Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 18

Hvordan Rigets aktiviteter finansieres

Hvordan Rigets aktiviteter finansieres

KAPITLET FOKUSERER PÅ

Hvorfor og hvordan Jehovas folk støtter Rigets arbejde økonomisk

1, 2. (a) Hvad svarede bror Russell en præst der gerne ville vide hvordan Bibelstudenternes arbejde blev finansieret? (b) Hvad vil vi se på i dette kapitel?

 PÅ ET tidspunkt henvendte en præst fra den reformerte kirke sig til bror Charles T. Russell fordi han gerne ville vide hvordan Bibelstudenternes arbejde blev finansieret.

 „Vi optager aldrig kollekt,“ forklarede bror Russell.

 „Hvorfra kommer pengene?“ spurgte præsten.

 „Selvom jeg fortæller Dem den enkle sandhed, vil De nok ikke tro det,“ svarede Russell. „Når folk bliver interesseret i denne vej, får de ikke stukket en kollektbøsse i hovedet. De ser at der er nogle udgifter, og siger til sig selv: ’Denne sal koster noget. ... Hvordan kan jeg give nogle penge til fremme af denne sag?’“

 Præsten så vantro på bror Russell.

 „Det er den rene og skære sandhed,“ fortsatte Russell. „Folk stiller mig virkelig dette spørgsmål: ’Hvordan kan jeg give nogle penge til fremme af denne sag?’ Når én føler sig velsignet, og hvis han har nogle materielle midler, så ønsker han at bruge disse til gavn for Herren. Og hvis han ingen midler har, hvorfor skulle vi så prøve at vriste noget fra ham?“ a

2 Ja, bror Russell fortalte „den rene og skære sandhed“. Guds folk har helt fra begyndelsen givet frivillige bidrag for at støtte den sande tilbedelse. I dette kapitel vil vi se nærmere på nogle eksempler fra Bibelen og fra vores historie i nyere tid. Når vi ser på hvordan Rigets aktiviteter finansieres i dag, kan vi hver især spørge os selv: ’Hvordan kan jeg støtte Riget?’

’Enhver som er villig af hjertet, skal bringe et bidrag’

3, 4. (a) Hvilken tillid har Jehova til sine tjenere? (b) Hvordan støttede israelitterne opførelsen af teltboligen?

3 Jehova har tillid til sine tjenere. Han ved at hvis de får muligheden, vil de med glæde vise deres hengivenhed ved at give frivillige bidrag. Det kan belyses med to eksempler fra Israels historie.

4 Efter at have ført israelitterne ud af Egypten gav Jehova dem besked på at bygge en transportabel teltbolig som de skulle bruge i tilbedelsen. Teltboligen og dens inventar ville kræve betragtelige ressourcer. Jehova befalede Moses at give folket mulighed for at støtte projektet idet han sagde: ’Enhver som er villig af hjertet, skal bringe et bidrag til Jehova.’ (2 Mos. 35:5) Hvordan reagerede folket, der indtil for nylig havde været tvunget til at udføre „enhver form for trællearbejde“ under tyranniske forhold? (2 Mos. 1:14) De viste deres uforbeholdne støtte ved villigt at donere guld, sølv og andre værdier — hvoraf hovedparten sikkert var noget de havde fået fra deres tidligere herrer, egypterne. (2 Mos. 12:35, 36) Israelitterne kom med mere end der var brug for, og måtte ’afholdes fra at komme med mere’. — 2 Mos. 36:4-7.

5. Hvordan reagerede israelitterne da David gav dem mulighed for at bidrage til tempelbyggeriet?

5 Omkring 475 år senere gav David et bidrag fra sit private skatkammer til byggeriet af templet, det første permanente center for sand tilbedelse her på jorden. Med følgende spørgsmål gav han derefter sine israelitiske landsmænd mulighed for også at bidrage: „Hvem fylder nu sin hånd med frivillige gaver til Jehova i dag?“ Folket reagerede på opfordringen ved ’med et helt hjerte at give frivillige gaver til Jehova’. (1 Krøn. 29:3-9) I anerkendelse af hvem bidragene i virkeligheden kom fra, sagde David i en bøn til Jehova: „Det kommer fra dig alt sammen, og det er fra din egen hånd vi har givet dig det.“ — 1 Krøn. 29:14.

6. Hvilke udgifter er forbundet med det arbejde Guds rige udfører i dag, og hvilke spørgsmål opstår?

6 Hverken Moses eller David behøvede at presse Guds folk til at give. Nej, folket gav med et villigt hjerte. Hvordan er det i dag? Vi er udmærket klar over at det arbejde Guds rige udfører, kræver penge. Det kræver betragtelige ressourcer at udgive og distribuere bibler og bibelsk litteratur, at bygge og vedligeholde mødesale og afdelingskontorer og at sørge for nødhjælp til trosfæller i katastrofesituationer. Der opstår derfor nogle vigtige spørgsmål: Hvordan skaffes de nødvendige midler? Skal Kongens undersåtter presses til at give?

