Jesus har i et stykke tid begrænset sin tjeneste til primært at foregå i Galilæa, hvor folk har reageret mere positivt end i Judæa. Da Jesus var i Jerusalem og helbredte en mand på sabbatten, blev jøderne desuden “endnu mere opsatte på at dræbe ham”. – Johannes 5:18; 7:1.

Det er nu efterår i år 32, og løvhyttefesten nærmer sig. Den varer syv dage og bliver efterfulgt af et højtidsstævne på den ottende dag. Højtiden markerer afslutningen på landbrugsåret, og det er en tid hvor man glæder sig og viser sin taknemmelighed.

Jesus’ halvbrødre – Jakob, Simon, Josef og Judas – kommer med denne opfordring: “Tag afsted til Judæa.” Jerusalem er landets religiøse center, og under de tre årlige højtider er byen fyldt med mennesker. Jesus’ brødre siger: “Ingen gør noget i hemmelighed når han søger at blive offentligt kendt. Hvis du gør disse ting, så gør dem så verden kan se dem.” – Johannes 7:3, 4.

Faktisk tror de fire brødre ikke på at Jesus er Messias. Men de vil gerne have at de der er samlet til højtiden, ser ham udføre nogle mirakler. Jesus er dog klar over at det kan være farligt, og siger: “Verden har ingen grund til at hade jer, men den hader mig fordi jeg afslører dens onde handlinger. Tag I op til højtiden. Jeg tager ikke op til højtiden lige nu, for min tid er endnu ikke kommet.” – Johannes 7:5-8.

Nogle dage efter at Jesus’ brødre er taget afsted sammen med hovedgruppen af de rejsende, tager Jesus og hans disciple hemmeligt afsted så der ikke er mange der bemærker det. De vælger den mere direkte rute gennem Samaria, frem for den mest benyttede vej langs Jordanfloden. Jesus og hans disciple får brug for logi i Samaria, så han sender nogle i forvejen for at arrangere det. Indbyggerne i en af byerne nægter at tage imod dem eller vise almindelig gæstfrihed fordi Jesus er på vej mod Jerusalem for at fejre den jødiske højtid. Jakob og Johannes bliver vrede og spørger: “Herre, ønsker du at vi skal kalde ild ned fra himlen for at udslette dem?” (Lukas 9:54) Jesus irettesætter dem for overhovedet at komme med sådan et forslag, og de rejser så videre.

Da de er på vej, kommer en skriftlærd hen og siger til Jesus: “Lærer, jeg vil følge dig uanset hvor du går hen.” Jesus erklærer: “Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.” (Matthæus 8:19, 20) Jesus pointerer  at det ikke vil blive nemt for den skriftlærde hvis han beslutter at følge ham. Det ser ud til at den skriftlærde er for stolt til at indvilge i at leve på den måde. Vi kan alle spørge os selv: ‘Hvor villig er jeg til at følge Jesus?’

Jesus siger til en anden mand: “Følg mig.” Manden svarer: “Herre, giv mig lov til først at tage hen og begrave min far.” Men Jesus kender mandens situation og siger til ham: “Lad de døde begrave deres døde ... Men gå du ud og forkynd Guds rige.” (Lukas 9:59, 60) Faren er åbenbart ikke død endnu. Hvis han havde været det, er det usandsynligt at sønnen ville være her og tale med Jesus. Sønnen er ikke indstillet på at sætte Guds rige først i sit liv.

Mens de fortsætter på vejen til Jerusalem, er der en anden mand der siger til Jesus: “Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig først lov til at sige farvel til dem derhjemme.” Jesus svarer: “Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage, egner sig til at komme ind i Guds rige.” – Lukas 9:61, 62.

De der vil være Jesus’ sande disciple, må være helt fokuseret på tjenesten for Riget. Hvis en der pløjer, ikke bliver ved med at se lige frem, vil plovfuren sandsynligvis blive skæv. Hvis han stopper med pløjningen for at se sig tilbage, vil arbejdet ikke blive udført. Noget lignende kunne ske for os. Hvis vi ser tilbage på denne gamle verden, kunne vi let komme væk fra vejen der fører til evigt liv.