Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 91

Jesus bliver oprejst fra de døde

Jesus bliver oprejst fra de døde

Efter at Jesus var død, gik en rig mand der hed Josef, til Pilatus og bad om lov til at tage Jesus ned fra pælen. Josef pakkede Jesus’ krop ind i noget fint linnedstof sammen med urter og lagde det i en ny grav. Så blev der rullet en tung sten hen foran indgangen. De øverste præster sagde til Pilatus: ‘Vi er bange for at nogle af Jesus’ disciple vil fjerne ham og sige at han er blevet oprejst fra de døde.’ Pilatus sagde derfor til dem: ‘Sørg for at sikre graven, og hold vagt ved den.’

Tidligt om morgenen tre dage senere gik nogle kvinder ud til graven og så at stenen var blevet rullet væk. Inde i graven var der en engel der sagde til kvinderne: ‘I skal ikke være bange. Jesus er blevet oprejst. Gå hen og sig til hans disciple at han vil møde dem i Galilæa.’

Mens englen talte med de andre kvinder, skyndte Maria Magdalene sig at finde Peter og Johannes. Hun sagde til dem: ‘Der er nogen der har fjernet Jesus!’ Peter og Johannes løb ud til graven, men da de så at den var tom, gik de hjem igen.

Da Maria kom tilbage til graven, så hun to engle inde i den. Hun sagde til dem: ‘Jeg ved ikke hvor de har gjort af min Herre.’ Nu så hun en mand som hun troede var havemanden, så hun spurgte ham: ‘Vil du ikke nok fortælle mig hvor du har gjort af ham?’ Men manden sagde til hende: ‘Maria!’ Så gik det op for hende at det faktisk var Jesus hun talte med. Hun holdt fast i ham og sagde: ‘Lærer!’ Jesus sagde til hende: ‘Gå hen til mine brødre og fortæl at du har set mig.’ Straks løb Maria hen til disciplene og fortalte dem at hun havde set Jesus.

Senere på dagen var to disciple på vej fra Jerusalem til Emmaus. Så begyndte en mand at følges med dem, og han spurgte hvad de snakkede om. De sagde: ‘Har du ikke hørt det? For tre dage siden blev Jesus slået ihjel af de øverste præster. Men nu er der nogle kvinder der siger at han lever!’ Manden spurgte: ‘Tror I ikke på profeterne der sagde at Kristus skulle dø og bagefter oprejses?’ Og så fortsatte han med at forklare Skrifterne for dem. Da de nåede til Emmaus, fik disciplene manden til at tage med dem. Mens de spiste, bad manden en bøn over brødet, og det gik op for dem at det var Jesus. Men så forsvandt han!

De to disciple skyndte sig hen til huset i Jerusalem hvor apostlene var samlet, og fortalte dem hvad der var sket. Mens de var inde i huset, viste Jesus sig for dem alle sammen. Til at begynde med kunne apostlene ikke tro at det var Jesus. Så sagde han: ‘Se på mine hænder, og rør ved mig. Der står jo at Kristus ville opstå fra de døde.’

“Jeg er vejen og sandheden og livet. Det er kun gennem mig man kan komme til Faren.” – Johannes 14:6