En profetisk tidsperiode som omtales i Daniel 9:24-27. I løbet af denne periode ville Jerusalem blive genopbygget, og Messias ville fremstå og derefter blive ryddet bort; efter denne periode ville både byen og det hellige sted blive lagt øde.

I mederen Ahasverus’ søn Darius’ første regeringsår lagde profeten Daniel i Jeremias’ profeti mærke til at tiden for jødernes udfrielse fra Babylon og hjemvenden til Jerusalem var nær. Daniel søgte da inderligt Jehova i bøn, i overensstemmelse med Jeremias’ ord: „’For I skal kalde på mig og komme og bede til mig, og jeg vil høre på jer. Og I skal opsøge mig og finde mig, for I vil søge mig af hele jeres hjerte. Og jeg vil lade mig finde af jer,’ lyder Jehovas udsagn. . . . ’Og jeg vil føre jer tilbage til det sted hvorfra jeg lod jer gå i landflygtighed.’“ — Jer 29:10-14; Da 9:1-4.

Mens Daniel bad, sendte Jehova sin engel Gabriel til ham med en profeti som næsten alle bibelkommentatorer anerkender som messiansk, skønt deres udlægninger af den varierer noget. Gabriel sagde:

„Der er fastsat halvfjerds uger over dit folk og over din hellige by, til at gøre ende på overtrædelsen og bringe synd til ophør og skaffe soning for brøde og indføre varig retfærdighed og sætte segl på syn og profet og salve Det Allerhelligste. Og du skal vide og have den indsigt at fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Føreren, vil der være syv uger og  toogtres uger. Det vil blive genrejst og genopbygget med torv og voldgrav, men under tidernes trængsel. Og efter de toogtres uger vil Messias blive ryddet bort uden at have noget. Og folket som tilhører en fører der kommer, vil ødelægge byen og det hellige sted. Og enden på det vil komme med oversvømmelse. Og indtil enden vil der være krig; det der er truffet afgørelse om, er ødelæggelse. Og han skal lade pagten stå ved magt for de mange i én uge; og i midten af ugen vil han få slagtoffer og offergave til at ophøre. Og på afskyelighedernes vinge kommer en der forårsager ødelæggelse; og indtil udslettelsen vil det der er truffet afgørelse om, blive udøst over den der ligger øde.“ — Da 9:24-27.

En messiansk profeti. Det er tydeligt at denne profeti er af afgørende betydning for at Messias kunne udpeges. Forståelsen af den står eller falder med om man kan fastslå hvornår de 70 uger begyndte, og hvor langt et tidsrum de strakte sig over. Hvis det var bogstavelige uger på hver syv dage, gik profetien enten ikke i opfyldelse, hvilket er umuligt (Es 55:10, 11; He 6:18), eller også kom Messias for over 2400 år siden, på Perserrigets tid, og blev ikke bemærket. Hvis det sidstnævnte er tilfældet, opfyldte han ikke de talrige andre profetier om Messias. Det er derfor tydeligt at de 70 uger må symbolisere en meget længere periode. De begivenheder der beskrives i profetien, er også af en sådan art at de ikke kan være indtruffet i løbet af 70 bogstavelige uger, eller lidt over et år og fire måneder. De fleste bibelforskere er enige om at ’ugerne’ i profetien skal opfattes som åruger. Nogle oversættelser siger direkte „halvfjerds åruger“ (AT, Mo, RS); Tanakh, en ny bibeloversættelse udgivet i 1985 af The Jewish Publication Society, nævner det i en fodnote, og det samme gælder de danske autoriserede oversættelser af 1931 og 1992. — Se Da 9:24, fdn.

Hvornår begyndte de profetiske „halvfjerds uger“?

Hvad begyndelsen af de 70 uger angår, gav perserkongen Artaxerxes i nisan måned i sit 20. regeringsår Nehemias tilladelse til at genopbygge byen Jerusalem og dens mur. (Ne 2:1, 5, 7, 8) Det ser ud til at Nehemias ved sin beregning af Artaxerxes’ regeringstid gik ud fra et kalenderår der begyndte med måneden tisjri (september-oktober), som jødernes nuværende borgerlige kalender, og sluttede med måneden elul (august-september) som den 12. måned. Det kan ikke siges om dette var Nehemias’ egen beregningsmåde eller en kalender der blev anvendt til visse formål i Persien.

