Efter at Jesus havde udvalgt de 12 apostle, gik han et stykke ned ad bjerget til et sted hvor der var mange mennesker samlet. De var kommet fra Galilæa, Judæa, Tyrus, Sidon, Syrien og fra den anden side af Jordanfloden. De havde taget nogle med der var syge, og nogle der var plaget af dæmoner. Jesus helbredte dem alle sammen. Så satte han sig ned på bjerget og begyndte at tale. Han fortalte hvad vi skal gøre hvis vi gerne vil være venner med Gud. Vi må forstå at vi har brug for Jehova, og vi må lære at elske ham. Men vi kan ikke elske Gud hvis vi ikke elsker andre mennesker. Vi skal være søde og venlige over for alle, selv vores fjender.

Jesus sagde: ‘Det er ikke nok at I kun elsker jeres venner. I skal også elske jeres fjender og tilgive andre helt inderst inde. Hvis der er en der er sur på dig over noget, så gå med det samme hen og sig undskyld. Du skal behandle andre som du gerne selv vil behandles.’

 Jesus gav også folk gode råd om andre vigtige ting. Han sagde: ‘Det er vigtigere at være ven med Jehova end at have mange penge. Dine penge kan blive stjålet af en tyv, men der er ingen der kan stjæle dit venskab med Jehova. Hold op med at bekymre dig om hvad du skal spise og drikke, eller hvad du skal tage på. Se på fuglene. Gud sørger for at de altid har nok at spise. Det hjælper ikke noget at være bekymret. Husk at Jehova ved hvad du har brug for.’

De mange mennesker havde aldrig hørt nogen undervise så godt som Jesus gjorde. Deres religiøse ledere – farisæerne og de skriftlærde – havde ikke lært dem alt det her. Hvorfor var Jesus sådan en fantastisk lærer? Fordi alt hvad han sagde, kom fra Jehova.