Venner af Gud på „venskabsøerne“

I 1932 fragtede et sejlskib nogle meget værdifulde sædekorn til Tonga. Skibets kaptajn gav Charles Vete brochuren „Hvor er de døde?“ Charles var overbevist om at han havde fundet sandheden. Nogen tid senere godkendte Jehovas Vidners hovedkontor Charles’ anmodning om at måtte oversætte brochuren til hans modersmål. Da han havde gjort det, modtog han 1000 trykte brochurer og begyndte at dele dem ud. Sådan begyndte sandhedens sædekorn om Jehovas rige at blive spredt i kongeriget Tonga.

PÅ ET kort over det sydlige Stillehav kan man finde Tonga umiddelbart vest for det punkt hvor den internationale datolinje møder den sydlige vendekreds. Den største ø, Tongatapu, ligger omkring 2000 kilometer nordøst for Auckland på New Zealand. Tonga består af 171 øer, hvoraf de 45 er beboet. Den kendte britiske opdagelsesrejsende James Cook kaldte disse isolerede øer for „venskabsøerne“.

Tonga har en befolkning på omkring 106.000 og består af tre øgrupper — de største hedder Tongatapu, Ha’apai og Vava’u. Jehovas Vidner har fem menigheder i området: Tre på den mest folkerige Tongatapugruppe, en på Ha’apai og en på Vava’u. For at kunne hjælpe folk til at blive venner af Gud har Jehovas Vidner et missionærhjem og et oversætterkontor i nærheden af hovedstaden, Nuku’alofa. — Esajas 41:8.

Fra 1930’erne var Charles Vete kendt som et af Jehovas vidner, selv om han først blev døbt i 1964. Andre sluttede sig til ham i forkyndelsesarbejdet, og i 1966 blev der bygget en rigssal med plads til 30. I 1970 blev der oprettet en menighed i Nuku’alofa med 20 forkyndere.

Siden da har man tydeligt kunnet se at disse ord af profeten Esajas er blevet opfyldt på Tongaøerne: „Lad dem tilskrive Jehova herlighed, og lad dem forkynde hans pris på  øerne.“ (Esajas 42:12) Rigets arbejde er fortsat med at have fremgang, og mange er blevet hjulpet til at få et nært forhold til Jehova. Ved områdestævnet i Nuku’alofa i 2003 nåede antallet af stævnedeltagere op på 407, og 5 blev døbt. I 2004 blev mindehøjtiden overværet af 621, hvilket understreger de udsigter der er til vækst.

Øboerne fører et enkelt liv

Der er dog stadig et stort behov for forkyndere i områderne uden for hovedstaden. For eksempel har de 8500 indbyggere på de 16 beboede øer på Ha’apai brug for at høre mere om sandheden fra Bibelen. Øgruppen består hovedsagelig af lavtliggende øer med lange hvide sandstrande og masser af palmer. Havvandet er meget klart og har ofte en sigtbarhed på over 30 meter. Det er en fantastisk oplevelse at svømme mellem koralrev og de mere end hundrede arter af farverige tropiske fisk. Landsbyerne er som regel små. Husene er beskedne, men alligevel bygget til at modstå tropiske cykloner.

Brødfrugt- og mangotræer giver skygge og mad. En stor del af hverdagen går med at indsamle og tilberede mad. Øboerne lever af svinekød og rige mængder fisk. På familieejede jordstykker dyrkes rodfrugter og grøntsager. Citrustræer vokser vildt; kokospalmer og bananplanter findes i store mængder. De lokales viden om hvordan urter, blade, bark og rødder kan bruges medicinsk, bliver givet videre til næste generation.

Øgruppen Ha’apais største aktiv er dog dens venlige befolkning, som harmonerer så godt med de rolige omgivelser. Her fører man et enkelt liv. De fleste kvinder lever af at fremstille kurve, tapa (basttøj) og måtter. Når de tonganske kvinder arbejder, sidder de under et skyggefuldt træ mens de taler, synger og griner sammen. Ofte leger eller sover deres børn eller babyer ved siden af dem. Det er som regel kvinderne der ved lavvande henter skaldyr og andre spiselige havdyr i revene samt den sprøde tang der kan tilberedes som en lækker salat.

