I Ezekiel, kapitel 23, bliver Guds folk skarpt fordømt fordi det har været utro. På mange måder er dette kapitel en parallel til kapitel 16. I begge kapitler bruges prostitution som en illustration. I kapitel 23 bliver Jerusalem omtalt som en lillesøster og Samaria som hendes storesøster. De to kapitler fortæller begge at den yngre søster blev prostitueret ligesom den ældre søster allerede var, men at den yngre kom til at overgå den ældre i ondskab og umoralsk opførsel. I kapitel 23 giver Jehova de to søstre navne: Ohola er storesøsteren, Samaria (hovedstaden i tistammeriget Israel), og Oholiba er lillesøsteren, Jerusalem (hovedstaden i Juda). * – Ezek. 23:1-4.

Der er flere paralleller mellem de to kapitler. De vigtigste er måske disse: Kvinderne begynder med at være Jehovas hustruer, og derefter bedrager de ham og bliver prostituerede. Kapitlerne indeholder også et løfte der giver håb. I kapitel 23 er håbet om genoprettelse ikke så klart, men det har alligevel en parallel til kapitel 16, for Jehova siger: “Jeg vil sætte en stopper for din skamløse opførsel og din prostitution.” – Ezek. 16:16, 20, 21, 37, 38, 41, 42; 23:4, 11, 22, 23, 27, 37.

Vi har før sagt i vores publikationer at de to søstre Ohola og Oholiba var profetiske forbilleder på kristenheden, der er splittet i en katolsk og en protestantisk del. Men yderligere analyse og undersøgelser under bøn har givet anledning til nogle spørgsmål. Har kristenheden nogensinde været Jehovas “hustru” i en eller anden forstand? Har den nogensinde stået i et pagtsforhold til ham? Nej. Kristenheden var slet ikke opstået dengang Jesus blev mellemmand for ‘den nye pagt’ med det åndelige Israel. (Jer. 31:31; Luk. 22:20) Den har heller aldrig hørt til den åndelige nation af salvede kristne. Kristenheden blev først til et godt stykke tid efter at apostlene var døde. Den begyndte sin tilværelse i det fjerde århundrede som en korrupt og frafalden organisation bestående af “ukrudt”, falske kristne, nemlig dem Jesus havde profeteret om i sin lignelse om hveden og ukrudtet. – Matt. 13:24-30.

Der er endnu en afgørende forskel: Jehova gav det utro Jerusalem og Samaria et håb om at de en dag ville få et godt forhold til ham. (Ezek. 16:41, 42, 53-55) Giver Bibelen også kristenheden sådan et håb? Nej! Der er ikke mere håb for kristenheden end der er for resten af Babylon den Store.

Ohola og Oholiba er altså ikke profetiske forbilleder på kristenheden. Men beskrivelsen af dem kaster lys over noget der er endnu vigtigere, nemlig hvad Jehova mener om dem der er falske repræsentanter for hans hellige navn og forvrænger hans normer for ren tilbedelse. Kristenheden har vist sig særligt skyldig, for dens utallige trossamfund påstår at de repræsenterer Bibelens Gud. De hævder endda at de følger Jehovas egen elskede Søn, Jesus Kristus, som deres leder. Men dette modbeviser de selv ved at fremstille Jesus som en del af en treenig guddom og ved at overtræde hans klare bud om at de ikke skal være “en del af verden”. (Joh. 15:19) Ved at holde fast ved sin afgudsdyrkelse og være optaget af politiske intriger har kristenheden vist at den i høj grad er en del af “den magtfulde prostituerede kvinde”. (Åb. 17:1) Der kan ikke være nogen tvivl om at den vil få den straf der også venter resten af den falske religions verdensimperium!