Israelitterne svigtede igen Jehova og begyndte at tilbede falske guder. Folket blev angrebet af ammonitterne, men de falske guder kunne ikke beskytte dem. I mange år havde israelitterne det rigtig slemt, så til sidst sagde de til Jehova: ‘Vi har syndet. Red os fra vores fjender.’ Israelitterne ødelagde deres afguder og begyndte at tilbede Jehova igen. Jehova kunne ikke længere holde ud at se at de havde det så forfærdeligt.

En kriger der hed Jefta, blev valgt til at lede folket i kampen mod ammonitterne. Han sagde til Jehova: ‘Vil du ikke nok hjælpe os med at vinde kampen? Hvis du gør det, vil jeg give dig den første der kommer ud af mit hus for at møde mig når  jeg vender hjem.’ Jehova lyttede til Jeftas bøn og hjalp ham med at vinde kampen.

Da Jefta kom hjem, var det hans datter – hans eneste barn – der var den første der kom ud for at møde ham. Hun dansede og spillede tamburin. Hvordan ville Jefta reagere? Han huskede sit løfte og sagde: ‘Åh nej, min datter! Du har gjort mig dybt ulykkelig. Jeg har givet Jehova et løfte. For at holde det må jeg sende dig til telthelligdommen i Shilo så du kan tjene der.’ Hans datter sagde til ham: ‘Far, hvis du har givet Jehova et løfte, er du nødt til at holde det. Det eneste jeg beder om, er at jeg kan være sammen med mine veninder i to måneder ude i bjergene. Bagefter vil jeg tage afsted.’ Jeftas datter tjente nu trofast ved telthelligdommen resten af sit liv. Hvert år tog hendes veninder til Shilo for at besøge hende.