Livsberetning

Besluttede på at tjene Jehova

FORTALT AF RAIMO KUOKKANEN

I 1939 brød Anden Verdenskrig ud i Europa, og Sovjetunionen angreb mit hjemland, Finland. Min far drog i krig sammen med den finske hær. Snart begyndte russiske krigsfly at bombe byen hvor vi boede, så min mor sendte mig hen til min mormor, hvor jeg kunne bo i mere trygge omgivelser.

I 1971 tjente jeg som missionær i Uganda i Østafrika. En dag jeg forkyndte fra hus til hus, kom en masse skræmte mennesker løbende forbi mig. Jeg hørte skud og begyndte at løbe hjemad. Skudvekslingen kom tættere på, så jeg sprang ned i en grøft langs vejen. Jeg måtte kravle resten af vejen hjem med kuglerne flyvende om ørerne.

Jeg kunne ikke slippe væk fra Anden Verdenskrig, men hvorfor valgte min kone og jeg så at slå os ned i Østafrika, hvor vi risikerede liv og lemmer? Svaret på det spørgsmål er nært forbundet med vores beslutning om at tjene Jehova.

Beslutsomheden plantes i mit hjerte

Jeg er født i 1934 i den finske hovedstad, Helsinki. Min far var maler, og en dag var han henne på Jehovas Vidners afdelingskontor i forbindelse med noget arbejde. Forkynderne på afdelingskontoret fortalte ham om de kristne møder. Da han kom hjem, snakkede han med min mor om disse møder. Hun begyndte  dog ikke at overvære dem på det tidspunkt. Senere kom hun til at drøfte bibelske spørgsmål med en kollega der var et af Jehovas Vidner. Min mor tog hurtigt det hun lærte, til sig, og i 1940 blev hun døbt som et af Jehovas Vidner.

Kort forinden var jeg flyttet ud til min mormor på landet for at bo dér mens krigen rasede. Fra Helsinki begyndte min mor at skrive til sin mor og lillesøster om Jehovas Vidners tro. De blev begge interesserede og fortalte det de lærte, til andre. Rejsende repræsentanter for Jehovas Vidner besøgte min mormor og opmuntrede os, men jeg var endnu ikke besluttet på at tjene Jehova.

Min teokratiske oplæring begynder

Da krigen sluttede i 1945, kom jeg tilbage til Helsinki, og min mor begyndte at tage mig med til Jehovas Vidners møder. Nogle gange tog jeg dog i biografen i stedet for. Mor plejede så at fortælle mig om det foredrag hun havde hørt ved mødet, og hun sagde altid: Harmagedon er meget nær! Jeg nåede frem til samme erkendelse og begyndte efterhånden at komme fast til møderne. I trit med at min værdsættelse af Bibelens sandheder blev større, fik jeg også mere lyst til at være med i alle menighedens aktiviteter.

Jeg var især begejstret for kreds- og områdestævnerne. Da jeg i 1948 var på sommerferie hos min mormor, overværede jeg et områdestævne der blev holdt i nærheden. En af mine venner skulle døbes ved stævnet, og han opfordrede mig til også at blive det. Jeg havde ikke badebukser med, men han foreslog at jeg kunne låne hans når han var blevet døbt. Det gik jeg med til, og jeg blev døbt den 27. juni 1948, 13 år gammel.

Efter stævnet fortalte nogle venner min mor at jeg var blevet døbt. Da vi mødtes igen, spurgte hun mig hvorfor jeg havde taget et så alvorligt skridt uden først at have talt med hende. Jeg forklarede at jeg forstod grundsandhederne i Bibelen og vidste at jeg skulle stå Jehova til ansvar for mine handlinger.

Min beslutsomhed bliver større

Brødrene i menigheden hjalp mig til at blive mere besluttet på at tjene Jehova. De fulgtes med mig fra hus til hus og gav mig opgaver ved møderne næsten hver uge. (Apostelgerninger 20:20) Jeg holdt mit første offentlige foredrag allerede som 16-årig. Kort efter blev jeg udnævnt til bibelstudietjener i vores menighed. Al denne åndelige aktivitet modnede mig, men jeg måtte alligevel kæmpe med menneskefrygt.

Dengang averterede vi det offentlige foredrag ved områdestævnet med store skilte. Hvert skilt bestod af to plakater der var sat sammen med stropper som kunne hænges over skuldrene sådan at man havde en plakat foran og en plakat bagpå. Derfor blev de kaldt sandwichplakater.

Jeg kan huske engang jeg stod på et stille gadehjørne med min sandwichplakat. Pludselig så jeg en gruppe af mine klassekammerater komme gående lige imod mig. De blikke de sendte mig, gjorde mig helt flov. Jeg bad til Jehova om mod og blev stående urokkeligt med skiltet. At overvinde menneskefrygt forberedte mig på den noget større prøve — at bevare min kristne neutralitet.

