En nat havde Nebukadnesar en skræmmende drøm. Han tilkaldte sine vismænd så de kunne fortælle ham hvad den betød. Men det var der ingen af dem der kunne. Til sidst tilkaldte kongen Daniel.

Nebukadnesar sagde til Daniel: ‘I min drøm så jeg et træ. Det blev så højt at det nåede op til himlen. Alle steder på jorden kunne man se det. Der var smukke blade og masser af frugter på det. Dyrene hvilede sig i skyggen af det, og fuglene byggede reder i grenene. Så kom en engel ned fra himlen. Han råbte: “Fæld træet, og hug grenene af. Men lad træstubben og dens rødder blive i jorden, og læg bånd af jern og kobber rundt om den. Træets hjerte vil ændre sig fra et menneskehjerte til et dyrehjerte, og der vil gå syv tider. Alle skal vide at det er Gud der er hersker, og at han kan give et rige til hvem han vil.”’

Da Jehova afslørede for Daniel hvad drømmen betød, blev Daniel bange. Han sagde til Nebukadnesar: ‘Min herre, jeg ville ønske at den her drøm var om dine fjender, men den er om dig. Det store træ der blev fældet, er dig. Du vil miste dit rige, og du vil komme til at spise græs på marken ligesom et dyr. Men du vil blive konge igen, for englen sagde jo at man skulle lade træstubben med dens rødder blive i jorden.’

Et år senere gik Nebukadnesar rundt på taget af sit palads og beundrede Babylon. Han sagde: ‘Se den her fantastiske by jeg har bygget. Hvor er jeg stor og mægtig!’ Mens han talte, var der en stemme fra himlen der sagde: ‘Nebukadnesar! Du har nu mistet dit rige.’

I det øjeblik mistede Nebukadnesar forstanden og blev som et dyr. Han var nødt til at forlade sit palads og leve sammen med dyrene på marken. Hans hår blev langt som ørnefjer, og hans negle blev som fuglekløer.

 Da der var gået syv år, blev Nebukadnesar normal igen, og Jehova gjorde ham til Babylons konge. Så sagde Nebukadnesar: ‘Jeg priser Jehova, himlens Konge. Nu ved jeg at det er Jehova der er hersker. Han ydmyger de stolte, og han kan give et rige til hvem han vil.’