Moses lovede Farao at han ikke ville komme mere. Men før han gik, sagde han til Farao: ‘Ved midnat vil alle de førstefødte børn i Egypten dø, lige fra Faraos søn til slavernes sønner.’

Jehova sagde til israelitterne at de skulle spise et særligt måltid. Han sagde: ‘I skal slagte et lam eller et gedekid der er et år gammelt, og smøre noget af dyrets blod omkring jeres dør. Steg kødet, og spis det sammen med usyrnet brød. Hav jeres sandaler på, og vær klædt på så I er klar til at tage afsted. I nat vil jeg befri jer.’ Kan du forestille dig hvor spændte israelitterne må have været?

Ved midnat kom Jehovas engel til alle husene i Egypten. I de huse hvor de ikke havde smurt blod omkring døren, døde den førstefødte. Men englen gik forbi de huse hvor der var blod på. Alle egyptiske familier, både rige og fattige, mistede et barn. Men ikke ét af israelitternes børn døde.

Selv Faraos egen søn døde. Nu havde Farao fået nok. Han sagde med det samme til Moses og Aron: ‘Tag afsted. Rejs væk herfra, og tilbed jeres Gud. Tag jeres dyr og rejs!’

I lyset fra fuldmånen vandrede israelitterne ud af Egypten, delt op  efter familie og stamme. Der var 600.000 israelitiske mænd og mange kvinder og børn. Og der var mange andre der rejste afsted sammen med dem, for de ville også tjene Jehova. Nu var israelitterne endelig frie!

For at huske hvordan Jehova havde reddet dem, skulle de hvert år spise det her særlige måltid. Højtiden blev kaldt påske, som betyder ‘at gå forbi’.