Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 96

Jesus vælger Saulus

Jesus vælger Saulus

Saulus var romersk statsborger og født i byen Tarsus. Han var farisæer og ekspert i den jødiske lov, og så hadede han de kristne. Han slæbte kristne mænd og kvinder ud af deres hjem og kastede dem i fængsel. Han stod endda og så på mens nogle vrede mennesker stenede disciplen Stefanus til han døde.

Men det var ikke nok for Saulus kun at arrestere de kristne i Jerusalem. Han bad ypperstepræsten om at blive sendt til Damaskus så han kunne forfølge og fængsle de kristne dér. Da Saulus nærmede sig byen, var der pludselig et skarpt lys der skinnede hele vejen rundt om ham, og han kastede sig ned på jorden. Han hørte en stemme sige: ‘Saulus, hvorfor forfølger du mig?’ Saulus spurgte: ‘Hvem er du?’ Stemmen svarede: ‘Jeg er Jesus. Gå ind i Damaskus, og dér vil du få at vide hvad du skal gøre.’ På et øjeblik var Saulus blevet blind, og han var nødt til at få hjælp til at komme ind i byen.

I Damaskus var der en trofast kristen der hed Ananias. Han fik et syn hvor Jesus sagde til ham: ‘Gå hen til Judas’ hus i den gade der kaldes Den Lige, og spørg efter en mand der hedder Saulus.’ Ananias sagde: ‘Herre, jeg ved alt om den mand! Han kaster dine disciple i fængsel!’ Men Jesus sagde: ‘Tag hen til ham. Jeg har valgt ham til at forkynde den gode nyhed for mange nationer.’

Så tog Ananias hen til Saulus og sagde til ham: ‘Min bror Saulus, Jesus har sendt mig så du kan få dit syn igen.’ Med det samme kunne Saulus se. Han lærte om Jesus og blev en af hans disciple. Da Saulus var blevet døbt som kristen, begyndte han at forkynde i synagogerne sammen med de andre kristne. Kan du forestille dig hvor overrasket jøderne var over at se Saulus undervise folk om Jesus? De sagde: ‘Er det ikke ham der plejede at forfølge og fængsle Jesus’ disciple?’

I tre år forkyndte Saulus for dem der boede i Damaskus. Jøderne hadede ham og planlagde at slå ham ihjel. Men brødrene hørte om planerne og hjalp ham med at flygte. De sænkede ham ned gennem et hul i bymuren i en kurv.

Da Saulus kom til Jerusalem, forsøgte han at mødes med brødrene der. Men de var bange for ham. Så var der en rar discipel der hed Barnabas, der tog Saulus med hen til apostlene og overbeviste dem om at Saulus virkelig havde ændret sig. Saulus begyndte nu ivrigt at forkynde den gode nyhed sammen med menigheden i Jerusalem. Han blev senere kaldt Paulus.

“Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere. Og jeg er den største af dem.” – 1. Timotheus 1:15