I Egypten blev Jakobs familie kendt som israelitter. Efter at Jakob og Josef døde, begyndte en ny farao at herske. Han var bange for at israelitterne ville blive et større og stærkere folk end egypterne, så han gjorde israelitterne til slaver. Han tvang dem til at lave teglsten og at arbejde meget hårdt i markerne. Egypterne gjorde det sværere og sværere for israelitterne, men israelitterne blev bare flere og flere. Det kunne Farao ikke lide, så han befalede at alle deres nyfødte drenge skulle dræbes. Kan du forestille dig hvor bange israelitterne må have været?

En israelitisk kvinde der hed Jokebed, fik en sød lille dreng. For at beskytte ham lagde hun ham i en kurv og satte den ud mellem sivene i floden Nilen. Drengens søster, Mirjam, blev i nærheden for at se hvad der ville ske.

Faraos datter gik ned til floden for at bade og fik øje på kurven. I kurven fandt hun en lille dreng der græd, og hun syntes det var  synd for ham. Mirjam spurgte: ‘Skal jeg finde en der kan amme barnet for dig?’ Det sagde Faraos datter ja til, og så hentede Mirjam sin mor, Jokebed. Faraos datter sagde til hende: ‘Tag den lille dreng og pas ham for mig. Jeg skal nok betale dig for det.’

Da drengen blev ældre, gav Jokebed ham til Faraos datter, der gav ham navnet Moses. Han blev som en søn for hende. Moses voksede op som prins, og han kunne få alt hvad han ønskede sig. Men Moses glemte aldrig Jehova. Han vidste at han i virkeligheden var israelit, ikke egypter. Og han valgte at tjene Jehova.

Moses var 40 år da han besluttede at hjælpe sit folk. Da Moses så en egypter tæve en israelitisk slave, slog han egypteren så hårdt at han døde. Moses skjulte den døde mand i sandet, men Farao fandt ud af hvad Moses havde gjort, og forsøgte at slå ham ihjel. Moses flygtede til landet Midjan, og der tog Jehova sig af ham.