’Det vil aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte’

7, 8. Hvorfor tigger eller anmoder Jehovas folk ikke om penge?

7 Bror Russell og hans medarbejdere nægtede at efterligne de pengeindsamlingsmetoder der var så almindelige i kristenhedens kirker. I det andet nummer af Watch Tower, under overskriften „Ønsker De at modtage ’Zion’s Watch Tower’?“, erklærede Russell: „’Zion’s Watch Tower’ har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet, vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte. Når Han der siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet,’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde til at lade bladet gå ind.“ (Hag. 2:7-9) Over 130 år senere er Vagttårnet og den organisation der udgiver bladet, still going strong!

8 Jehovas folk tigger ikke om penge. De lader ikke indsamlingsbøsser gå rundt og udsender ikke tiggerbreve. De arrangerer heller ikke bankospil, basarer eller lotterier for at skaffe penge. De holder sig til det som Watch Tower for længe siden sagde: „Vi har aldrig betragtet det som passende at anmode om penge til Herrens sag, som andre har for skik ... Efter vor opfattelse er penge som er samlet ind ved forskellige former for tiggeri i Herrens navn, frastødende og uantagelige for ham, og de resulterer hverken i hans velsignelse over giverne eller over det arbejde der udføres.“ b

„Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte“

9, 10. Hvad er én grund til at vi giver frivillige bidrag?

9 Som Rigets undersåtter i dag skal vi ikke tvinges til at give. Tværtimod giver vi med glæde af vores penge og andre ressourcer. Hvorfor er vi så villige til at støtte Rigets aktiviteter? Det er der mindst tre grunde til.

10 For det første giver vi frivillige bidrag fordi vi elsker Jehova og ønsker at gøre „det der er tiltalende i hans øjne“. (1 Joh. 3:22) Jehova glæder sig virkelig over en tjener der giver af hjertet. Lad os se nærmere på apostlen Paulus’ ord om kristen gavmildhed. (Læs 2 Korinther 9:7). En sand kristen giver ikke modvilligt eller fordi han bliver tvunget til det. Han giver derimod fordi han ’i sit hjerte har besluttet’ at gøre det. c Det vil sige at han giver når han har set at der er et behov, og har overvejet hvordan han kan dække det. En sådan giver er dyrebar i Jehovas øjne, ja, „Gud elsker en glad giver“. En anden oversættelse lyder: „Gud elsker mennesker der elsker at give.“

Vores børn i Mocambique elsker også at give

11. Hvad motiverer os til at give Jehova den bedst mulige gave?

11 For det andet giver vi bidrag fordi vi ønsker at takke Jehova for vores mange velsignelser. Et princip i Moseloven giver stof til eftertanke. (Læs 5 Mosebog 16:16, 17). Hver gang en israelitisk mand overværede en af de tre årlige højtider, skulle han komme med en gave som ’svarede til den velsignelse Jehova havde givet ham’. Derfor måtte han, før han tog hjemmefra, tælle sine velsignelser og ransage sit hjerte for at afgøre hvad der ville være den bedst mulige gave at komme med. Når vi mediterer over de mange måder Jehova har velsignet os på, får vi også lyst til at give ham den bedst mulige gave. Vores helhjertede gave, derunder vores materielle bidrag, afspejler hvor taknemmelige vi er for de velsignelser Jehova har udøst over os. — 2 Kor. 8:12-15.

12, 13. Hvordan viser vores frivillige bidrag at vi elsker Kongen, og hvor meget giver den enkelte?

12 For det tredje viser vi gennem vores frivillige bidrag at vi elsker kongen Jesus Kristus. Hvordan det? Læg mærke til hvad Jesus sagde til sine disciple den sidste aften i sit jordiske liv. (Læs Johannes 14:23). „Hvis nogen elsker mig,“ sagde Jesus, „vil han overholde mit ord.“ Jesu „ord“ indbefatter hans befaling om at forkynde den gode nyhed om Riget på hele jorden. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Vi overholder hans „ord“ ved at give så meget som overhovedet muligt af vores tid, energi og materielle ressourcer for at fremme forkyndelsen af Riget. Derved viser vi vores kærlighed til den messianske Konge.

13 Ja, som loyale undersåtter ønsker vi af hele vores hjerte at støtte Riget ved at give bidrag. Hvor meget giver vi? Det er en personlig beslutning. Den enkelte giver hvad han kan. Mange af vores trosfæller har dog kun få materielle midler. (Matt. 19:23, 24; Jak. 2:5) Men de kan finde trøst i at vide at Jehova og hans søn værdsætter selv små bidrag der gives med et villigt hjerte. — Mark. 12:41-44.

