Det er noget over midnat. Præsterne er gået med til at betale Judas 30 sølvstykker for at forråde Jesus. Derfor går Judas sammen med en stor skare af de øverste præster og farisæere ud for at finde Jesus. De bliver fulgt af en gruppe bevæbnede romerske soldater og en kommandant.

Efter at Jesus havde sendt Judas væk fra påskemåltidet, gik Judas åbenbart direkte til de øverste præster. (Johannes 13:27) De samlede deres egne betjente og en gruppe soldater. Judas har måske først taget dem med hen til det rum hvor Jesus og hans apostle havde fejret påsken. Men nu er skaren gået gennem Kedrondalen og er på vej hen mod haven. Ud over deres våben har de også lamper og fakler med. De er fast besluttet på at finde Jesus.

Mens Judas fører flokken op ad Oliebjerget, føler han sig overbevist om at han ved hvor han kan finde Jesus. I den sidste uges tid, hvor Jesus og apostlene flere gange er gået frem og tilbage mellem Betania og Jerusalem, har de ofte gjort holdt i Getsemane Have. Men nu er det nat, og Jesus befinder sig måske i skyggen af oliventræerne i haven. Hvordan kan soldaterne, der måske aldrig har set Jesus før, identificere ham? Judas vil hjælpe dem ved at give dem et tegn. Han siger: “Det er ham jeg kysser, I skal arrestere og føre bort under bevogtning.” – Markus 14:44.

Da Judas fører skaren ind i haven, får han øje på Jesus sammen med apostlene og går direkte hen til ham. “Vær hilset, Rabbi!” siger Judas og kysser ham ømt. “Min ven, hvorfor er du her?” spørger Jesus. (Matthæus 26:49, 50) Jesus besvarer sit eget spørgsmål: “Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” (Lukas 22:48) Men nu vender Jesus opmærksomheden væk fra denne forræder!

Jesus træder ind i lyset fra faklerne og lamperne og spørger: “Hvem leder I efter?” “Jesus fra Nazaret,” svarer skaren. Modigt siger han: “Det er mig.”(Johannes 18:4, 5) Mændene ved ikke hvad de skal vente sig, og falder til jorden.

I stedet for at gribe muligheden for at flygte i ly af natten spørger Jesus for anden gang hvem de leder efter. Da de igen svarer: “Jesus fra Nazaret”, fortsætter han roligt: “Jeg har sagt at det er mig. Hvis det er mig I leder efter, så lad disse mænd gå.” Selv på det her kritiske tidspunkt glemmer Jesus ikke at han har sagt at han ikke skulle miste nogen af dem. (Johannes 6:39; 17:12) Jesus har beskyttet sine trofaste apostle, og ingen af dem er gået tabt, “undtagen den ene der skulle gå tabt”, undergangens søn, Judas. (Johannes 18:7-9) Derfor beder han nu om at hans loyale disciple må få lov at gå.

Da soldaterne rejser sig og går hen mod Jesus, indser apostlene hvad der er ved at ske. “Herre, skal vi bruge vores sværd?” spørger de. (Lukas 22:49) Før Jesus når at svare, griber Peter det ene af de to sværd som apostlene har med sig. Han går til angreb på Malkus, ypperstepræstens træl, og hugger hans højre øre af.

Jesus rører ved Malkus’ øre og helbreder ham. Han lærer dem så noget meget vigtigt ved at sige til Peter: “Stik dit sværd i skeden igen! For alle der griber til sværd, vil blive dræbt af sværd.” Jesus er villig til at lade sig arrestere, for han siger: “Hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt – som siger at det nødvendigvis må ske på den måde?” (Matthæus 26:52, 54) Han tilføjer: “Skulle jeg ikke drikke det bæger som Faren har givet mig?” (Johannes 18:11) Jesus vil gøre Guds vilje, selv når det indebærer at han skal dø.

Jesus spørger skaren: “Er I kommet ud for at arrestere mig med sværd og køller som om jeg var en røver? Dag efter dag har jeg siddet i templet  og undervist, og alligevel har I ikke arresteret mig. Men det er alt sammen sket for at profeternes skrifter kan blive opfyldt.” – Matthæus 26:55, 56.

Soldaterne, kommandanten og jødernes betjente griber fat i Jesus og binder ham. Da apostlene ser det, flygter de. Men “en ung mand” – måske disciplen Markus – bliver blandt skaren og følger efter Jesus. (Markus 14:51) Den unge mand bliver genkendt, og skaren forsøger at gribe fat i ham så han må efterlade sin linnedklædning for at slippe væk.