Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Arbejdet i „marken“ før høsttiden

Arbejdet i „marken“ før høsttiden

Arbejdet i „marken“ før høsttiden

DEN STORE LÆRERS disciple var i vildrede. Jesus havde netop fremsat en række lignelser, deriblandt en kort fortælling om hvede og ukrudt. Bagefter var de fleste tilhørere gået deres vej. Men hans disciple vidste at der måtte være en ganske bestemt mening med de lignelser han havde fortalt, især den om hveden og ukrudtet. De var klar over at Jesus var andet og mere end en fængslende fortæller.

Evangelisten Mattæus beretter at disciplene fremsatte følgende anmodning: „Forklar billedet med ukrudtet på marken for os.“ Som svar fortolkede Jesus billedtalen for dem idet han forudsagde at der ville ske et stort frafald blandt dem der hævdede at være hans disciple. (Mattæus 13:24-30, 36-38, 43) Dette frafald indtraf også og greb hastigt om sig efter apostelen Johannes’ død. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Thessaloniker 2:6-12) Frafaldet ville blive så omfattende at Jesus med god grund kunne spørge som det er gengivet i Lukas 18:8: „Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?“

Jesu komme skulle markere begyndelsen til „høsten“, indsamlingen af de hvedelignende kristne. Hans komme skulle kendetegne ’afslutningen på en tingenes ordning’, som begyndte i 1914. Det er derfor naturligt at interessen for Bibelens budskab blev vakt i perioden op til høsttidens begyndelse. — Mattæus 13:39.

Ved en gennemgang af de historiske vidnesbyrd viser det sig at interessen især rørte på sig fra det 15. århundrede og fremefter, også blandt kristenhedens mange tilhængere, de falske kristne der udgjorde „ukrudtet“. Efterhånden som Bibelen blev almindeligt tilgængelig og der blev udarbejdet bibelkonkordanser, begyndte oprigtige enkeltpersoner at granske Skriften omhyggeligt.

Lyset bliver klarere

I begyndelsen af det 19. århundrede var en af disse Henry Grew (1781-1862) fra Birmingham i England. Som 13-årig sejlede han med sin familie over Atlanten og ankom til De Forenede Stater den 8. juli 1795. Familien slog sig ned i Providence, Rhode Island. Hans forældre indgav ham kærlighed til Bibelen. I 1807 blev den 25-årige Henry Grew opfordret til at modtage et præsteembede i baptistkirken i Hartford, Connecticut.

Han tog sit ansvar som lærer alvorligt og forsøgte at hjælpe sin hjord til at leve i overensstemmelse med Bibelens ord. Samtidig fandt han det rigtigt at bevare menigheden ren for enhver der forsætligt øvede synd. Til tider måtte han og andre ansvarlige mænd i kirken gribe til at bortvise (udstøde) dem der bedrev utugt eller gav sig af med andre urene handlinger.

Det foruroligede ham desuden at mænd der ikke stod i kirken, forvaltede dens pengesager og tjente som kirkesangere. Disse mænd havde tilmed stemmeret i menighedsanliggender og øvede derved en vis indflydelse på menighedens virke. Med tanke på Bibelens udsagn om at kristne skal holde sig adskilt fra verden, var Grew en overbevist tilhænger af at kun troende og trofaste mænd skulle varetage disse hverv. (2 Korinther 6:14-18; Jakob 1:27) Efter hans mening var det gudsbespotteligt at lade ikketroende synge Guds pris. Hans holdning kostede ham i 1811 medlemskabet af kirken. Nogle af hans sympatisører meldte sig ud samtidig.