For de fleste mænd går dagen med at arbejde i haven, fiske, udskære billeder, bygge både og reparere fiskenet. Mænd, kvinder og børn sejler mellem øerne i små overdækkede fiskerbåde for at besøge slægtninge, tage til lægen, udveksle varer eller sælge dem.

Når ud til fjerne steder

Nogen tid før mindehøjtiden skulle holdes i 2002, ankom to missionærer og to pionerer til disse idylliske omgivelser. Indbyggerne på Ha’apai havde af og til haft besøg af Jehovas Vidner og modtaget læsestof, og nogle havde endda læst Bibelen med dem.

Under besøget ville de fire forkyndere gerne nå tre ting: at uddele bibelsk læsestof, påbegynde bibelkurser i hjemmene og invitere interesserede til Herrens aftensmåltid. Alt dette lykkedes. Syvoghalvfems tog imod invitationen til at overvære højtiden til minde om Jesu død. Nogle af dem kom sejlende i åbne både trods kraftig regn og hård vind. På grund af det dårlige vejr måtte mange overnatte der hvor mindehøjtiden blev holdt, og først rejse hjem den næste dag.

Mindehøjtidens taler havde også sit at kæmpe med. „Jeg behøver ikke at fortælle jer  hvor afskrækkende det er at skulle holde to mindehøjtidsforedrag på et fremmed sprog samme aften,“ mindes missionærbroderen. „I kan nok forestille jer hvor nervøs jeg var. Men bøn var en stor hjælp. Jeg genkaldte mig ord og sætningskonstruktioner som jeg knap vidste at jeg kunne.“

Som følge af at forkynderne plejede interessen på øgruppen Ha’apai, blev to ægtepar fra dette område døbt. Den ene mand viste interesse for forkyndernes publikationer mens han var ved at uddanne sig til præst i den lokale kirke.

Til trods for at denne mand og hans kone var fattige, plejede de at give et betydeligt bidrag når deres navne blev råbt op under den årlige pengeindsamling i kirken. En af forkynderne kom på genbesøg hos ægteparret og bad manden om at åbne sin bibel og læse Første Timoteusbrev 5:8. Her skriver apostelen Paulus: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ Dette bibelske princip rørte mandens hjerte. Det gik op for ham at han ikke kunne dække sin families grundlæggende behov når han gav så store bidrag for at efterkomme kirkens urimelige krav om penge. Ved den næste årlige indsamling i kirken kunne han ikke glemme Første Timoteusbrev 5:8. Selvom han havde penge med i lommen, sagde han modigt til præsten da hans navn blev råbt op, at hans families behov havde førsteprioritet. Som følge heraf blev ægteparret offentligt hånet og skældt ud af kirkens ældste.

Efter at ægteparret havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner, blev de forkyndere af den gode nyhed. Manden siger: „Sandheden fra Bibelen har ændret mig. Jeg er ikke længere urimelig og grov over for min familie. Jeg drikker heller ikke mere for meget. Folk i min landsby kan se den forskel som sandheden har gjort i mit liv. Det er mit ønske at de, ligesom jeg, vil komme til at elske sandheden.“

Båden Quest benyttet i forkyndelsen

Nogle få måneder efter mindehøjtiden i 2002 fragtede en anden båd en uvurderlig last til det fjerne Ha’apai. Den 18 meter lange yacht Quest fra New Zealand sejlede rundt mellem Tongaøerne. Om bord var Gary, Hetty og deres datter Katie. Ni tonganske brødre og søstre og to missionærer var med på to af deres ture. De lokale forkyndere kendte farvandet og hjalp med at navigere båden — nogle gange igennem rev som ikke var indtegnet på søkortet. Men det var ikke kun fornøjelsesture. Passagererne var først og fremmest med for at undervise andre i sandheden fra Bibelen. De besøgte 14 øer som lå spredt over et stort område. På nogle af disse øer var den gode nyhed om Riget aldrig blevet forkyndt.