Hvordan kommer pengene ind?

14. Hvilken bidragsordning havde Jehovas Vidner i mange år?

14 I mange år tilbød Jehovas Vidner bibelsk litteratur mod et bidrag. Det foreslåede bidrag blev sat så lavt som muligt, og derfor kunne selv folk der ikke havde særlig mange penge, få litteraturen. Hvis den besøgte virkede interesseret men ikke havde råd til at give et bidrag, var forkynderne selvfølgelig mere end villige til at forære ham litteraturen. De ønskede inderligt at publikationerne kom ud til oprigtige mennesker som kunne læse dem og få gavn af dem.

15, 16. (a) Hvilken justering i den måde vi uddeler vores litteratur på, foretog Det Styrende Råd i 1990? (b) Hvordan bliver de frivillige bidrag givet? (Se også rammen „ Hvad går vores bidrag til?“)

15 I 1990 begyndte Det Styrende Råd at justere den måde vi uddeler vores litteratur på. Det år begyndte man i USA at tilbyde al vores litteratur mod frivillige bidrag. Et brev til alle menigheder i USA forklarede: „Forkyndere og interesserede vil kunne få blade og anden litteratur uden at blive bedt om eller foreslået at give et bestemt bidrag. ... Enhver der ønsker at give et bidrag for at være med til at afholde udgifterne til vores undervisningsarbejde, kan gøre det, men man kan få litteraturen uanset om man giver et bidrag eller ej.“ Denne ordning understregede at vores arbejde er af frivillig og religiøs art, og gjorde det klart at vi ’ikke er kræmmere der handler med Guds ord’. (2 Kor. 2:17) Med tiden blev ordningen med frivillige bidrag implementeret af afdelingskontorer i hele verden.

16 Hvordan bliver de frivillige bidrag givet? I Jehovas Vidners rigssale er der diskret opsatte bidragsbøsser. Man kan lægge sit bidrag i dem eller sende det direkte til et af de juridiske selskaber Jehovas Vidner benytter. Hvert år bringer Vagttårnet en artikel der beskriver de måder man kan give frivillige bidrag på.

Hvordan bruges pengene?

17-19. Forklar hvordan bidrag bruges til at dække udgifter der er forbundet med (a) det verdensomspændende arbejde, (b) rigssalsbyggerier i hele verden og (c) den lokale menighed.

17 Det verdensomspændende arbejde. Der bliver brugt penge til at dække de udgifter som er forbundet med det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Det indbefatter omkostningerne til produktion og distribution af litteratur, opførelse og vedligeholdelse af afdelingskontorer og betelhjem og driften af forskellige teokratiske skoler. Der bruges også penge til at understøtte missionærer, rejsende tilsynsmænd og specialpionerer. Og nogle af vores bidrag bliver brugt på nødhjælp til trosfæller i katastrofesituationer. d

18 Rigssalsbyggerier i hele verden. Der bliver brugt penge til at hjælpe menigheder med at bygge eller renovere rigssale. Efterhånden som der kommer bidrag ind, bliver det muligt at hjælpe flere menigheder. e

19 Den lokale menigheds udgifter. Der bliver brugt penge til drift og vedligeholdelse af rigssalen. De ældste kan anbefale at nogle af de indkomne bidrag bliver sendt til det lokale afdelingskontor så de kan blive brugt til det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. I sådanne tilfælde vil de ældste forelægge en resolution for menigheden. Hvis den bliver vedtaget, vil det anbefalede beløb blive sendt. Hver måned vil den bror der tager sig af menighedens regnskab, udarbejde en regnskabsrapport, som bliver læst op for menigheden.

20. Hvordan kan du ære Jehova med din „velstand“?

20 Når vi tænker på alt det der skal til for at arbejdet med at forkynde og gøre disciple kan udføres i hele verden, bevæger det os til at ’ære Jehova med vores velstand’. (Ordsp. 3:9, 10) Vores velstand indbefatter vores fysiske, mentale og åndelige ressourcer. Der er ingen tvivl om at vi ønsker at bruge disse ressourcer fuldt ud i tjenesten for Riget. Men husk at vores velstand også indbefatter vores materielle midler. Lad os være besluttede på at give hvad vi kan, når vi kan. Vores frivillige bidrag ærer Jehova og viser at vi støtter det messianske rige.

a Watch Tower, 15. juli 1915, side 218-219.

b Watch Tower, 1. august 1899, side 201

c En bibelforsker siger at det græske ord der er oversat med „besluttet“, „indeholder tanken om at planlægge, at tænke forud“. Han tilføjer: „Selvom der er en spontan glæde forbundet med at give, må det stadig planlægges og sættes i system.“ — 1 Kor. 16:2.

d Flere oplysninger om nødhjælpstjeneste findes i kapitel 20.

e Flere oplysninger om rigssalsbyggeri findes i kapitel 19.