’De sammenkaldte Sanhedrinet’

YPPERSTEPRÆSTEN og de jødiske ledere var i vildrede med hvad de skulle gøre. Hvilke skridt kunne de tage for at dæmpe det røre der var opstået omkring Jesus Kristus? Det var lykkedes dem at få Jesus henrettet, men nu var hans disciple i gang med at fortælle folk i hele Jerusalem om hans opstandelse. Hvordan kunne de bringes til tavshed? For at kunne træffe en afgørelse sammenkaldte ypperstepræsten og hans hjælpere Sanhedrinet, det jødiske folks øverste domstol. — Apostelgerninger 5:21.

På det tidspunkt var den romerske landshøvding Pontius Pilatus den øverste myndighed i Israel. Hvordan var forholdet mellem Sanhedrinet og Pilatus? Hvilke embedsområder havde de hver især? Hvordan var Sanhedrinet sammensat? Og hvordan fungerede det?

Sanhedrinets tilblivelse

Det græske ord der oversættes med „sanhedrin“, betyder bogstaveligt „en sidden sammen med“. Det var et almindeligt ord for en rådsforsamling eller et møde. I jødisk tradition sigtede det sædvanligvis til en religiøs domstol.

De der nedskrev Talmud, som blev samlet i århundrederne efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t., omtalte Sanhedrinet som værende af gammel oprindelse. De forestillede sig at det altid havde bestået af lærde som samledes for at drøfte punkter i den jødiske lov, og de hævdede at det blev oprettet dengang Moses udvalgte  70 af folkets ældste til at hjælpe sig med at lede Israel. (4 Mosebog 11:16, 17) Historikere er ikke enige i dette synspunkt. De siger at det først var da Israel kom under persisk herredømme, at der opstod noget der mindede om Sanhedrinet i det første århundrede. Historikere hævder også at talmudisternes opfattelse af denne forsamling som et lærd akademi svarer bedre til de rabbinske rådsforsamlinger i det andet og tredje århundrede end til Sanhedrinet i det første. Hvornår opstod Sanhedrinet da?

Bibelen viser at de landflygtige der vendte tilbage fra Babylon til Juda i 537 f.v.t., havde en jødisk administration over sig. De fyrster, ældste, fornemme og landsfogeder som Nehemias og Ezra nævner, udgjorde muligvis kimen til Sanhedrinet, der opstod senere. — Ezra 10:8; Nehemias 5:7.

I perioden fra De Hebraiske Skrifter blev fuldført, til Mattæusevangeliet blev skrevet, kom jøderne ud for mange vanskeligheder. I 332 f.v.t. blev Judæa erobret af Alexander den Store. Efter Alexanders død blev Judæa underlagt to af de græske riger som opstod af hans verdensrige — først det ptolemæiske og siden det seleukidiske. I beretninger fra tiden under det seleukidiske herredømme, som begyndte i 198 f.v.t., finder vi den første omtale af et jødisk senat. Denne rådsforsamling havde sandsynligvis begrænsede magtbeføjelser, men den gav jøderne noget der lignede et selvstyre.

I 167 f.v.t. forsøgte den seleukidiske konge Antiochos IV Epifanes at hellenisere jøderne. Han vanhelligede templet i Jerusalem ved at ofre et svin på alteret til guden Zeus. Det førte til en opstand hvor makkabæerne gjorde sig fri af det seleukidiske herredømme og oprettede det hasmonæiske dynasti. * Samtidig fik de skriftlærde og farisæerne — lederne af de folkemasser der støttede opstanden — større og større magt inden for statsadministrationen, på præsteklassens bekostning.

Sanhedrinet som skildres i De Græske Skrifter, var begyndt at tage form. Med tiden blev det et nationalt administrativt organ og øverste instans for fortolkningen af jødisk lov.