Hvordan reagerede folk? I de fleste tilfælde blev forkynderne mødt med en kombination af øboernes nysgerrighed, hjertelighed og traditionelle gæstfrihed. Når beboerne forstod formålet med besøget, viste de straks hvor glade de var for det. De forkyndere som besøgte øerne, var ikke et  sekund i tvivl om at øboerne respekterede Guds ord og erkendte deres åndelige behov. — Mattæus 5:3.

Ofte sad forkynderne under tropiske træer omgivet af folk der stillede en masse spørgsmål til Bibelen. Når det blev mørkt, fortsatte de bibelske samtaler i folks hjem. På en af øerne råbte nogle til forkynderne da de tog af sted: „Rejs ikke fra os! Hvem skal besvare vores spørgsmål når I er væk?“ En af forkynderne sagde: „Det var altid svært at rejse fra så mange der hungrer efter sandheden. Der er blevet sået rigtig mange sandhedskorn.“ Da Quest lagde til ved en af øerne, bemærkede forkynderne at alle gik i sørgeklæder. Konen til byens øverste var lige død. Han takkede personligt brødrene for at de var kommet med et trøstende budskab fra Bibelen.

Ved nogle af øerne var det ikke nemt at lægge til. Hetty fortæller: „Ved en af øerne var det svært at finde et sted at lægge til fordi kysten kun bestod af klipper der ragede en meter eller mere op af vandet. For at komme ind til land måtte vi sejle i vores lille gummibåd. Vi kastede først vores tasker ind til de mange villige som stod på land. Når gummibåden var tæt på klippeafsatsen, hoppede vi ud inden båden sank ned i en bølgedal og blev ført ud på havet igen.

Ikke alle om bord var dog søstærke. Efter to ugers sejlads skrev skipperen om hjemturen til hovedøen, Tongatapu: „Vi har en sejltur på 18 timer foran os. Vi kan ikke gøre det i ét stræk på grund af dem der er søsyge. Vi er glade for at vende hjemad, men også meget kede af at efterlade mange som nu har hørt budskabet om Riget. Vi overlader dem til Jehovas omsorg, og vi er sikre på at hans hellige ånd og engle vil hjælpe dem til at vokse åndeligt.“

Lovende udsigter

Cirka et halvt år efter at Quest havde besøgt Ha’apai, fik to specialpionerer, Stephen og Malaki, til opgave at forkynde på denne øgruppe. Her sluttede de sig til de to ægtepar som for nylig var blevet døbt, og sammen underviser de andre i Bibelen. De har interessante samtaler om lærespørgsmål, og forkynderne gør god brug af Bibelen.

Den 1. december 2003 blev der oprettet en menighed på Ha’apai, den femte på Tonga. Mange af dem der overværer møderne, er børn. De har lært at lytte opmærksomt. De sidder stille og er ivrige efter at svare ved de punkter som kræver deltagelse fra salen. Kredstilsynsmanden skrev: „[Børnenes] store kendskab til Min bibelhistoriebog viser at forældrene tager deres ansvar om at indprente sandheden fra Bibelen i deres børn alvorligt.“ Der er ingen tvivl om at endnu flere på disse øer vil blive venner af Jehova.

Da Charles Vete for over 70 år siden oversatte brochuren Hvor er de døde? til sit modersmål, tonga, vidste han ikke at Rigets sæd ville slå rod i så mange af hans landsmænds hjerter. Fra disse små begyndelser er Jehova fortsat med at velsigne den stadig voksende udbredelse af den gode nyhed på dette hjørne af jorden. I dag kan det virkelig siges at Tonga er en af de afsidesliggende øer der ’håber på’ Jehova. (Salme 97:1; Esajas 51:5) På disse „venskabsøer“ er der nu mange venner af Jehova.

[Illustration på side 8]

Charles Vete, 1983

[Illustration på side 9]

Tapafremstilling

[Illustration på side 10]

Båden Quest blev benyttet til at bringe den gode nyhed ud til Tongaøerne

[Illustration på side 11]

Oversætterholdet, Nuku’alofa

[Kildeangivelser på side 9]

Tapafremstilling: © Jack Fields/CORBIS; baggrundsbilleder på side 8 og 9 og fiskeri: © Fred J. Eckert