Nogle vil måske rejse indvendinger mod ovenstående og henvise til Nehemias 7:73, hvor Nehemias siger at israelitterne var i deres byer i den syvende måned — beregnet ud fra en kalender der går fra nisan til nisan. Men Nehemias citerede i dette tilfælde fra „bogen med slægtsregisteret over dem der drog op først“ sammen med Zerubbabel i 537 f.v.t. (Ne 7:5) Nehemias skriver også at løvhyttefesten på hans tid blev fejret i den syvende måned. (Ne 8:9, 13-18) Dette var på sin plads, for ifølge beretningen fandt de det Jehova havde påbudt, „skrevet i loven“, og i denne lov, i 3 Mosebog 23:39-43, står der at løvhyttefesten skulle fejres i „den syvende måned“ (dvs. i det religiøse år, der gik fra nisan til nisan).

Et vidnesbyrd om at Nehemias talte årene fra efterår til efterår når han henviste til visse begivenheder, fås ved at sammenligne Nehemias 1:1-3 med 2:1-8. I den første passage fortæller han at han modtog den dårlige nyhed om Jerusalems tilstand i kislev måned (den tredje måned i det borgerlige år og den niende i det religiøse år) i Artaxerxes’ 20. år. I den anden passage beder han kongen om lov til at rejse for at genopbygge Jerusalem, og han får tilladelse til det i nisan måned (den syvende i det borgerlige år og den første i det religiøse år), men stadig i Artaxerxes’ 20. år. Det er således tydeligt at Nehemias ikke talte Artaxerxes’ regeringsår fra nisan til nisan.

For at finde ud af hvornår Artaxerxes’ 20. år faldt, må man gå tilbage til slutningen af hans fader og forgænger Xerxes’ regeringstid. Xerxes døde i den sidste del af 475 f.v.t. Artaxerxes’ tiltrædelsesår begyndte således i 475 f.v.t., og hans første regeringsår var 474 f.v.t., hvilket bekræftes af andre historiske kilder. Artaxerxes’ 20. regeringsår må derfor være 455 f.v.t. — Se PERSIEN, PERSERE (Xerxes’ og Artaxerxes’ regeringstid).

’Fra ordet udgår’. Ifølge profetien skulle der gå 69 åruger „fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Føreren“. (Da 9:25) Den verdslige historie og Bibelen bevidner at det var i det tidlige efterår i år 29 e.v.t. at Jesus kom til Johannes og blev døbt, hvorved han blev den Salvede, Messias, Føreren. (Se JESUS KRISTUS [Tidspunktet for hans fødsel, længden af hans tjeneste].) Hvis man tæller tilbage fra dette historiske udgangspunkt, finder man at de 69 åruger begyndte i 455 f.v.t. Det var det betydningsfulde år hvor „ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem“ udgik.

I nisan (marts-april) i Artaxerxes’ 20. regeringsår (455 f.v.t.) bad Nehemias kongen: „Hvis  din tjener kan godkendes af dig, anmoder jeg om at du vil sende mig til Juda, til mine forfædres graves by, så jeg kan genopbygge den.“ (Ne 2:1, 5) Kongen gav sin tilladelse, og Nehemias foretog den lange rejse fra Susan til Jerusalem. Omkring den fjerde ab (juli-august) gav Nehemias jøderne følgende befaling efter at have besigtiget murene om natten: „Kom og lad os genopbygge Jerusalems mur, så vi ikke længere skal være en forsmædelse.“ (Ne 2:11-18) ’Ordet om at genopbygge Jerusalem’, med Artaxerxes’ tilladelse, blev således sat i kraft af Nehemias i Jerusalem det selv samme år. Dette viser tydeligt at 455 f.v.t. er det år hvorfra de 70 åruger skal tælles.

Reparationen af murene blev fuldført den 25. elul (august-september), på blot 52 dage. (Ne 6:15) Efter at murene var blevet genopbygget, gik man i gang med at genrejse resten af Jerusalem. I de første syv „uger“ (49 år) arbejdede Nehemias, med Ezras hjælp, og efter dem sandsynligvis andre, med at genopbygge Jerusalem „under tidernes trængsel“, det vil sige under vanskeligheder indefra, blandt jøderne selv, og udefra, fra samaritanerne og andre. (Da 9:25) Malakias’ Bog, der er skrevet efter 443 f.v.t., fordømmer det jødiske præsteskab for den dårlige tilstand det da befandt sig i. Nehemias’ tilbagevenden til Jerusalem efter et ophold hos Artaxerxes (jf. Ne 5:14; 13:6, 7) menes at have fundet sted efter dette tidspunkt. Hvor længe efter 455 f.v.t. han personligt fortsatte med at genopbygge Jerusalem, oplyser Bibelen ikke. Men arbejdet blev øjensynlig fuldført i tilstrækkeligt omfang inden for de 49 år (syv åruger), og Jerusalem med templet fortsatte med at bestå indtil Messias’ komme. — Se MALAKIAS’ BOG (Affattelsestidspunkt).