Senere fik jeg sammen med andre unge Jehovas Vidner en indkaldelsesordre til militæret. Vi mødte op på militærbasen som vi var blevet bedt om, men nægtede respektfuldt at tage uniformen på. Folkene på basen holdt os i forvaring, og ikke længe efter blev vi hver idømt seks måneders fængsel. Vi sad også i fængsel i de otte måneder vi skulle have gjort tjeneste ved militæret. Så vi var alt i alt fængslet i 14 måneder på grund af vores neutrale standpunkt.

I fængselsbarakkerne mødtes vi hver dag for at drøfte Bibelen. I løbet af fængselsopholdet læste mange af os hele Bibelen igennem  to gange. Da vi havde udstået vores straf, forlod de fleste af os fængselet mere besluttede end nogen sinde på at tjene Jehova. Mange fra denne gruppe unge forkyndere tjener Jehova trofast den dag i dag.

Efter fængselstiden tog jeg tilbage og boede hos mine forældre. Der gik ikke lang tid før jeg lærte Veera at kende, en nidkær, nydøbt søster. Vi blev gift i 1957.

En aften der ændrede vores liv

En aften vi besøgte nogle ansvarshavende brødre fra afdelingskontoret, spurgte en af dem om ikke vi havde lyst til at begynde i kredstjenesten. Vi bad hele natten og ringede så til afdelingskontoret og tog imod opgaven. Heltidstjenesten betød at jeg måtte vinke farvel til mit vellønnede job, men vi var besluttede på at sætte Riget først i livet. Jeg var 23, og Veera var 19 da vi i december 1957 begyndte i rejsetjenesten. I tre år havde vi den glæde at besøge og opmuntre Guds folks menigheder i Finland.

Sidst i 1960 modtog jeg en indbydelse til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead i Brooklyn, New York. Tre af os fra Finland skulle overvære et særligt timåneders kursus i at føre tilsyn med et afdelingskontor. Vores koner blev tilbage og arbejdede på afdelingskontoret i Finland.

Umiddelbart inden afslutningen af kurset blev jeg bedt om at møde op hos Nathan H. Knorr, som på det tidspunkt førte tilsyn med Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde. Broder Knorr tilbød min kone og mig et missionærdistrikt i Republikken Malagasy, i dag kendt som Madagaskar. Jeg skrev et brev til Veera hvori jeg spurgte hvad hun mente om den opgave, og hun svarede ja med det samme. Da jeg kom tilbage til Finland, begyndte vi straks at træffe forberedelser til livet i Madagaskar.

Glæder og skuffelser

I januar 1962 fløj vi til Antananarivo, landets hovedstad, iført pelshuer og store varme frakker, for det var vinter da vi rejste fra Finland. I Madagaskars tropiske varme fandt vi hurtigt ud af at klæde os anderledes. Vores første missionærhjem var et lille hus med ét soveværelse. Der boede i forvejen et andet missionærpar, så Veera og jeg sov på verandaen.

Vi begyndte at lære fransk, som er et officielt sprog i Madagaskar. Det var ikke så let, for vi havde ikke det samme modersmål som vores lærer, søster Carbonneau. Hun lærte os fransk ved hjælp af engelsk, men Veera kunne ikke tale engelsk, så jeg oversatte det søster Carbonneau sagde, til finsk for Veera. Vi fandt snart ud af at Veera bedre kunne forstå tekniske betegnelser på svensk, så jeg forklarede den franske grammatik for hende på svensk. Vi gjorde hurtigt gode fremskridt med det franske og begyndte at studere det lokale sprog, malagassisk.

Mit første bibelstudium i Madagaskar var med en mand der kun talte malagassisk. Jeg slog skriftstederne op i min finske bibel, og så ledte vi efter de samme vers i hans bibel, der var på malagassisk. Jeg  havde ikke de store muligheder for at forklare skriftstederne for ham, men de bibelske sandheder slog hurtigt rod i mandens hjerte, og han gjorde fremskridt og blev døbt.

I 1963 besøgte Milton G. Henschel fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn Madagaskar. Kort efter blev der oprettet et nyt afdelingskontor i landet, og jeg blev udnævnt til landstjener. Jeg fortsatte dog som kreds- og områdetilsynsmand. Jehova velsignede os rigt i denne periode. Fra 1962 til 1970 steg forkyndertallet i Madagaskar fra 85 til 469.

En dag i 1970 da vi kom hjem efter at have været ude at forkynde, sad der en seddel på vores dør hvorpå der stod at alle Jehovas Vidners missionærer skulle melde sig på indenrigsministerens kontor. Da vi mødte op, fortalte en embedsmand at regeringen havde beordret os til straks at forlade landet. Jeg spurgte hvilken forbrydelse jeg havde begået som krævede at jeg skulle udvises, men embedsmanden sagde: „Monsieur Kuokkanen, De har ikke gjort noget galt.“

„Vi har været her i otte år,“ sagde jeg. „Det her er vores hjem. Vi kan ikke bare rejse uden videre.“ Trods vores bestræbelser måtte alle missionærerne rejse inden for en uge. Afdelingskontoret lukkede, og et lokalt Jehovas vidne skulle føre tilsyn med arbejdet. Inden vi forlod vores kære brødre i Madagaskar, fik vi tildelt et nyt distrikt. Vi skulle til Uganda.

