Der var gået cirka 70 år siden israelitterne var begyndt at vende tilbage til Jerusalem, men nogle boede stadig forskellige steder i det persiske rige. En af dem var præsten Ezra, der underviste i Jehovas Lov. Ezra fandt ud af at folket i Jerusalem ikke fulgte Loven, så han ville gerne rejse dertil og hjælpe dem. Den persiske konge, Artaxerxes, sagde til ham: ‘Gud har givet dig visdom til at undervise i hans Lov. Du, og alle der vil med, må gerne tage afsted.’ Så mødtes Ezra med alle dem der havde lyst til at vende tilbage til Jerusalem. De bad Jehova om at beskytte dem på den lange rejse, og så tog de afsted.

Efter fire måneder kom de til Jerusalem. Fyrsterne i byen sagde til Ezra: ‘Israelitterne har været ulydige mod Jehova og giftet sig med kvinder der tilbeder falske guder.’ Hvad gjorde Ezra? Foran hele folket lagde han sig på knæ og bad: ‘Jehova, du har gjort så meget for os, men vi har syndet mod dig.’ Folket angrede, men de gjorde stadig nogle ting der ikke var rigtige. Derfor satte Ezra ældste og dommere til at tage sig af det. I løbet af de næste tre måneder blev de der ikke tilbad Jehova, sendt væk.

Der gik 12 år, og i løbet af den periode blev Jerusalems mure genopbygget. Så samlede Ezra folket på torvet for at læse Guds Lov for dem. Da Ezra åbnede Lovbogen, rejste folket sig op. Han priste Jehova, og de løftede deres hænder for at vise at de var enige i det han sagde. Så læste og forklarede Ezra Loven, og folket lyttede godt efter. De indrømmede at de igen var kommet væk fra Jehova, og de græd. Næste dag læste Ezra igen op fra Loven. De fandt ud af at de snart skulle fejre løvhyttefesten, og de begyndte med det samme at gøre klar til den.

 I de syv dage festen varede, var folket meget glade, og de takkede Jehova for en god høst. Der havde ikke været sådan en fantastisk løvhyttefest siden Josva levede. Efter løvhyttefesten samledes folket og bad: ‘Jehova, du befriede os fra slaveri, du gav os mad i ørkenen, og du gav os det her smukke land. Men igen og igen var vi ulydige mod dig. Du sendte profeter for at advare os, men vi hørte ikke efter. Alligevel var du tålmodig med os. Du holdt dit løfte til Abraham. Nu lover vi at vi vil adlyde dig.’ De skrev deres løfte ned, og fyrsterne, levitterne og præsterne satte deres segl på det.