Messias træder frem efter 69 „uger“. De „toogtres uger“ som derefter nævnes (Da 9:25), er næste del af de 70 „uger“ og begynder ved udløbet af de „syv uger“. Det vil sige at der ’fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgik’ indtil „Messias, Føreren,“ er 7+62 „uger“, i alt 69 „uger“, eller 483 år, som strækker sig fra 455 f.v.t. til 29 e.v.t. Som nævnt ovenfor var det om efteråret dette år, år 29 e.v.t., at Jesus blev døbt i vand, salvet med hellig ånd og indledte sin tjeneste som „Messias, Føreren“. — Lu 3:1, 2, 21, 22.

Daniels profeti pegede således flere hundrede år i forvejen på det nøjagtige år hvor Messias ville fremstå. Jøderne i det 1. århundrede havde muligvis foretaget beregninger på grundlag af Daniels profeti og ventede derfor Messias. I hvert fald siger Bibelen at „folket var i forventning“, og at „alle i deres hjerter spurgte angående Johannes: ’Kunne han måske være Messias?’“ (Lu 3:15) Selv om de forventede at Messias ville komme, kunne de åbenbart ikke pege på den præcise måned, uge eller dag hvor han ville fremstå. Derfor spekulerede de over om Johannes var Messias, skønt Johannes øjensynlig indledte sin tjeneste i foråret år 29 e.v.t., omkring et halvt år før Jesus fremstillede sig til dåb.

„Ryddet bort“ i midten af ugen. Gabriel sagde videre til Daniel: „Efter de toogtres uger vil Messias blive ryddet bort uden at have noget.“ (Da 9:26) Det var nogen tid efter udløbet af de ’syv plus toogtres uger’, nemlig omkring tre og et halvt år efter, at Messias blev ryddet bort ved sin død på en marterpæl, idet han gav afkald på alt hvad han havde, for at kunne genløse menneskene. (Es 53:8) Beretningen viser at Jesus brugte den første halvdel af „ugen“ til at udføre sin tjeneste. Ved en lejlighed, sandsynligvis i efteråret 32 e.v.t., fortalte han en lignelse hvori han efter alt at dømme sammenlignede den jødiske nation med et figentræ (jf.Mt 17:15-20; 21:18, 19, 43) der ikke havde båret frugt i „tre år“. Vingårdsmanden sagde til vingårdens ejer: „Herre, lad det være også dette år, indtil jeg får gravet rundt om det og givet det gødning; og hvis det så frembringer frugt i den kommende tid, udmærket; men hvis ikke, så kan du hugge det om.“ (Lu 13:6-9) Jesus kan altså her have hentydet til varigheden af sin egen tjeneste for denne afvisende nation. Hans tjeneste havde på det tidspunkt varet i omkring tre år og skulle fortsætte ind i det fjerde år.

 Pagten ved magt „i én uge“. I Daniel 9:27 står der: „Og han skal lade pagten stå ved magt for de mange i én uge [syv år]; og i midten af ugen vil han få slagtoffer og offergave til at ophøre.“ Denne pagt kunne ikke være Lovpagten, for Kristi offer, der blev bragt tre og et halvt år efter at den 70. „uge“ var begyndt, resulterede i at Gud bragte Lovpagten til ophør: „Han tog det [det håndskrevne dokument, Lovpagten] bort ved at nagle det til marterpælen.“ (Kol 2:14) Og: „Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse . . . Hensigten var at Abrahams velsignelse skulle komme til nationerne ved Jesus Kristus.“ (Ga 3:13, 14) Ved Kristus forlængede Gud imidlertid det tidsrum hvori Abrahamspagtens velsignelser var forbeholdt Abrahams kødelige efterkommere, idet hedningerne blev udelukket indtil Peter bragte dem evangeliet da han forkyndte for den italienske centurion Kornelius. (Apg 3:25, 26; 10:1-48) Kornelius’ omvendelse fandt sted efter Saulus fra Tarsus’ omvendelse, der i almindelighed regnes for at have fundet sted omkring år 34 e.v.t., hvorefter menigheden kom ind i en periode med fred og blev opbygget. (Apg 9:1-16, 31) Det ser derfor ud til at Kornelius blev optaget i den kristne menighed omkring efteråret 36 e.v.t., det vil sige ved udløbet af den 70. „uge“, 490 år efter 455 f.v.t.