Magtbalancen

I det første århundrede havde Rom herredømmet over Judæa, men jøderne havde en vis grad af frihed. Romerne fulgte den politik at tillade deres undertvungne nationer at udøve et betydeligt mål af selvstyre. De romerske myndigheder blandede sig derfor ikke i de lokale domstoles opgaver og de spørgsmål der havde med kulturelle forskelle at gøre. Romernes hensigt var at fremme freden og de undertvungne provinsers loyalitet ved at lade dem følge deres egne skikke og ved at give dem vidtgående selvstyre. Bortset fra at romerne opkrævede skatter og udnævnte og afsatte ypperstepræsten, Sanhedrinets retspræsident, blandede de sig ikke i jødernes anliggender medmindre Roms overhøjhed og interesser blev truet. Som det fremgår af retssagen mod Jesus, lader det til at Rom forbeholdt sig retten til at idømme dødsstraf. — Johannes 18:31.

 Sanhedrinet administrerede altså de fleste af jødernes indre anliggender. Det rådede over betjente og havde magt til at anholde folk. (Johannes 7:32) Mindre forbrydelser og civile sager blev behandlet af lavere retsinstanser uden romersk indblanding. Hvis de lavere instanser ikke kunne nå frem til en afgørelse i en bestemt sag, blev den forelagt Sanhedrinet, som traf den endelige afgørelse.

For at bevare sin myndighed måtte Sanhedrinet sikre ro og orden i landet og støtte det romerske styre. Men hvis romerne havde mistanke om at der var blevet begået politiske lovovertrædelser, greb de ind og gjorde hvad de fandt nødvendigt. Et eksempel på det var arrestationen af apostelen Paulus. — Apostelgerninger 21:31-40.

Sanhedrinets medlemmer

Sanhedrinet havde 71 medlemmer — ypperstepræsten og 70 af landets fremtrædende mænd. På romernes tid bestod det af fornemme mænd tilknyttet præsteskabet (hovedsagelig saddukæere), ikkepræstelige aristokrater og skriftlærde af farisæernes parti. Sanhedrinet domineredes af det præstelige aristokrati, der blev støttet af ansete lægfolk. * Saddukæerne var konservative, mens farisæerne, der almindeligvis ikke var af adelig herkomst, var liberale og havde stor indflydelse på folket. Ifølge historikeren Josefus blev farisæernes krav kun modvilligt imødekommet af saddukæerne. Da Paulus engang forsvarede sig over for Sanhedrinet, udnyttede han den omstændighed at disse to grupper rivaliserede med hinanden og var uenige i læremæssige spørgsmål. — Apostelgerninger 23:6-9.

Eftersom Sanhedrinet hovedsagelig bestod af aristokrater, er det sandsynligt at medlemskab var permanent, og at ledige poster blev besat af personer som blev udnævnt af de eksisterende medlemmer. Ifølge Misjna skulle nye medlemmer være „præster, levitter eller israelitter hvis døtre har lov til at gifte sig med præster“, det vil sige israelitter som kunne fremvise et slægtsregister der stadfæstede deres jødiske afstamning. Eftersom den øverste domstol havde opsyn med domstolene i hele landet, er det rimeligt at slutte at mænd der havde skabt sig et navn ved de lavere retsinstanser, kunne blive forfremmet og få en plads i Sanhedrinet.

Jurisdiktion og myndighed

Jøderne havde stor respekt for Sanhedrinet, og dommerne i de lavere retsinstanser var forpligtede til, under dødsstraf, at acceptere dets afgørelser. Sanhedrinet beskæftigede sig især med præsternes kvalifikationer og spørgsmål angående Jerusalem, byens tempel og tilbedelsen ved templet. Strengt taget havde Sanhedrinet kun jurisdiktion over Judæa. Men eftersom denne domstol blev betragtet som den øverste autoritet hvad angik fortolkningen af Moseloven, havde den stor indflydelse på de jødiske samfund overalt i verden. Det var for eksempel ypperstepræsten og hans råd der gav lederne af synagogerne i Damaskus besked på at samarbejde om at arrestere Kristi disciple. (Apostelgerninger 9:1, 2; 22:4, 5; 26:12) Og jøder der besøgte Jerusalem for at fejre højtiderne, bragte formentlig oplysninger om Sanhedrinets afgørelser med sig tilbage når de tog hjem.

