Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 90

Jesus dør på Golgata

Jesus dør på Golgata

De øverste præster førte Jesus til Pilatus’ palads. Pilatus spurgte dem: ‘Hvad anklager I den her mand for?’ De sagde: ‘Han påstår at han er en konge!’ Pilatus spurgte så Jesus: ‘Er du jødernes konge?’ Jesus svarede: ‘Mit rige er ikke en del af den her verden.’

Pilatus sendte nu Jesus til Herodes, der herskede i Galilæa, så han kunne undersøge om Jesus havde gjort noget forkert. Herodes kunne ikke se at Jesus havde gjort noget galt, så han sendte ham tilbage til Pilatus. Så sagde Pilatus til folket: ‘Hverken Herodes eller jeg kan se at Jesus har gjort noget forkert. Jeg vil derfor løslade ham.’ Men de mange mennesker råbte: ‘Slå ham ihjel! Slå ham ihjel!’ Soldaterne piskede Jesus, slog ham og spyttede på ham. De flettede en krone af tornede grene og satte den på hans hoved. De gjorde også nar af ham ved at sige: ‘Vær hilset, jødernes konge.’ Pilatus sagde igen til folket: ‘Jeg kan ikke se at manden har gjort noget forkert.’ Men de råbte: ‘Pælfæst ham!’ Til sidst sagde Pilatus at Jesus skulle slås ihjel.

Soldaterne førte Jesus til et sted der hed Golgata, fastgjorde ham til en pæl og rejste den op. Jesus bad til Jehova: ‘Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.’ Folk gjorde nar af Jesus ved at sige: ‘Hvis du er Guds Søn, så kom ned fra pælen! Frels dig selv.’

Men en af de forbrydere der hang ved siden af Jesus, sagde: ‘Husk mig når du kommer i dit rige.’ Jesus lovede ham: ‘Du skal være med mig i Paradiset.’ Om eftermiddagen blev det mørkt i hele landet i tre timer. Nogle af disciplene stod tæt på pælen, også Maria, Jesus’ mor. Jesus bad Johannes om at tage sig af Maria som om hun var hans egen mor.

Til sidst sagde Jesus: ‘Det er fuldført!’ Han bøjede hovedet og trak vejret for sidste gang. I samme øjeblik kom der et voldsomt jordskælv, og i templet blev det tunge forhæng der var mellem Det Hellige og Det Allerhelligste, revet midt over. En officer sagde: ‘Han var virkelig Guds Søn!’

“Uanset hvor mange løfter Gud har givet, så er de alle blevet ‘ja’ gennem ham.” – 2. Korinther 1:20