Sand tilbedelse forener

SELV om religion ofte kan virke splittende, er tilbedelsen af den eneste sande Gud i stand til at forene folk. Da Israel var Guds udvalgte nation, følte mange oprigtige ikkejøder sig tiltrukket af den sande tro. Det gjorde for eksempel Rut, der forlod sine forfædres guder i Moab. Hun sagde til sin svigermor, No’omi: „Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ (Rut 1:16) I det første århundrede var et stort antal ikkejøder begyndt at tilbede den sande Gud. (Apg. 13:48; 17:4) Da Jesu apostle begyndte at bringe den gode nyhed ud til fjerne egne, blev endnu flere oprigtige mennesker forenet i tilbedelsen af den sande Gud. „I vendte om til Gud fra jeres afguder for at trælle for en levende og sand Gud,“ skrev apostelen Paulus. (1 Thessaloniker 1:9) Har tilbedelsen af den sande Gud den samme forenende kraft i dag?

Nogle vil hævde at det er forkert at tale om „sande tilbedere“ eller en „sand Gud“. Grunden kan være at de ikke tror på at der findes en sandhedens kilde, en åbenbaret sandhed. Mange med forskellig baggrund der har søgt sandheden, har imidlertid forstået at tilbedelse ikke er et spørgsmål om hvad man selv mener eller foretrækker. Den eneste der er værdig til at blive tilbedt, er Skaberen af alle ting — Jehova Gud. (Åbenbaringen 4:11) Han er den sande Gud, og han har ret til at bestemme hvordan han vil tilbedes.

Jehova har meddelt sig til os gennem sit ord, Bibelen, for at hjælpe os til at forstå hvad han forventer af os. Næsten alle på jorden har i dag adgang til Bibelen eller dele af den. Og Guds søn sagde: ’Hvis I bliver i mit ord, skal I kende sandheden.’ (Johannes 8:31, 32) Altså er der en sandhed. Og millioner af oprigtige mennesker har, trods forskellig baggrund, frimodigt tilegnet sig denne sandhed og er blevet forenet i den sande tilbedelse. — Mattæus 28:19, 20; Åbenbaringen 7:9, 10.

En verdensomfattende enhed i vor tid

I Zefanias’ Bog i Bibelen kan vi læse en bemærkelsesværdig profeti om hvordan folk med forskellig baggrund vil blive bragt sammen. Der står: „Da giver jeg folkene et nyt sprog, et der er rent, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ (Zefanias 3:9) Det er en smuk skildring af hvordan folk vil vende sig til den sande tro og begynde at tjene Gud i enhed.

Zefanias 3:8 kaster lys over hvornår det vil ske. Her siges: „’Bliv derfor ved med at nære forventning til mig,’ lyder Jehovas udsagn, ’til dagen da jeg rejser mig til byttet, for min dom går ud på at samle nationerne, på at jeg skal samle rigerne sammen, for at udøse min fordømmelse over dem, hele min brændende vrede; for af min nidkærheds ild skal hele jorden fortæres.’“ Ja, når Jehova samler nationerne — men inden han udøser sin brændende vrede over dem — vil han lade de sagtmodige på jorden få et rent sprog. Den tid er her nu, for nationerne er allerede ved at samles til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag ved Harmagedon. — Åbenbaringen 16:14, 16.

For at forene sine tjenere giver Jehova dem et rent sprog. Til dette nye sprog hører den rette forståelse af Bibelens sandheder om Gud og hans hensigter. Det at tale det rene sprog indbefatter at man tror på sandheden, fortæller andre om den og lever i overensstemmelse med Guds love og principper. Man må også holde sig fri af politik og aflægge en selvisk indstilling, for eksempel den racisme og  splittende nationalisme der kendetegner denne verden. (Johannes 17:14; Apostelgerninger 10:34, 35) Alle som oprigtigt elsker sandheden, kan lære dette sprog. Lad os nu se hvordan de fem personer der blev nævnt i den foregående artikel — og som religiøst set engang stod langt fra hinanden — nu er blevet forenet i tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova.