Får slagtoffer og offergave til at ophøre. Udtrykket ’få til at ophøre’, der i Daniel 9:27 anvendes om slagtoffer og offergave, betyder bogstaveligt ’få til at holde sabbat, hvile, afholde sig fra at arbejde’. Det der ’ophører’, kan ikke være Jesu genløsningsoffer og heller ikke nogen af de åndelige ofre som bringes af dem der følger i hans fodspor. Det må derimod være de slagtofre og offergaver der ifølge Moseloven blev frembåret af jøderne i templet i Jerusalem.

„I midten af ugen“ vil sige tre og et halvt år inde i den sidste åruge på syv år. Eftersom den 70. „uge“ begyndte ved Jesu dåb og salvelse omkring efteråret 29 e.v.t., må midten af ugen falde i foråret 33 e.v.t., eller ved påsketid (14. nisan) det år. Denne dato svarer ifølge den gregorianske kalender til den 1. april år 33 e.v.t. (Se HERRENS AFTENSMÅLTID [Tidspunktet for indstiftelsen].) Apostelen Paulus fortæller at Jesus ’kom for at gøre Guds vilje’, som var at ’afskaffe det første [de slagtofre og offergaver der blev frembåret under Moseloven] for at han kunne stadfæste det andet’, hvilket han gjorde ved at bringe sit eget legeme som et offer. — He 10:1-10.

Selv om de jødiske præster fortsatte med at ofre brændofre ved templet i Jerusalem indtil det blev ødelagt i år 70, var disse ofre ophørt med at have nogen gyldighed i Guds øjne. Kort før sin død sagde Jesus til Jerusalem: „Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mt 23:38) Kristus frembar „ét slagtoffer for synder for bestandig . . . For med ét offer har han gjort dem der helliges, fuldkomne for bestandig.“ „Og hvor der er tilgivelse for [synder og lovløse gerninger], behøves der ikke længere et offer for synd.“ (He 10:12-14, 18) Apostelen Paulus henviser til at Jeremias’ profeti talte om en ny pagt, hvorved den første (Lovpagten) var gjort forældet og nu var ’ved at blive gammel og nær ved at forsvinde’. — He 8:7-13.

Overtrædelse og synd bringes til ophør. At Jesus blev ryddet bort og derefter blev oprejst og trådte frem for Gud i himmelen, førte til at der blev ’gjort ende på overtrædelsen’, at ’synd blev bragt til ophør’, og at der blev ’skaffet soning for brøde’. (Da 9:24) Lovpagten havde afsløret jøderne som syndere, fordømt dem som sådanne og bragt forbandelse over dem som pagtsbrydere. Men hvor synden „blev større“ fordi den blev afsløret eller gjort åbenbar af Moseloven, blev Guds gunst og barmhjertighed endnu større ved hans Messias. (Ro 5:20) Ved Messias’ offer kan angrende synderes overtrædelser blive slettet og straffen for dem annulleret.

Varig retfærdighed indført. Ved Kristi død på pælen blev der udvirket en forsoning for dem der angrede i tro. Deres synder blev sonet, og vejen blev åbnet for at de kunne blive „erklæret retfærdige“ af Gud. Denne retfærdighed vil vare ved og føre til evigt liv for dem. — Ro 3:21-25.

Det Allerhelligste salves. Jesus blev salvet med hellig ånd ved sin dåb, da ånden dalede ned over ham i skikkelse af en due. Men salvelsen af „Det Allerhelligste“ sigter til noget mere end Messias’ salvelse, for udtrykket „Det Allerhelligste“ refererer ikke til en person. „Det Allerhelligste“ var betegnelsen for det inderste rum i Jehova Guds helligdom. (Da 9:24; 2Mo 26:33, 34; 1Kg 6:16; 7:50) I Daniels profeti må udtrykket derfor gælde „det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder“, det sted hvor Jesus som den store ypperstepræst gik ind „med sit eget blod“. (He 9:11, 12) Da Jesus frembar værdien af sit opofrede menneskeliv for sin Fader, var „selve himmelen“ blevet den åndelige virkelighed der forbilledligt blev skildret ved Det Allerhelligste i tabernaklet og senere i templet. Guds himmelske bolig var da blevet salvet, eller sat til side, som „Det Allerhelligste“ i den store åndelige tempelordning der blev til da Jesus blev salvet med hellig ånd i år 29. — Mt 3:16; Lu 4:18-21; Apg 10:37, 38; He 9:24.

