Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 89

Peter siger at han ikke kender Jesus

Peter siger at han ikke kender Jesus

Den sidste aften Jesus var sammen med apostlene, sagde han til dem: ‘I nat vil I alle svigte mig.’ Peter sagde: ‘Ikke mig! Selv hvis alle de andre svigter dig, vil jeg aldrig gøre det.’ Men Jesus sagde til ham: ‘Før en hane galer, vil du tre gange sige at du ikke kender mig.’

Da soldaterne førte Jesus hen til Kajfas’ hus, var de fleste af apostlene flygtet. Men to af dem fulgte efter Jesus sammen med en gruppe mennesker. Peter var den ene af dem. Han gik ind i gården til Kajfas’ hus og varmede sig ved et bål. I lyset fra ilden så en tjenestepige Peters ansigt og sagde: ‘Jeg ved hvem du er! Du var sammen med Jesus!’

Peter svarede: ‘Nej, det var jeg ikke! Jeg ved ikke hvad du snakker om!’ Så gik han hen til porten. Men lidt efter var der en anden tjenestepige der så ham og sagde til folk: ‘Den mand var sammen med Jesus!’ Peter svarede: ‘Jeg kender ikke engang Jesus!’ En mand sagde så: ‘Du er en af dem! Jeg kan høre på din dialekt at du er fra Galilæa ligesom Jesus.’ Men Peter sværgede: ‘Jeg kender ham ikke!’

I det øjeblik var der en hane der galede. Peter så at Jesus vendte sig om og kiggede på ham. Han huskede på det Jesus havde sagt, og han gik udenfor og græd rigtig meget.

Samtidig med det samledes Sanhedrinet for at stille Jesus for retten i Kajfas’ hus. De havde allerede besluttet at dræbe Jesus, og nu forsøgte de at finde en undskyldning for at gøre det. Men de kunne ikke finde noget han havde gjort forkert. Til sidst spurgte Kajfas Jesus direkte: ‘Er du Guds Søn?’ Jesus svarede: ‘Det er jeg.’ Så sagde Kajfas: ‘Vi har ikke brug for flere beviser. Han er respektløs over for Gud!’ Sanhedrinet var enig: ‘Han skal dø.’ Så gav de Jesus lussinger og spyttede på ham. De dækkede også hans ansigt til, slog ham og sagde: ‘Hvis du er profet, så fortæl hvem der slog dig!’

Da det blev dag, tog de Jesus hen i sanhedrinsalen og spurgte ham igen: ‘Er du Guds Søn?’ Jesus svarede: ‘Det siger I selv at jeg er.’ Så fandt de ham skyldig i blasfemi og førte ham til den romerske statholder, Pontius Pilatus. Hvad skete der så? Lad os finde ud af det.

“Den tid ... er kommet, hvor hver eneste af jer vil løbe hjem til sig selv og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faren er med mig.” – Johannes 16:32