Efter at have fordømt farisæerne for deres selviske traditioner tager Jesus afsted med sine disciple. Han tager til området ved Tyrus og Sidon i Fønikien, et godt stykke mod nordvest.

Jesus finder et hus at opholde sig i, men han ønsker ikke at folk skal vide at han er der. Men heller ikke her kan han undgå at blive bemærket. En kvinde der er græker og født i området, finder Jesus og beder ham: “Vis mig barmhjertighed, Herre, Davids Søn. Min datter har det forfærdeligt, for hun er besat af en dæmon.” – Matthæus 15:22; Markus 7:26.

Efter et stykke tid siger Jesus’ disciple til ham: “Send hende væk, for hun bliver ved med at råbe efter os.” Jesus forklarer dem hvorfor han har ignoreret hende: “Jeg er ikke sendt til andre end de bortkomne får blandt Israels folk.” Men kvinden giver ikke op. Hun kommer hen til Jesus, bøjer sig respektfuldt for ham og siger: “Herre, hjælp mig!” – Matthæus 15:23-25.

Sikkert for at prøve hendes tro refererer Jesus til jødernes negative syn på nogle der har en anden nationalitet: “Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.” (Matthæus 15:26) Med ordene “små hunde”, eller hvalpe, viser Jesus at han har kærlighed til ikkejøder. Hans ansigtsudtryk og venlige stemme afspejler helt sikkert også denne kærlighed.

Kvinden bliver ikke fornærmet, men forstår at han hentyder til jødernes fordomme, og siger ydmygt: “Du har ret, Herre, men de små hunde æder dog krummerne der falder fra deres herrers bord.” Jesus ser hendes fine hjerteindstilling og siger: “Kvinde, din tro er stor, lad det gå dig som du ønsker.” (Matthæus 15:27, 28) Og det er præcis hvad der sker, også selvom hendes datter ikke er til stede! Da kvinden kommer hjem, finder hun sin datter liggende på sengen helt rask – “dæmonen var forsvundet”! – Markus 7:30.

Fra Fønikien rejser Jesus og disciplene ind i landet mod den øvre del af Jordanfloden. De krydser åbenbart Jordan et sted nord for Galilæas Sø og kommer til Dekapolis. Der går de op på et bjerg, men folkeskaren finder dem. De kommer til Jesus med nogle der er halte, tilskadekomne, blinde og stumme, og lægger dem for Jesus’ fødder, og han kurerer dem. Folk er forbløffede og priser Israels Gud.

Jesus viser en mand der er døv og har et talehandicap, særlig opmærksomhed. Det er ikke svært at sætte sig ind i hvordan manden må have det blandt de mange mennesker. Måske ser Jesus hvor nervøs han er, og tager ham derfor med væk fra folkemængden. Da de er alene, viser Jesus hvad det er han nu vil gøre for ham. Han stikker sine fingre i mandens ører, og efter at have spyttet rører han ved mandens tunge. Jesus ser derefter op mod himlen og siger “effatá”, der betyder “luk dig op”. Manden får med det samme sin hørelse tilbage, og han kan tale normalt. Jesus ønsker det ikke offentliggjort men foretrækker at folk tror på ham ud fra hvad de selv ser og hører. – Markus 7:32-36.

Jesus’ magt til at helbrede virker meget stærkt på dem der er til stede, ja, de er “overvældet af forbløffelse”. De siger: “Alt hvad han har gjort, er godt. Selv døve får han til at høre, og stumme får han til at tale.” – Markus 7:37.