 Der sættes segl på syn og profet. Alt hvad der skete i forbindelse med Messias — at han bragte sig selv som et offer, blev oprejst fra de døde, trådte frem for sin himmelske Fader med værdien af sit offer, og hvad der ellers fandt sted i den 70. uge — ’satte segl på syn og profet’, idet det beseglede de profetiske syner og udsagn, bekræftede at de var sande ord fra Gud. Det forsynede dem med det guddommelige segl, der viste at de kom fra en guddommelig kilde og ikke fra fejlbarlige mennesker. Det beseglede endvidere synet og profetien i den forstand at det begrænsede profetierne til at gælde Messias, idet de opfyldes på ham og på det Gud udretter ved ham. (Åb 19:10) Deres tydning er at finde i ham, og man vil ikke kunne finde andre der opfylder dem. Kun under det segl findes forståelsen og opfyldelsen. — Da 9:24.

Byen og det hellige sted ødelægges. De sidste dele af Daniel 9:26, 27 blev opfyldt nogen tid efter udløbet af de 70 „uger“, men som en direkte følge af at jøderne havde forkastet Messias i den 70. „uge“. Anført af Titus, kejser Vespasians søn, rykkede de romerske hære mod Jerusalem. Som en flodbølge trængte de ind i Jerusalem og endda ind i selve templet og ødelagde både byen og templet. At de hedenske hære således kom til at stå på det hellige sted, gjorde dem til en ’afskyelighed’. (Mt 24:15) Alle forsøg som blev gjort forud for Jerusalems ødelæggelse, på at få situationen under kontrol slog fejl fordi Gud havde besluttet hvad der skulle ske. „Det der er truffet afgørelse om, er ødelæggelse“, og „indtil udslettelsen vil det der er truffet afgørelse om, blive udøst over den der ligger øde“.

En jødisk opfattelse. Den masoretiske tekst, med sit system af vokalpunkter, blev udarbejdet i sidste halvdel af det 1. årtusind e.v.t. Åbenbart fordi masoreterne ikke tog imod Jesus Kristus som Messias, forsynede de den hebraiske tekst til Daniel 9:25 med en ’athnachʹ, et tegn der repræsenterer et ophold, efter „syv uger“, så de blev adskilt fra de „toogtres uger“; på denne måde kom det til at se ud som om profetiens 62 uger, eller 434 år, sigtede til den periode hvori det gamle Jerusalem skulle genopbygges. Isaac Leesers oversættelse lyder: „Vid derfor og forstå at fra ordet om Jerusalems genrejsning og genopbygning udgår indtil den salvede, fyrsten, vil der være syv uger: [opholdet er her repræsenteret ved et kolon] og i løbet af toogtres uger vil det igen blive opbygget med gader og voldgrave (omkring det), ja, under tidernes trængsel.“ En oversættelse udgivet af The Jewish Publication Society of America lyder tilsvarende: „er der syv uger; og i toogtres uger skal det bygges igen“. I disse to oversættelser forekommer ordene „i løbet af“ og „i“, som åbenbart er tilføjet til støtte for oversætternes fortolkning.

Professor E. B. Pusey skriver i en fodnote til en af sine forelæsninger på universitetet i Oxford angående masoreternes accenttegn: „Jøderne anbragte versets vigtigste skilletegn under שִׁבְעָה [syv] i den hensigt at adskille de to tal, 7 og 62. Dette må de have gjort uærligt, למען המינים (som Rashi [en fremtrædende jødisk rabbiner i det 11. og det 12. årh. e.v.t.] siger idet han forkaster de bogstavelige fortolkninger der talte til gunst for de kristne), ’på grund af kætterne’, dvs. de kristne. For efter at det sidste udtryk på denne måde var skilt fra, kunne det kun betyde: ’og i toogtres uger skal gade og mur genrejses og bygges,’ dvs. at det ville tage 434 år at genopbygge Jerusalem, hvilket ikke gav nogen mening.“ — Daniel the Prophet, 1885, s. 190.