Adskilt fra kristenheden

Udbrydergruppen, der omfattede Henry Grew selv, gav sig i kast med at studere Bibelen i den hensigt at indrette deres tilværelse og virke efter dens vejledning. Deres studier gav dem snart større forståelse af Bibelens sandheder, og på den måde afslørede de kristenhedens vildfarelser. For eksempel skrev Grew i 1824 en velgennemtænkt gendrivelse af treenighedslæren. Bemærk logikken i følgende passage: „’Den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun FADEREN.’ [Markus 13:32, da. aut. 1948] Læg her mærke til rangdelingen i rækkefølgen: Mennesket, englene, sønnen, Faderen. . . . Vor Herre lærer os at kun Faderen kendte dagen. Men det er ikke sandt såfremt Faderen, Ordet og Den Hellige Ånd er tre personer i én Gud, sådan som nogle forudsætter; for ifølge [dogmet om treenigheden] . . . kendte Sønnen den lige så godt som Faderen.“

Grew afslørede hvor hyklerisk det var når gejstlige og officerer foregav at tjene Kristus. I 1828 erklærede han: „Kan vi forestille os noget mere selvmodsigende end at en kristen går ud af sit kammer, hvor han har bedt for sine fjender, og befaler sine tropper at støde dødens våben i de selv samme fjenders hjerte med djævelsk raseri? I det ene tilfælde efterligner han glædeligvis sin døende Herre; men hvem efterligner han i det andet tilfælde? Jesus bad for sine mordere. De kristne myrder dem de beder for.“

Med endnu større eftertryk skrev Grew: „Hvornår skal vi tro den Almægtige, der forsikrer os om at han ’ikke kan narres’? Hvornår kommer vi til at fatte beskaffenheden og ånden i den hellige gudsdyrkelse, der fordrer at vi afholder os fra ’det onde i enhver skikkelse’? . . . Er det ikke at bagvaske sønnen af den velsignede hvis man går ud fra at hans gudsdyrkelse fordrer at et menneske i én sammenhæng bærer sig ad som en engel, men i en anden lader ham bære sig ad som en dæmon?“

Evigt liv ikke noget iboende

Dengang, længe før radioen og fjernsynet kom frem, udtrykte man ofte sine synspunkter ved at skrive og uddele pjecer. Omkring 1835 forfattede Grew et betydningsfuldt skrift der afslørede læren om sjælens udødelighed og læren om et brændende helvede som ubibelske. Han fandt disse lærepunkter gudsbespottelige.

Traktaten skulle få vidtrækkende følger, idet den 40-årige George Storrs, højt respekteret præst i den episkopale metodistkirke, i 1837 fandt et eksemplar under en togrejse. Storrs var født i byen Lebanon i New Hampshire og boede nu i Utica i staten New York.

Det gjorde et stærkt indtryk på ham at læse en så fyndig gendrivelse af disse grundlæggende lærepunkter i kristenheden, som han hidtil ikke havde tvivlet på. Han vidste ikke hvem forfatteren var, og traf ham først nogle år senere, senest i 1844, da de begge boede i Philadelphia i Pennsylvania. Storrs fordybede sig imidlertid på egen hånd i emnerne i tre år og drøftede dem kun med præstekolleger.

Eftersom ingen kunne gendrive den lære som Storrs havde antaget, blev han enig med sig selv om at han ikke kunne være tro mod Gud hvis han fortsat stod i metodistkirken. Han meldte sig derfor ud i 1840 og flyttede til Albany i staten New York.

I det tidlige forår i 1842 holdt Storrs i løbet af seks uger seks forelæsninger over emnet „Et spørgsmål: Er de onde udødelige?“ Interessen var så omfattende at han omarbejdede stoffet så det kunne udgives i trykt form, og i løbet af de følgende 40 år blev tryksagen udbredt i 200.000 eksemplarer i USA og Storbritannien. Storrs og Grew anfægtede i fællesskab læren om sjælens udødelighed i flere debatter. Grew prædikede flittigt indtil sin død den 8. august 1862 i Philadelphia.

Kort efter at Storrs havde offentliggjort de seks føromtalte forelæsninger, blev han grebet af William Millers lære. Miller mente at Kristi synlige genkomst kunne forventes i 1843. I omtrent to år medvirkede Storrs til at udbrede dette budskab i den nordøstlige del af De Forenede Stater. Efter 1844 ville han ikke længere gå med til at tidsfæste Kristi genkomst, men han havde intet at indvende mod andres ønske om at granske kronologien. Storrs mente at Kristi genkomst var nært forestående, og at det var vigtigt for kristne at holde sig vågne og åndeligt agtpågivende, beredte på den dag hvor de ville blive inspiceret. Han trak sig imidlertid tilbage fra Millers tilhængere fordi de antog ubibelske lærepunkter, såsom at sjælen er udødelig, at verden skal brændes op, og at der ikke er noget håb om evigt liv for dem der dør uvidende.

