På vej mod nord fra Judæa til Galilæa rejser Jesus og hans disciple gennem området Samaria. De er trætte på grund af rejsen. Ved middagstid standser de i nærheden af byen Sykar for at hvile sig ved en brønd som Jakob sandsynligvis havde gravet eller betalt for at få gravet mange hundrede år tidligere. I dag ligger brønden i nærheden af nutidsbyen Nablus.

Mens Jesus hviler sig ved brønden, går disciplene ind i den nærliggende by for at købe mad. Efter at de er gået, kommer en samaritansk kvinde for at trække vand op. Jesus siger til hende: “Giv mig noget at drikke.” – Johannes 4:7.

Jøder og samaritanere har normalt ikke noget med hinanden at gøre på grund af indgroede fordomme, så kvinden spørger overrasket: “Hvordan kan det være at du, en jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” Jesus svarer: “Hvis du kendte til Guds frie gave og var klar over hvem det er der siger til dig: ‘Giv mig noget at drikke’, ville du have bedt ham om noget, og han ville have givet dig levende vand.” “Herre,” indvender hun, “du har ikke engang en spand at trække vand op med, og brønden er dyb. Så hvor har du det levende vand fra? Du er vel ikke større end vores forfar Jakob, der gav os brønden, og som drak af den sammen med sine sønner og sit kvæg?” – Johannes 4:9-12.

“Alle der drikker af det her vand, vil blive tørstige igen,” erklærer Jesus. “Den der drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig nogensinde blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der vælder frem for at give evigt liv.” (Johannes 4:13, 14) Ja, selvom Jesus er træt, er han klar til at fortælle den samaritanske kvinde om sandheden der kan give evigt liv.

“Herre, giv mig det vand,” siger kvinden, “så jeg hverken skal tørste eller blive ved med at komme herud og trække vand op.” Nu skifter Jesus tilsyneladende emne, for han siger til hende: “Gå hjem og hent din mand.” Hun svarer: “Jeg har ikke nogen mand.” Men hun må være blevet temmelig chokeret over hvad Jesus ved, da han siger: “Du har ret når du siger: ‘Jeg har ikke nogen mand.’ For du har haft fem mænd, og ham du har nu, er ikke din mand.” – Johannes 4:15-18.

Det står helt klart for hende hvor betydningsfulde hans ord er, og hun udbryder forbløffet: “Herre, du må være profet.” Hun viser herefter at hun interesserer sig for åndelige emner. Hvordan? Hun fortsætter: “Vores forfædre [samaritanerne] tilbad på det her bjerg [Garizims Bjerg, der ligger i nærheden], men I [jøderne] siger at det er i Jerusalem man skal tilbede.” – Johannes 4:19, 20.

Jesus forklarer så at det ikke er det sted man tilbeder, der er vigtigt. Han siger: “Den tid kommer hvor det hverken er på det her bjerg eller i Jerusalem I skal tilbede Faren.” Derefter fortæller han: “Den tid kommer, og den er her nu, hvor de sande tilbedere vil tilbede Faren i ånd og  sandhed, for det er den slags tilbedere Faren søger.” – Johannes 4:21, 23, 24.

Det Faren er interesseret i hos sande tilbedere, er ikke hvor de tilbeder ham, men hvordan de gør det. Kvinden er imponeret og siger: “Jeg ved at Messias kommer, ham der bliver kaldt Kristus. Når han kommer, vil han åbent fortælle os alt.” – Johannes 4:25.

Nu afslører Jesus en vigtig sandhed: “Det er mig – ham du taler med.” (Johannes 4:26) Tænk engang! Her kommer en kvinde midt på dagen for at hente vand, og så viser Jesus hende en fantastisk ære! Han fortæller hende åbent noget han sikkert endnu ikke har fortalt andre – at han er Messias.

Jesus’ disciple vender tilbage fra Sykar med mad. De finder Jesus ved Jakobs brønd hvor de forlod ham, men nu taler han med en samaritansk kvinde. Da disciplene kommer, lader kvinden sin vandkrukke stå og går ind til byen.

I Sykar beretter kvinden om de ting Jesus har fortalt hende. Med overbevisning siger hun: “Kom og se en mand der har fortalt mig alt hvad jeg har gjort.” Måske for at vække folks nysgerrighed spørger hun: “Det skulle vel ikke være Kristus?” (Johannes 4:29) Det er et spørgsmål der drejer sig om et vigtigt emne – et der har optaget folk siden Moses’ tid. (5. Mosebog 18:18) Det får byens indbyggere til at gå ud og selv se Jesus.

I mellemtiden opfordrer disciplene Jesus til at spise den mad de har hentet. Men han siger: “Jeg har mad som I ikke kender til.” Disciplene undrer sig og siger til hinanden: “Er der nogen andre der er kommet med mad til ham?” Med nogle ord som alle der følger ham, kan forstå, forklarer Jesus venligt hvad han mener: “Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre den opgave han har givet mig.” – Johannes 4:32-34.

 Den opgave Jesus taler om, er ikke kornhøsten, der først begynder omkring fire måneder senere. Jesus hentyder derimod til en åndelig høst da han videre siger: “Se op og kig ud over markerne – de er hvide og klar til at blive høstet. Allerede nu får den der høster, sin løn, og han samler frugt til evigt liv, så den der sår, og den der høster, kan være glade sammen.” – Johannes 4:35, 36.

Jesus er sikkert allerede klar over den effekt hans samtale med den samaritanske kvinde har. Mange fra Sykar begynder at tro på ham på grund af kvindens beretning, for hun siger til folk: “Han har fortalt mig alt hvad jeg har gjort.” (Johannes 4:39) Så da de kommer fra Sykar ud til brønden, beder de ham om at blive og fortælle dem noget mere. Det vil Jesus gerne, og han bliver i Samaria i to dage.

Samaritanerne lytter til Jesus, og mange flere får tro på ham. De siger til kvinden: “Vi tror ikke længere bare på grund af det du har fortalt os, for nu har vi selv hørt ham, og vi ved at denne mand virkelig er verdens frelser.” (Johannes 4:42) Den samaritanske kvinde vækker folks nysgerrighed så de gerne vil lære mere, og hun er på den måde et godt eksempel i at forkynde om Jesus.

Husk at der er fire måneder til høsten – sandsynligvis byghøsten, der i dette område finder sted om foråret. Det er altså omkring november eller december. Det betyder at Jesus og hans disciple efter påsken i år 30 har tilbragt cirka otte måneder i Judæa med at undervise og døbe. De begiver sig nu mod nord til deres hjemegn, Galilæa. Hvad venter dem der?