Forenet i sand tilbedelse

Fidelia, som var en gudfrygtig katolik, købte en bibel til sin datter, der skulle bruge den i skolen. Hun spurgte præsten om han ud fra den kunne forklare hvad der var sket med de børn hun havde mistet. „Hvilken skuffelse,“ siger hun. Da hun fik besøg af Jehovas Vidner, stillede hun dem derfor det samme spørgsmål. Da hun i sin egen bibel læste hvad sandheden er om de dødes tilstand, blev hun klar over at kirken havde bedraget hende. Hun fandt ud af at de døde er uden bevidsthed og derfor heller ikke befinder sig i limbo eller noget andet sted. (Salme 146:4; Prædikeren 9:5) Fidelia skilte sig af med alle sine religiøse billeder, forlod kirken og begyndte at undersøge Bibelen nærmere. (1 Johannes 5:21) I de sidste ti år har hun glædet sig over at lære andre Bibelens sandheder at kende.

Tara fra Kathmandu flyttede til et land hvor der ikke findes ret mange hindutempler. Hun opsøgte derfor en metodistkirke i håb om at få stillet sin åndelige hunger. Men hun fik ikke svar på sit spørgsmål om hvorfor der er så megen lidelse. Så fik hun besøg af Jehovas Vidner, som tilbød at studere Bibelen med hende. Tara siger: „Jeg indså at en kærlig Gud umuligt kan være ansvarlig for alle de lidelser der er i verden . . . Jeg frydede mig ved udsigten til en ny verden hvor der vil råde fred og harmoni.“ (Åbenbaringen 21:3, 4) Tara skilte sig af med sine hinduistiske gudebilleder, holdt op med at følge sit hjemlands religiøse skikke og fandt sand lykke ved som et Jehovas vidne at være med til at dække andres åndelige behov.

Panya, som var buddhist, var spåmand i Bangkok da han første gang fik besøg af Jehovas Vidner. Det var især Bibelens profetier der fangede hans interesse. Han fortæller: „Da jeg fik at vide hvorfor de nuværende verdensforhold adskiller sig fra hvad der var Skaberens oprindelige hensigt, og hvordan han vil gøre en ende på al den ødelæggelse som hans modstandere har forvoldt, var det som om der blev løftet et slør fra mine øjne. Bibelens budskab var så helt igennem harmonisk. Jeg kom til at elske Jehova som person, og det tilskyndede mig til at leve i overensstemmelse med det jeg vidste var rigtigt. Jeg var ivrig efter at hjælpe andre til at se forskellen mellem menneskelig og guddommelig visdom. Den sande visdom har virkelig ændret mit liv.“

Med tiden begyndte Virgil at få anfægtelser vedrørende sin tro. I stedet for at bede til Gud om at måtte hjælpe de sorte og om fremgang for en organisation som han anså for racistisk og for at fremme hadet til de hvide, bad han nu om at måtte finde sandheden, uanset hvad eller hvor den måtte vise sig at være. „Dagen efter min inderlige bøn til Gud fandt jeg et nummer af bladet Vagttårnet i huset,“ fortæller Virgil. „Bladet må være blevet stukket ind under døren.“ Snart efter begyndte han at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Han siger videre: „For første gang i mit liv fik jeg tilfredsstillende svar. . . . En gnist af håb tændtes i mit hjerte.“ Virgil blev snart forenet  med dem som hjælper folk til at finde det eneste sande håb fra Guds ord, Bibelen.

Charo fra Latinamerika havde problemer med at komme til markedet med sine små børn. Hun blev derfor glad da Gladys, et af Jehovas Vidner, lagde mærke til det og tilbød sin hjælp. Med tiden tog Charo også imod Gladys’ tilbud om et bibelstudium. Det overraskede hende at læse i sin egen bibel at gode mennesker ikke alle sammen kommer i himmelen, men at Jehova også vil give mennesker evigt liv på jorden. (Salme 37:11, 29) I de sidste 15 år har Charo nu selv været optaget af at gøre dette håb kendt.

Forestil dig hele jorden beboet af oprigtige mennesker der er forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova. Det er ikke ren fantasi. Det er et løfte Jehova har givet. Gennem sin profet Zefanias har han udtalt: „Jeg vil lade et sagtmodigt og ringestillet folk blive tilbage i din midte, og de vil søge tilflugt i Jehovas navn. De . . . vil ikke begå nogen uretfærdighed, og de vil ikke tale løgn, og i deres mund vil der ikke findes en svigefuld tunge; . . . og ingen vil få dem til at skælve.“ (Zefanias 3:12, 13) Hvis du føler dig tiltalt af dette løfte, så følg den bibelske tilskyndelse: „Søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ — Zefanias 2:3.