Angående Daniel 9:26 (Le), hvoraf første del lyder: „Og efter de toogtres uger vil en salvet blive ryddet bort uden at have en efterfølger,“ henfører de jødiske kommentatorer de 62 uger til en periode op til makkabæertiden og udtrykket „en salvet“ til kong Agrippa II, der levede ved tiden for Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t. Andre mener at det var en ypperstepræst, Onias, der blev afsat af Antiochos Epifanes i 175 f.v.t. Deres anvendelse af profetien på en af disse mænd ville berøve den enhver betydning, og uoverensstemmelserne i tidsangivelserne ville betyde at profetien om de 62 uger slet ikke var en nøjagtig tidsprofeti. — Se The Soncino Books of the Bible (kommentar til Da 9:25, 26), redigeret af A. Cohen, London 1951.

For at begrunde deres fortolkning siger disse jødiske lærde at de „syv uger“ ikke er 7×7, eller 49 år, men 70 år, skønt de beregner de 62 uger som 7×62 år. De siger at denne periode [de 70 år] sigter til landflygtigheden i Babylon, og at „den Salvede“ i dette vers (Da 9:25) er Kyros eller Zerubbabel eller ypperstepræsten Jesjua, mens „den Salvede“ i Daniel 9:26 er en anden.

De fleste nyere danske oversættelser følger den masoretiske tegnsætning her, mens engelske oversættelser og ældre danske oversættelser enten har et komma efter udtrykket „syv uger“ eller med ordlyden angiver at de 62 uger følger efter de 7 som en del af de 70 uger, og således ikke antyder at de 62 uger sigter til perioden hvori Jerusalem blev genopbygget. (Jf. Da 9:25 i KJ, AT, Dy, Ro, Yg, Ka, Li, NV; også norsk revideret oversættelse af 1930 og den norske oversættelse af 1988.) I en redaktionel note af James  Strong i Langes Commentary on the Holy Scriptures (Da 9:25, fdn., s. 198) siges der: „Den eneste begrundelse for denne oversættelse, der adskiller de to perioder på syv uger og toogtres uger og fastsætter den første som den salvede Fyrstes terminus ad quem [grænsen hvortil] og den sidste som genopbyggelsesperioden, er den masoretiske tegnsætning, ifølge hvilken athnach’et [opholdet] er anbragt imellem dem. . . . og den omtalte gengivelse medfører en grov tillempning af det andet led, der er uden præposition. Det er derfor bedre, og enklere, at holde sig til den [engelske] autoriserede oversættelse, der følger alle de ældre oversættelser.“ — Oversat og redigeret af P. Schaff, 1976.

Der er fremsat utallige andre opfattelser, heraf nogle messianske og nogle ikkemessianske, angående profetiens betydning. Det er i denne forbindelse værd at bemærke at den ældste eksisterende Septuaginta-udgave stærkt forvrænger ordlyden i den hebraiske tekst. Som professor Pusey forklarer i Daniel the Prophet (s. 328, 329), forfalskede oversætteren den nævnte tidsperiode og indføjede, ændrede og ombyttede ord for at bruge profetien til støtte for makkabæerkrigene. Denne tydeligvis forvrængede oversættelse er i de fleste nyere udgaver af Septuaginta blevet erstattet med en oversættelse af Theodotion, en jødisk lærd fra det 2. århundrede e.v.t., hvis gengivelse svarer til den hebraiske tekst.

Nogle forsøger at ændre de profetiske tidsperioders rækkefølge, mens andre hævder at de forløber samtidigt, eller benægter at de får en virkelig, tidsmæssig opfyldelse. Men de der fremholder sådanne opfattelser, får store problemer, og deres forsøg på at løse dem resulterer i absurditeter eller i en direkte benægtelse af at profetien er inspireret eller sand. Om især de sidstnævnte opfattelser, der rejser flere problemer end de løser, bemærker førnævnte professor, E. B. Pusey: „Dette var de uløselige problemer som vantroen måtte løse; den måtte løse dem på egen hånd, hvad der på sin vis var lettere; for intet er umuligt at tro for vantroen, undtagen dét Gud åbenbarer.“ — S. 206.

[Diagram på side 821]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DE HALVFJERDS UGER

455

406

f.v.t.

e.v.t.

29

33

36

7 uger

62 uger

1 uge