Lad os stå fuldendte og med en fast overbevisning

Stævner — glædelige vidnesbyrd om vores enhed

DEN 50-årige Joseph F. Rutherford nyder rollen som piccolo. Selv om hans helbred ikke er allerbedst efter et år i fængsel, viser han energisk vennerne hen til deres værelser og hjælper dem med deres kufferter. To andre brødre — hans tidligere medfanger — arbejder til over midnat med at tildele værelser til de mange der skal indkvarteres. Der er en smittende begejstring blandt dem alle. Hvad er der på færde?

Året er 1919, og bibelstudenterne (i dag kendt som Jehovas Vidner) er ved at komme sig efter en periode med hård modstand. For at styrke og opbygge hinanden holder de et stævne i Cedar Point i Ohio fra 1. til 8. september. På stævnets sidste dag lytter ikke færre end 7000 opmærksomt til broder Rutherford, der opmuntrer hver enkelt stævnedeltager med disse ord: „Du er Kongers Konges og Herrers Herres Repræsentant, der . . . forkynder Folket . . . vor Herres og Mesters herlige Rige.“

At Guds folk holder stævner, er ikke noget nyt. Det gjorde de også i fortidens Israel. (2 Mosebog 23:14-17; Lukas 2:41-43) Sådanne stævner var glædelige begivenheder som hjalp de tilstedeværende til at holde sindet rettet mod Guds ord. Ved Jehovas Vidners stævner i vor tid lægges vægten også på det åndelige. For oprigtige iagttagere er disse glædelige sammenkomster et ubestrideligt vidnesbyrd om at Jehovas Vidner er forenet af det kristne broderskabs stærke bånd.

Bestræbelser for at overvære dem

Vore dages kristne har erfaret at den indgående bibelundervisning de får ved deres stævner, er åndeligt forfriskende. De betragter disse store møder som en uvurderlig hjælp til at „stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje“. (Kolossenserne 4:12) Derfor støtter Jehovas Vidner helhjertet disse sammenkomster og gør sig store bestræbelser for at overvære dem.

For nogle kræver det stor tro, og de må overvinde bjerglignende forhindringer for blot at være til stede. Det gælder for eksempel en nydøbt forkynder i Østrig. Selv om hun er ældre, har sukkersyge og daglig skal have insulinindsprøjtninger, sørgede hun for at overvære hele områdestævnet.

En stor og meget fattig familie i Indien som studerede med Jehovas Vidner, fandt det så godt som umuligt at komme til stævne. Et af familiens medlemmer fandt en udvej. „Jeg ville nødig gå glip af begivenheden,“ sagde hun, „så jeg solgte mine guldørenringe for at finansiere rejsen. Det har jeg ikke fortrudt, for samværet og oplevelserne var meget trosstyrkende.“

I Papua Ny Guinea ville en gruppe udøbte interesserede gerne overvære stævnet i hovedstaden. De henvendte sig til en mand i deres landsby som havde et offentligt transportmiddel, og spurgte hvor meget han skulle have for at køre dem til stævnet. Da beløbet langt oversteg deres formåen, fik de lavet en aftale om at arbejde for manden ved at ombygge hans køkken. Så kunne de komme af sted, og de fik gavn af hele stævneprogrammet.

 Afstande er ikke et uovervindeligt problem for Jehovas Vidner som er opsat på at komme til stævne. I 1978 cyklede en ung delegeret fra Polen 1200 kilometer på seks dage for at overvære et stævne i Lille i Frankrig. Et ægtepar fra Mongoliet som i sommeren 1997 ville overvære stævnet i Irkutsk i Rusland, rejste også 1200 kilometer.

Ægte broderskab

Den enhed og broderkærlighed der kommer til udtryk ved Jehovas Vidners stævner, er tydelig for uvildige iagttagere. Mange har lagt mærke til at der blandt stævnedeltagerne ikke findes nogen forskelsbehandling, men en ægte varme, selv blandt dem der ikke før har mødt hinanden.

En guide der havde ledsaget nogle stævnedeltagere ved et internationalt stævne i Australien, ville for eksempel gerne være sammen med dem lidt længere end den planlagte uge. Deres kærlighed og enhed havde gjort indtryk på ham, og han undrede sig over at de kom så godt ud af det med hinanden, i betragtning af at de fleste slet ikke kendte hinanden. Da tiden kom hvor han skulle tage afsked med dem, bad han om deres opmærksomhed. Han tiltalte dem „brødre og søstre“ og begyndte at takke dem, men kunne ikke få sagt det han ville, da han fik en klump i halsen og brast i gråd.

I 1997 blev der på et stort stadion i Sri Lanka for første gang holdt et områdestævne på tre sprog. Hele programmet blev fremført samtidigt på engelsk, singalesisk og tamil. I en verden med tiltagende etniske spændinger gik en sådan sammenkomst med tre sproggrupper ikke upåagtet hen. En politimand spurgte en broder: „Hvem er det der står for det her stævne? Singaleserne, tamilerne eller de engelsktalende?“ „Ingen af dem,“ svarede broderen, „det er noget vi er sammen om.“ Politimanden virkede højst forbavset. Efter at de tre sproggrupper havde bedt den afsluttende bøn og der havde lydt et fælles „amen“ over hele stadion, brød stævnedeltagerne ud i spontane klapsalver. Der var næppe et øje tørt. Ja, stævner er glædelige vidnesbyrd om vores enhed. — Salme 133:1. *

[Fodnote]