søen’, (b) „opsamlede fisk af enhver slags“, (c) „samlede de gode fra i kar“, (d) „de ubrugelige smed man ud“?

17 Kongen Jesus Kristus holder et vågent øje med Guds folks menigheder på jorden. På en måde vi ikke helt kan forstå, har Kristus og englene udført et adskillelsesarbejde, et arbejde Jesus beskrev i sin lignelse om voddet. (Læs Mattæus 13:47-50). Hvad betyder denne lignelse?

Voddet repræsenterer den forkyndelse af Riget der finder sted i menneskehedens hav (Se paragraf 18)

18 „Et vod ... blev sat i søen.“ Voddet repræsenterer den forkyndelse af Riget der finder sted i menneskehedens hav. „Opsamlede fisk af enhver slags.“ Den gode nyhed tiltrækker alle slags mennesker — de der tager skridt til at blive sande kristne, såvel som mange andre der måske i begyndelsen viser en vis interesse, men som ikke for alvor tager standpunkt for den sande tilbedelse. e „Samlede de gode fra i kar.“ De retsindige samles sammen „i kar“, det vil sige i de kristne menigheder hvor de kan tilbede Jehova i renhed. „De ubrugelige smed man ud.“ I løbet af de sidste dage har Kristus og englene adskilt „de onde fra de retfærdige“. f Af den grund har de der mangler den rigtige hjerteindstilling — de der måske er uvillige til at holde op med at tro på noget forkert eller at handle uret — ikke fået lov til at besmitte menighederne. g

19. Hvad mener du om det Kristus har gjort for at beskytte Guds folks åndelige renhed og bevare den sande tilbedelse ren?

19 Er det ikke beroligende at vide at vores konge, Jesus Kristus, beskytter dem der er i hans varetægt? Og er det ikke en trøst at vide at hans nidkærhed for den sande tilbedelse — og de sande tilbedere — er lige så inderlig og brændende som den var da han rensede templet i det første århundrede? Vi kan være taknemmelige for at Kristus har arbejdet på at beskytte Guds folks åndelige renhed og at bevare den sande tilbedelse ren. Vi kan vise at vi støtter Kongen og hans rige ved at undgå enhver kontakt med falsk religion.

a Jøderne der var på besøg, skulle bruge en bestemt valuta til at betale den årlige tempelskat, og pengevekslerne tog betaling for at veksle mønter til den påkrævede valuta. Desuden har de besøgende måske haft behov for at købe dyr de kunne ofre. Når Jesus omtalte de handlende som røvere, var det sandsynligvis fordi de tog ågerpris for deres ydelser.

b Jehovas folk på jorden tilbeder ham i de jordiske forgårde i hans store åndelige tempel.

c Artiklen gjorde opmærksom på at hvis Jesus blev født om vinteren, „stemmer det ikke overens med beretningen om at hyrderne var ude på markerne med deres hjord“. — Luk. 2:8.

d I et personligt brev, dateret den 14. november 1927, skrev bror Frederick W. Franz: „Vi vil ikke fejre jul i år. Betelfamilien har truffet en beslutning, og der skal ikke længere holdes jul.“ Nogle få måneder senere, i et brev dateret den 6. februar 1928, skrev bror Franz: „Lidt efter lidt renser Herren os for de fejl der stammer fra Djævelens babyloniske organisation.“

e Bemærk for eksempel at det højeste antal forkyndere i 2013 var 7.965.954, men der var 19.241.252 der overværede den årlige højtid til minde om Kristi død.

f Adskillelsen af de gode fisk fra de ubrugelige fisk er ikke det samme som adskillelsen af fårene fra gederne. (Matt. 25:31-46) Adskillelsen af, eller den endelige dom over, fårene og gederne finder sted under den kommende store trængsel. Indtil da kan de der er som ubrugelige fisk, vende om til Jehova og blive samlet ind „i kar“, det vil sige i de kristne menigheder. — Mal. 3:7.

g Til sidst vil de ubrugelige fisk i symbolsk forstand blive kastet i ildovnen, hvilket henviser til deres fremtidige udslettelse.