Da nogle jøder anklager Jesus for at overtræde sabbatten fordi han helbreder en mand, svarer Jesus: “Min Far er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.” – Johannes 5:17.

Nej, det Jesus gør, er ikke forbudt ifølge Guds lov angående sabbatten. Ved at forkynde og helbrede folk efterligner han sin Fars gode gerninger. Jesus bliver derfor ved med at gøre godt hver dag. Men det svar han giver sine anklagere, gør dem endnu mere vrede, og de prøver at dræbe ham. Hvorfor reagerer de sådan?

Ud over at de fejlagtigt mener at Jesus overtræder sabbatten ved at helbrede folk, bliver de også meget forargede over at han siger at han er Guds Søn. De anser det for blasfemisk at Jesus betragter Gud som sin Far, som om han ved at gøre det sidestiller sig selv med Gud. Men Jesus er ikke bange og siger angående sit særlige forhold til Gud: “Faren holder nemlig af Sønnen og viser ham alt det han selv gør.” – Johannes 5:20.

Faren er livgiveren, og det har han i fortiden vist ved at give mennesker kraft til at oprejse andre. Jesus siger videre: “Ligesom Faren oprejser de døde og gør dem levende, sådan gør også Sønnen dem levende som han vil.” (Johannes 5:21) Det er en meget betydningsfuld udtalelse der giver håb for fremtiden. Allerede nu oprejser Sønnen dem der er døde åndeligt set. Derfor siger Jesus: “Den der hører mit ord og tror på Ham som har sendt mig, har evigt liv, og han vil ikke blive dømt, men er gået over fra døden til livet.” – Johannes 5:24.

Der er ingen beretninger om at Jesus indtil da har bragt nogle der var fysisk døde, tilbage til livet, men han fortæller sine anklagere at sådanne opstandelser fra de døde vil finde sted. Han siger: “Den tid kommer hvor alle der er i mindegravene, skal høre hans stemme og komme ud.” – Johannes 5:28, 29.

Hvor ophøjet Jesus’ rolle end er, gør han det klart at han er underordnet Gud, ved at sige: “Jeg kan ingenting gøre af mig selv. ... Jeg ønsker ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.” (Johannes 5:30) Jesus beskriver imidlertid sin egen vigtige rolle i Guds hensigt – noget han ikke før har gjort så offentligt. Men de der anklager Jesus, har ikke kun hans vidnesbyrd om disse ting. “I har sendt nogle til Johannes [Døber],” minder Jesus dem om, “og han har vidnet om sandheden.” – Johannes 5:33.

Jesus’ anklagere har sikkert hørt at Johannes to år tidligere havde fortalt nogle jødiske religiøse ledere om den der kommer efter ham – omtalt som “Profeten” og “Kristus”. (Johannes 1:20-25) Jesus minder sine anklagere om at de engang havde stor respekt for den nu fængslede Johannes: “En kort tid ville I gerne juble og glæde jer i hans lys.” (Johannes 5:35) Men Jesus giver et endnu større bevis end Johannes Døber har givet.

“De gerninger som jeg gør [deriblandt den helbredelse han lige havde foretaget], vidner om at Faren har sendt mig.” Og desuden siger Jesus videre: “Faren som har sendt mig, har selv vidnet om mig.” (Johannes 5:36, 37) For eksempel vidnede Gud om Jesus ved hans dåb. – Matthæus 3:17.

I virkeligheden har de der anklager Jesus, ikke nogen undskyldning for at afvise ham. Skrifterne som de hævder at undersøge, vidner om ham. Til sidst siger Jesus: “Hvis I havde troet på Moses, ville I tro på mig, for han har skrevet om mig. Men hvis I ikke tror på det han har skrevet, hvordan vil I så tro på det jeg siger?” – Johannes 5:46, 47.