Hvad måtte Guds kærlighed medføre?

Storrs følte sig frastødt af adventisternes lære om at Gud ville oprejse de onde blot for at lade dem lide døden på ny. Han kunne ikke finde noget bibelsk belæg for en så meningsløs og hævngerrig handlemåde hos Gud. Storrs og hans meningsfæller gik til den modsatte yderlighed og sluttede at de onde slet ikke ville opstå. De havde ganske vist vanskeligt ved at forklare visse skriftsteder der omtaler de uretfærdiges opstandelse, men deres konklusion forekom dem at stemme bedre overens med Guds kærlighed. Snart skulle de komme et skridt videre i forståelsen af Guds hensigt.

I 1870 blev Storrs alvorligt syg og var uarbejdsdygtig i nogle måneder. Imens havde han lejlighed til at tage alt det han havde lært i sine 74 leveår, op til fornyet overvejelse. Han drog den slutning at han havde overset en vigtig del af Guds hensigt med mennesker som den kom til udtryk i Abrahamspagten, der indeholdt løftet om at ’alle jordens slægter skulle velsignes fordi Abraham havde hørt efter Guds røst’. — 1 Mosebog 22:18; Apostelgerninger 3:25.

En ny tanke slog ned i ham. Hvis „alle jordens slægter“ skulle velsignes, var det da ikke nødvendigt at alle hørte den gode nyhed? Hvordan skulle de komme til at høre den? Var millioner og atter millioner af mennesker ikke døde uden at have hørt den? Efter at have ransaget Bibelen igen drog Storrs den slutning at der blandt de døde var to kategorier af „onde“: De der endegyldigt havde kastet vrag på Guds kærlighed, og de der var døde i uvidenhed.

Storrs konkluderede at de sidstnævnte måtte blive oprejst fra de døde for at kunne drage nytte af Jesu Kristi genløsningsoffer. De der tog imod det, ville komme til at leve evigt på jorden, mens de der afviste det, ville blive tilintetgjort. Storrs mente ikke at Gud ville oprejse nogen som ikke havde et reelt håb. Med tiden ville ingen andre end Adam være døde på grund af Adams synd. Men hvad med dem der levede på den tid hvor Herren Jesus kom igen? Storrs erkendte efterhånden nødvendigheden af en verdensomspændende forkyndelseskampagne hvis man skulle nå ud til dem alle. Han havde ingen anelse om hvordan det skulle kunne gennemføres, men skrev i tro: „Dog er der for mange som forkaster muligheden af noget som de anser for uigennemførligt, som om det var umuligt for Gud at udvirke det blot fordi de ikke kan se hvordan det skal kunne lade sig gøre.“

George Storrs døde i december 1879 i sit hjem i Brooklyn, New York, blot nogle få gader fra det sted der siden skulle blive arnestedet for den verdensomspændende forkyndelse som han så ivrigt havde set frem til.

Mere lys var nødvendigt

Forstod mænd som Henry Grew og George Storrs sandheden lige så klart som vi forstår den i dag? Nej. De erkendte hvor brydsom en opgave de var gået i gang med, hvilket fremgår af noget som Storrs skrev i 1847: „Vi gør vel i at erindre os at vi kun lige er trådt ud af kirkens åndelige mørke; og det bør på ingen måde undre os hvis vi finder nogle ’babyloniske klædningsstykker’ som vi bærer i den tro at de udgør sandheden.“ For eksempel forstod Grew hvad Jesu genløsning betød, men opfattede den ikke som „en tilsvarende løsesum“, altså at Jesus gav sit fuldkomne menneskeliv i bytte for det fuldkomne menneskeliv som Adam forspildte. (1 Timoteus 2:6) Henry Grew troede også fejlagtigt at Jesus skulle komme synligt igen som hersker over jorden. Men Grew var opmærksom på at Jehovas navn skulle helliges, hvilket kun få havde anset for væsentligt siden det andet århundrede efter vor tidsregning.

