Så snart Farao hørte at israelitterne havde forladt Egypten, fortrød han at han havde sendt dem væk. Han befalede sine krigere: ‘Gør alle mine stridsvogne klar, og lad os sætte efter dem! Vi skulle ikke have ladet dem tage afsted.’ Så begyndte han og hans mænd at forfølge israelitterne.

Jehova ledte folket ved hjælp af en sky om dagen og ild om natten. Han ledte dem til Det Røde Hav og sagde at de skulle slå lejr.

Nu opdagede israelitterne at Farao og hans hær forfulgte dem. De var fanget mellem Det Røde Hav og den egyptiske hær, så de råbte til Moses: ‘Vi dør alle sammen! Du skulle have ladet os blive i Egypten.’ Men Moses sagde: ‘I skal ikke være bange. Vent og se hvordan Jehova vil redde os.’ Moses stolede virkelig på Jehova!

Jehova sagde til israelitterne at de skulle gøre sig klar til at tage videre. Den nat flyttede Jehova skyen hen mellem egypterne og israelitterne. På egypternes side var der mørkt. Men på israelitternes side var der lyst.

 Jehova bad Moses om at række sin hånd ud over havet. Så fik Jehova det til at blæse rigtig meget hele natten. Havet blev delt i to så der blev en tør vej over havbunden. Flere millioner israelitter gik nu over på den anden side på tør bund mens der var en mur af vand på begge sider.

Faraos hær fulgte efter israelitterne ud på den tørre havbund. Så skabte Jehova forvirring i hæren. Hjulene begyndte at falde af deres stridsvogne. Soldaterne råbte: ‘Lad os komme væk herfra! Det er Jehova der kæmper for dem!’

Jehova sagde til Moses: ‘Ræk din hånd ud over havet.’ I samme øjeblik væltede vandet ned over den egyptiske hær så Farao og alle hans mænd døde. Ikke en eneste af dem overlevede.

På den anden side af havet lovpriste de mange mennesker Gud med en sang: ‘Syng for Jehova, for han er blevet højt ophøjet. Hesten og dens rytter har han kastet i havet.’ Mens folket sang, dansede kvinderne og spillede på tamburiner. Alle var meget glade for at de nu virkelig var frie.