Jesus er kommet til Jerusalem til indvielseshøjtiden (eller chanukka), en højtid hvor man fejrer genindvielsen af Jehovas tempel. Mere end 100 år tidligere havde den syriske konge Antiochos IV Epifanes bygget et alter oven på det store alter ved Guds tempel. Senere generobrede sønnerne af en jødisk præst Jerusalem og indviede igen templet til Jehova. Siden da har man holdt en årlig højtid den 25. kislev, den måned der svarer til slutningen af november og begyndelsen af december.

Det er altså den kolde årstid, og Jesus går omkring i templet, i Salomons Søjlegang. Her bliver han omringet af nogle jøder der afkræver ham et svar: “Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig det ligeud.” (Johannes 10:22-24) Hvordan vil Jesus reagere? Han svarer: “Jeg har fortalt jer det, og alligevel tror I ikke.” Jesus har ikke fortalt dem direkte at han er Kristus, sådan som han gjorde over for den samaritanske kvinde ved brønden. (Johannes 4:25, 26) Han har dog afsløret sin identitet ved at sige: “Jeg har været til før Abraham blev født.” – Johannes 8:58.

Jesus vil gerne have at folk selv når frem til at han er Kristus, ved at sammenligne hans gerninger med det der er forudsagt at Kristus vil gøre. Det er derfor han på andre tidspunkter har sagt til sine disciple at de ikke må fortælle at han er Messias. Men nu siger han rent ud til disse fjendtlige jøder: “De gerninger jeg gør i min Fars navn, vidner om mig. Men I tror ikke.” – Johannes 10:25, 26.

Hvorfor tror de ikke at Jesus er Kristus? Jesus siger: “I tror ikke, for I er ikke mine får. Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig. Jeg giver dem evigt liv, og de vil aldrig blive tilintetgjort, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det min Far har givet mig, er større end alle andre ting.” Jesus fortæller dem så hvor nært et forhold han har til sin Far: “Jeg og Faren er ét.” (Johannes 10:26-30) Jesus er her på jorden, og hans Far er i himlen, så han kan ikke mene at han og hans Far bogstaveligt er den samme. Nej, de er ét i den forstand at de har samme hensigt, at de er forenede.

Det Jesus siger, gør jøderne så vrede at de igen samler sten op for at dræbe ham. Men det skræmmer ikke Jesus. “Jeg har gjort mange gode gerninger som Faren har bedt mig om,” siger han. “Hvilken en af dem stener I mig for?” De svarer: “Vi stener dig ikke for en god gerning, men for blasfemi fordi du ... gør dig selv til en gud.” (Johannes 10:31-33) Jesus har aldrig påstået at han er en gud, så hvorfor kommer de med den anklage?

Det gør de fordi Jesus siger at han har nogle kræfter som jøderne mener kun Gud kan have. For eksempel siger han angående ‘fårene’: “Jeg giver dem evigt liv”, noget mennesker ikke kan gøre. (Johannes 10:28) Jøderne ignorerer at han åbent har sagt at han har fået myndighed fra sin Far.

Jesus afviser deres falske anklage ved at spørge: “Står der ikke i jeres Lov [i Salme 82:6]: ‘Jeg har sagt: “I er guder”’? Når Gud har kaldt dem som hans ord fordømte, for ‘guder’ ... hvordan kan I så sige til mig som Faren har helliget og sendt til verden: ‘Du taler blasfemisk’ fordi jeg sagde: ‘Jeg er Guds Søn’?” – Johannes 10:34-36.

Ja, Skrifterne kalder endda uretfærdige jordiske dommere for “guder”. Hvordan kan jøderne så klandre Jesus for at sige: “Jeg er Guds Søn”? Han nævner noget der burde overbevise dem: “Hvis jeg ikke gør de gerninger min Far ønsker, skal I ikke tro på mig. Men hvis jeg gør gerningerne, så  tro på grund af dem, selvom I ikke tror på mig, så I kan blive klar over og fortsat være klar over at Faren er nært forbundet med mig og jeg er nært forbundet med Faren.” – Johannes 10:37, 38.

Jøderne prøver nu at få fat på Jesus, men igen slipper han væk. Han forlader Jerusalem, krydser Jordan og tager til det sted hvor Johannes begyndte at døbe næsten fire år tidligere. Stedet ligger tilsyneladende ikke langt fra den sydlige ende af Galilæas Sø.

Mange kommer til Jesus og siger: “Johannes udførte ikke et eneste mirakel, men alt hvad han sagde om denne mand, var rigtigt.” (Johannes 10:41) Derfor får mange jøder tro på Jesus.