Mens Moses var på Sinajs Bjerg, sagde Jehova til ham at han skulle bygge et særligt telt hvor israelitterne kunne tilbede Jehova; det blev kaldt telthelligdommen. Teltet skulle laves sådan at de kunne bære det når de skulle fra sted til sted.

Jehova sagde: ‘Sig til folket at de skal give det de kan, til byggeriet af telthelligdommen.’ Israelitterne gav guld, sølv, kobber, kostbare sten og smykker. De gav også uld, linnedgarn, dyreskind og mange andre ting. De var så gavmilde at Moses måtte sige til dem: ‘Der er nok nu! I behøver ikke at komme med flere ting.’

Mange dygtige mænd og kvinder hjalp med at lave telthelligdommen. Det var Jehova der gjorde dem gode til deres arbejde. Nogle spandt garn, vævede stof eller broderede. Andre arbejdede med kostbare sten, guld eller træ.

Folket byggede telthelligdommen præcis sådan som Jehova havde sagt de skulle. De lavede et meget smukt forhæng for at dele teltet i to rum, Det Hellige og Det Allerhelligste. I Det Allerhelligste stod pagtens ark, der var lavet af akacietræ og guld. I Det Hellige stod der et bord, en lampestander af guld og et alter til at brænde røgelse på. I forgården stod der et kobberkar og et stort alter. Pagtens ark fik israelitterne til at  tænke på det løfte de havde givet Jehova. Ved du hvad en pagt er? Det er et helt særligt løfte.

Jehova valgte Aron og hans sønner til at arbejde i telthelligdommen som præster. De skulle passe den og give ofre til Jehova der. Kun Aron, der var ypperstepræst, måtte gå ind i Det Allerhelligste. Det gjorde han én gang om året for at give Jehova et offer for sine synder, sin families synder og hele folkets synder.

Israelitterne blev færdige med telthelligdommen et år efter at de havde forladt Egypten. Nu havde de et sted de kunne tilbede Jehova.

Jehova viste at han var glad for telthelligdommen, og han fik en sky til at være over den. Så længe skyen var over den, blev israelitterne hvor de var. Men når skyen løftede sig, vidste de at det var tid til at rejse videre. Så skilte de teltet ad og fulgte skyen.