Også George Storrs lå under for nogle urigtige anskuelser på nogle vigtige felter. Han havde blik for falske læresætninger som gejstligheden udbredte, men gik til tider i den modsatte grøft. For eksempel overreagerede han tilsyneladende på den opfattelse gejstligheden i almindelighed havde af Satan, og forkastede tanken om Djævelen som en virkelig person. Han tog afstand fra treenighedslæren, men formåede indtil kort før sin død ikke at tage stilling til hvorvidt den hellige ånd var en person. Han ventede at Kristi genkomst skulle have en usynlig begyndelse, men antog at mennesker på et tidspunkt ville få ham at se bogstaveligt. Ikke desto mindre lader det til at begge mænd var ærlige og oprigtige, og de kom sandheden langt nærmere end de fleste.

Den ’mark’ som Jesus omtalte i billedtalen om hveden og ukrudtet, var endnu ikke moden til høst. (Mattæus 13:38) Grew, Storrs og andre udførte et forberedende arbejde i „marken“ inden den tid.

Charles Taze Russell, der begyndte at udgive Vagttårnet i 1879, skrev om de første år af sit virke: „Herren gav os mangen en hjælp til studiet af hans ord, blandt hvilke en fremtrædende plads indtages af vor inderligt elskede og aldrende broder, George Storrs, som både med ordet og med pennen stod os bi i rigt mål. Vi har imidlertid altid bestræbt os for ikke at være menneskers efterlignere, hvor gode og vise disse end måtte være, men derimod ’Guds efterlignere som elskede børn’.“ Ja, oprigtige bibelstudenter kunne drage nytte af det forarbejde mænd som Grew og Storrs havde præsteret, men det var stadig vigtigt at granske Guds ord, Bibelen, som den virkelige kilde til sandheden. — Johannes 17:17.

[Ramme/illustration på side 26]

Henry Grews synspunkter

Jehovas navn, som er blevet tilsmudset, skal helliges.

Læren om treenigheden, om sjælens udødelighed og om et brændende helvede er vranglære.

Den kristne menighed må holde sig adskilt fra verden.

Kristne bør ikke tage del i nationernes krige.

Kristne er ikke forpligtede til at holde lørdagen eller søndagen hellig som hviledag.

Kristne bør ikke være medlemmer af hemmelige selskaber, som for eksempel frimurerne.

Kristne skal ikke opdeles i præsteskab og lægfolk.

Gejstlige titler stammer fra antikrist.

Alle menigheder bør ledes af et ældsteråd.

Ældste skal være uangribelige, hellige i hele deres adfærd.

Alle kristne skal forkynde den gode nyhed.

Nogle vil komme til at leve evigt i et paradis på jorden.

Kristne sange bør være lovprisninger af Jehova og Kristus.

[Kildeangivelse]

Foto: Collection of The New-York Historical Society/69288

[Ramme/illustration på side 28]

George Storrs’ synspunkter

Jesus betalte med sit liv løsesummen for menneskeheden.

Forkyndelsen af den gode nyhed var endnu ikke blevet udført (i 1871).

Som følge af foregående punkt kunne enden ikke være nær dengang (i 1871). Der måtte komme en tidsalder hvor forkyndelsen ville blive udført.

Nogle mennesker vil arve evigt liv på jorden.

Alle der er døde uvidende, vil opstå. De der tager imod Kristi genløsningsoffer, vil komme til at leve evigt på jorden, mens de der afviser det, vil blive tilintetgjort.

Læren om sjælens udødelighed og om et brændende helvede er vranglære der vanærer Gud.

Herrens aftensmåltid skal fejres én gang om året, den 14. nisan.

[Kildeangivelse]

Foto: SIX SERMONS af George Storrs (1855)

[Illustrationer på side 29]

I 1909 flyttede C.T. Russell, der var redaktør af „Zions Vagt-Taarn“, til Brooklyn i New York