Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et brev fra Det Styrende Råd

Et brev fra Det Styrende Råd

Kære brødre og søstre!

Kærlighed til Jehova og mennesker motiverer os til at følge Jesus’ befaling: “Gå ... ud og gør folk fra alle nationer til mine disciple – døb dem.” (Matt. 28:19, 20; Mark. 12:28-31) Kærlighed har stor kraft og kan hjælpe os til at nå hjertet hos dem som har “den rette indstilling”. – Ap.G. 13:48.

Før i tiden fokuserede vi meget på at lære præsentationer udenad og at afsætte publikationer. Men i dag er det vigtigere at vi bliver gode til at tale med folk. Vi vil gerne vise kærlighed til andre mennesker ved at tale om ting der interesserer dem. Det betyder at vi må være omstillingsparate og på udkig efter hvad der optager den enkelte. Hvordan vil den her brochure hjælpe os til det?

Brochuren indeholder 12 lektioner der hver peger på noget specifikt som vil hjælpe os til at nå hjertet hos dem vi forkynder for. Hver lektion er baseret på en beretning fra Bibelen hvor vi kan lære noget af Jesus eller en anden dygtig forkynder fra det første århundrede. Målet er ikke at vi skal lære præsentationer udenad, men at vi skal blive gode til at vise kærlighed til dem vi taler med. Tankerne i de enkelte lektioner er selvfølgelig relevante på alle områder af vores forkyndelse. Men brochuren vil fremhæve hvorfor nogle egenskaber er særligt vigtige når vi skal starte samtaler, komme på genbesøg eller lede bibelstudier.

Mens du studerer en lektion, så tænk over hvordan du kan bruge tankerne i den når du taler med folk i dit distrikt. Arbejd på at få endnu større kærlighed til Jehova og mennesker. Det vil, meget mere end en bestemt forkynderteknik, hjælpe dig til at nå hjertet hos dem du taler med, så de får lyst til at tjene Jehova.

Vi er taknemmelige over at få lov til at samarbejde med jer “skulder ved skulder”. (Sef. 3:9) Og vi beder Jehova om at velsigne jer så I kan blive ved med at forkynde og undervise og elske mennesker!

Jeres brødre,

Jehovas Vidners Styrende Råd