Vi begynder på en frisk

Få dage efter afrejsen fra Madagaskar ankom vi til Kampala, Ugandas hovedstad. Vi gik straks i gang med at lære luganda, et smukt sprog der kan lyde som sang, men som er meget svært at lære. Nogle af de andre missionærer hjalp Veera med først at lære engelsk, et sprog vi også kunne bruge i forkyndelsen.

Kampalas varme, fugtige klima tog hårdt på Veeras helbred. Så vi fik til opgave at tjene i Mbarara, en by i Uganda med et mere tempereret klima. Vi var de første forkyndere i området, og den første dag vi var i forkyndelsen, blev vi velsignet med en god oplevelse. Jeg stod og snakkede med en mand inde i hans hus da hans  kone kom ud fra køkkenet. Hendes navn var Margaret, og hun lyttede til hvad jeg havde at sige. Veera begyndte at studere med Margaret, som gjorde gode åndelige fremskridt. Hun blev døbt og var en nidkær forkynder af Riget.

Gadekampe

I 1971 udbrød der borgerkrig i Uganda. En dag var der kampe lige uden for missionærhjemmet i Mbarara. Det var her jeg oplevede det som blev beskrevet i begyndelsen af artiklen.

Veera befandt sig allerede på missionærhjemmet da jeg kom hjem efter at have kravlet et langt stykke i grøften, i skjul for soldaterne. Vi barrikaderede os i en „fæstning“ af madrasser og møbler i et hjørne af huset. Vi blev inden døre i en uge og lyttede til nyhederne i radioen. Nogle gange kunne vi høre projektiler der ramte huset, og vi krøb sammen inde i vores fæstning. Soldaterne måtte ikke opdage at vi befandt os i huset, så vi tændte ikke lys om aftenen eller om natten. På et tidspunkt kom nogle af dem hen til hoveddøren og råbte. Vi rørte os ikke, men bad stille til Jehova. Da kampene var forbi, kom naboerne og takkede os for at de havde overlevet. De var overbeviste om at Jehova havde beskyttet os alle, og det var vi også.

Forholdene var rolige indtil en morgen hvor vi hørte i radioen at regeringen i Uganda havde forbudt Jehovas Vidner. Nyhedsoplæseren sagde at alle Jehovas Vidner skulle vende tilbage til deres tidligere religion. Jeg gik til myndighederne og talte vores sag, men det var håbløst. Derefter henvendte jeg mig på præsident Idi Amins kontor og bad om at få en aftale med ham. Receptionisten sagde at præsidenten havde travlt. Jeg vendte tilbage mange gange, men kom aldrig til at tale med ham. Til sidst, i juli 1973, var vi nødt til at forlade Uganda.

Ét år bliver til ti

Vi forlod vores kære brødre i Uganda med samme sorg som da vi blev udvist af Madagaskar. Inden vi tog videre til vores næste opgave, som var i Senegal, besøgte vi Finland. Mens vi var dér, blev vores tildeling i Afrika annulleret, og vi skulle blive i Finland. Det lod til at vores tid som missionærer var forbi. I Finland tjente vi som specialpionerer, og senere begyndte vi i kredstjenesten igen.

I 1990 var modstanden mod vores arbejde i Madagaskar blevet væsentlig mindre, og hovedkontoret i Brooklyn spurgte os til vores store overraskelse om vi ville tage dertil i et år. Det ville vi gerne, men der var to ting der holdt os tilbage. Min aldrende far havde brug for pleje, og Veera havde stadig problemer med helbredet. Min fars død i november 1990 berørte mig meget. Veeras helbred blev til gengæld bedre, og det gav os håb om at kunne genoptage missionærtjenesten. Vi rejste tilbage til Madagaskar i september 1991.

Vores opgave i Madagaskar var planlagt til et år, men den varede i ti. På de år steg antallet af forkyndere fra 4000 til 11.600. Jeg holdt utrolig meget af missionærtjenesten. Men nogle gange kunne jeg godt blive mismodig. Jeg spekulerede på om jeg overså min kones fysiske og følelsesmæssige behov. Jehova gav os begge styrke til at fortsætte. I 2001 vendte vi så tilbage til Finland og har tjent på det finske afdelingskontor siden da. Vores nidkærhed for Riget brænder endnu, og Afrika har stadig en stor plads i vores hjerte. Vi er besluttede på at gøre Jehovas vilje hvor end han sender os hen. — Esajas 6:8.

[Kort på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

FINLAND

EUROPA

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AFRIKA

MADAGASKAR

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AFRIKA

UGANDA

[Illustration på side 14]

På vores bryllupsdag

[Illustrationer på side 14, 15]

Fra kredstjenesten i Finland, 1960 . . .

. . . til missionærtjenesten i Madagaskar, 1962

[Illustration på side 16]

Veera og mig i dag