Isak var 40 år da han giftede sig med Rebekka. Han elskede hende meget højt, og de fik to drenge – tvillinger.

Den ældste dreng fik navnet Esau, og den yngste kom til at hedde Jakob. Esau elskede at være udenfor, og han var god til at gå på jagt. Men Jakob kunne godt lide at være derhjemme.

På den tid fik den ældste søn det meste af jordstykket og de fleste af pengene når faren døde. Det kaldte man en arv. I Isaks familie hørte Jehovas løfter til Abraham også med til arven. Esau var ikke særligt interesseret i de løfter, men Jakob vidste at de havde stor betydning.

En dag kom Esau hjem og var meget træt efter at have været på jagt hele dagen. Han kunne dufte den gode mad Jakob var ved at lave, og sagde: ‘Jeg er ved at dø af sult! Giv mig noget af den der røde ret mad!’ Jakob sagde: ‘Det skal jeg nok, men lov mig først at jeg kan få din arv.’ Esau sagde: ‘Jeg er ligeglad med min arv! Den kan du godt få. Jeg vil bare have noget at spise.’ Synes du det var klogt af Esau? Nej, det var det ikke. Esau gav noget meget værdifuldt væk bare for en portion mad.

Da Isak var blevet meget gammel, var tiden kommet til at han skulle velsigne sin ældste søn. Men Rebekka hjalp Jakob,  den yngste søn, til at få velsignelsen. Da Esau opdagede det, blev han meget vred og planlagde at dræbe sin tvillingebror. Isak og Rebekka ville gerne beskytte Jakob, så de sagde til ham: ‘Tag hen og bo hos din mors bror, Laban, indtil Esau ikke længere er vred på dig.’ Jakob lyttede til sine forældres råd og flygtede for at redde livet.