Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

KAPITEL 69

Er det Abraham eller Djævelen der er deres far?

Er det Abraham eller Djævelen der er deres far?

JOHANNES 8:37-59

  • JØDERNE SIGER AT ABRAHAM ER DERES FAR

  • JESUS HAR VÆRET TIL FØR ABRAHAM

Jesus er stadig i Jerusalem til løvhyttefesten, og han fortsætter med at undervise i vigtige sandheder. Nogle af de jøder der er til stede, har lige sagt til ham: “Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig været nogens trælle.” Jesus svarer: “Jeg ved at I er Abrahams efterkommere. Men I vil slå mig ihjel, for I tager ikke imod mit ord. Jeg taler om det jeg har set mens jeg var hos min Far, men I gør det I har hørt af jeres far.” – Johannes 8:33, 37, 38.

Det er ikke svært at forstå hvad Jesus mener: Han har en anden Far end de har. Jøderne ved ikke hvad Jesus mener, så de siger igen: “Vores far er Abraham.” (Johannes 8:39; Esajas 41:8) Det er rigtigt at de er efterkommere af Guds ven Abraham, og derfor mener de at de har den samme Gud som Abraham.

Men Jesus giver dem et chokerende svar: ‘Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre som Abraham.’ Ja, en søn efterligner sin far. “Men nu er I ude på at dræbe mig,” fortsætter Jesus, “et menneske der har fortalt jer sandheden som jeg har hørt af Gud. Det ville Abraham aldrig have gjort.” Derefter kommer Jesus med denne tankevækkende udtalelse: “I gør som jeres far.” – Johannes 8:39-41.

Jøderne forstår stadig ikke hvem det er Jesus taler om. De hævder at de er ægte sønner, ved at sige: “Vi er ikke født som følge af et umoralsk forhold. Vi har én Far, og det er Gud.” Men er Gud virkelig deres Far? Jesus siger: “Hvis Gud var jeres Far, ville I elske mig, for jeg er kommet fra Gud, og nu er jeg her. Jeg er ikke kommet af mig selv, men han har sendt mig.” Jesus stiller et spørgsmål og besvarer det selv: “Hvorfor forstår I ikke hvad jeg siger? Fordi I ikke er i stand til at høre mit ord.” – Johannes 8:41-43.

Jesus har forsøgt at vise hvilke konsekvenser det har at afvise ham. Men nu siger han direkte til dem: “I er fra jeres far Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres far ønsker.” Hvordan er deres far? Jesus giver en klar beskrivelse af ham: “Han var en morder da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden.” Jesus tilføjer: “Den der er fra Gud, lytter til det der kommer fra Gud. Det er derfor I ikke hører efter, for I er ikke fra Gud.” – Johannes 8:44, 47.

Jøderne bliver vrede over at Jesus fordømmer dem, og svarer: “Har vi ikke ret når vi siger at du er samaritaner og dæmonbesat?” Når de kalder Jesus “samaritaner”, er det et udtryk for foragt. Men Jesus ignorerer deres nedsættende kommentar og svarer: ‘Jeg er ikke dæmonbesat, men jeg ærer min Far, og I viser mig foragt.’ At dette er alvorligt, kan ses af Jesus’ overraskende løfte: “Den der gør som jeg siger, skal aldrig dø.” Han mener ikke at apostlene og andre der følger ham, aldrig bogstaveligt vil dø. Men de vil aldrig opleve evig udslettelse, “den anden død”, uden håb om en opstandelse. – Johannes 8:48-51; Åbenbaringen 21:8.

Men jøderne tager Jesus’ ord bogstaveligt og siger: “Nu ved vi at du er dæmonbesat. Abraham døde, og det gjorde profeterne også, men du siger: ‘Den der gør som jeg siger, skal aldrig smage døden.’ Du er vel ikke større end vores far Abraham, som døde? ... Hvem tror du egentlig at du er?” – Johannes 8:52, 53.

Det er tydeligt at Jesus understreger at han er Messias. Men i stedet for at svare direkte på deres spørgsmål siger han: “Hvis jeg ophøjer mig selv, er det ikke noget værd. Det er min Far der ophøjer mig, ham som I siger er jeres Gud. I har ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og hvis jeg sagde at jeg ikke kendte ham, ville jeg være som jer, en løgner.” – Johannes 8:54, 55.

Jesus henviser nu igen til deres trofaste forfars eksempel: “Jeres far Abraham glædede sig meget til at se min dag, og han så den og blev glad.” Ja, Abraham troede på Guds løfte og så frem til at Messias ville komme. “Du er ikke engang 50 år, og alligevel har du set Abraham?” siger jøderne meget skeptiske. Jesus svarer: “Jeg siger jer som sandt er: Jeg har været til før Abraham blev født.” Han taler om sit liv i himlen som en mægtig åndeskabning før han kom til jorden. – Johannes 8:56-58.

Jøderne, der er rasende over Jesus’ påstand om at han har levet før Abraham, gør sig klar til at stene ham. Men Jesus slipper uskadt væk.