Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 45

Riget bliver delt

Riget bliver delt

Så længe Salomon tilbad Jehova, var der fred i Israel. Men Salomon giftede sig med mange kvinder fra andre lande, og kvinderne tilbad falske guder. Lidt efter lidt ændrede Salomon sig og begyndte også at tilbede falske guder. Det gjorde Jehova vred. Han sagde til Salomon: ‘Israel vil blive taget fra din familie og delt i to. Jeg vil give den store del til en af dine tjenere, og din familie vil kun herske over den lille del.’

Jehova viste også på en anden måde hvad han havde besluttet. En af Salomons tjenere, Jeroboam, var på rejse og mødte profeten Akija. Akija rev sin klædning i 12 stykker og sagde til Jeroboam: ‘Jehova vil tage Israel fra Salomons familie og dele riget i to. Tag ti af de her stykker, for du skal være konge over ti stammer.’ Kong Salomon hørte om det og ville dræbe Jeroboam, så Jeroboam flygtede til Egypten. På et tidspunkt døde Salomon, og hans søn Rehabeam blev konge. Jeroboam mente nu at det var sikkert at vende tilbage til Israel.

Israels ældste sagde til kong Rehabeam: ‘Hvis du behandler folket godt, vil de adlyde dig.’ Men de unge mænd Rehabeam var vokset op sammen med, sagde: ‘Du skal være streng ved folket! Få dem til at arbejde endnu hårdere!’ Rehabeam fulgte sine venners råd og var hård ved folket. Derfor gjorde de oprør og gjorde Jeroboam til konge over ti af stammerne; det rige blev kaldt Israel. De to andre stammer blev kaldt Juda, og de blev ved med at adlyde Rehabeam. Israels 12 stammer var nu blevet delt i to riger.

Jerusalem lå i Rehabeams rige, og Jeroboam ville ikke have at hans folk skulle rejse dertil for at tilbede. Ved du hvorfor? Fordi Jeroboam var bange for at de skulle begynde at følge Rehabeam i stedet for ham. Han lavede derfor to guldkalve og sagde til folket: ‘Jerusalem er alt for langt væk. I kan tilbede her.’ Folket begyndte at tilbede guldkalvene, og de glemte igen Jehova.

“I skal ikke lade jer spænde i åg med ikketroende, for I passer ikke sammen under åget. Hvad har retfærdighed at gøre med lovløshed? ... Eller hvad har en troende tilfælles med en ikketroende?” – 2. Korinther 6:14, 15