Ifølge Misjna havde Sanhedrinet den suveræne beføjelse til at afgøre spørgsmål af national betydning, tage sig af dommere der trodsede dets afgørelser, og afsige dom over falske profeter. Ved denne domstol stod Jesus og Stefanus anklaget for at være gudsbespottere, Peter og Johannes for at have øvet undergravende virksomhed, og Paulus for at have vanhelliget templet. — Markus 14:64; Apostelgerninger 4:15-17; 6:11; 23:1; 24:6.

Rettergang over Jesus og hans disciple

Sanhedrinet samledes hver dag fra tiden for morgenofferet indtil aftenofferet, dog ikke på sabbatter og højtidsdage. Retsmøder blev kun holdt om dagen. Eftersom dødsdomme først  blev afsagt dagen efter at retsmødet var blevet holdt, måtte sådanne sager ikke behandles aftenen før en sabbat eller højtid. Vidner fik strenge formaninger om alvoren i at være medvirkende til at forårsage et uskyldigt menneskes død. Retssagen mod Jesus der blev holdt i Kajfas’ hjem, og domsafsigelsen af ham fandt sted natten før en højtid og var således ulovlig. Og hvad værre var, dommerne søgte selv at finde falske vidner og overtalte Pilatus til at befale at Jesus skulle henrettes. — Mattæus 26:57-59; Johannes 11:47-53; 19:31.

Ifølge Talmud skulle dommere i sager der kunne medføre dødsstraf, gøre hvad de kunne for at beskytte den tiltalte mens sagen blev grundigt behandlet. Men ligesom Jesus fik Stefanus ikke en sådan rettergang. Stefanus’ forsvarstale over for Sanhedrinet medførte at han blev stenet til døde af en pøbelsværm. Apostelen Paulus ville sandsynligvis også være blevet dræbt under lignende omstændigheder hvis ikke romerne havde grebet ind. Nogle af dommerne i Sanhedrinet havde faktisk lagt råd op om at dræbe ham. — Apostelgerninger 6:12; 7:58; 23:6-15.

Der var dog i det mindste nogle få medlemmer af Sanhedrinet som syntes at være retlinede. En ung jødisk leder som talte med Jesus, kan have været medlem af Sanhedrinet. Selvom mandens velstand var en hindring for ham, må han have haft nogle gode egenskaber eftersom Jesus opfordrede ham til at følge sig. — Mattæus 19:16-22; Lukas 18:18, 22.

Grunden til at Nikodemus, „en af jødernes ledere“, opsøgte Jesus i ly af mørket, kan have været frygt for hvad hans meddommere ville tænke. Alligevel forsvarede han Jesus over for Sanhedrinet ved at spørge: „Vor lov dømmer vel ikke et menneske uden at den først har hørt ham og har fået at vide hvad han laver?“ Senere, da Jesu legeme skulle beredes til begravelse, kom Nikodemus med „en rulle myrra og aloe“. — Johannes 3:1, 2; 7:51, 52; 19:39.

Et andet medlem af Sanhedrinet, Josef fra Arimatæa, bad modigt Pilatus om Jesu legeme, som han lagde i sin egen nye grav. Josef „ventede på Guds rige“, men hans frygt for jøderne hindrede ham i at træde frem som en af Jesu disciple. Til hans forsvar kan det dog siges at han ikke stemte for Sanhedrinets plan om at få Jesus dræbt. — Markus 15:43-46; Mattæus 27:57-60; Lukas 23:50-53; Johannes 19:38.

Gamaliel, som også var medlem af Sanhedrinet, gav sine meddommere det kloge råd at lade Jesu disciple være. Han sagde: „Ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ (Apostelgerninger 5:34-39) Hvad var det der forhindrede den øverste domstol i at erkende at Gud var med Jesus og hans disciple? Frem for at anerkende Jesu mirakler sagde Sanhedrinet: „Hvad skal vi gøre, for dette menneske gør mange tegn? Hvis vi lader ham fortsætte således, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort sted og vor nation.“ (Johannes 11:47, 48) Det var magtbegær der fik jødernes øverste domstol til at bøje retten. Og i stedet for at glæde sig over at Jesu disciple helbredte folk, blev de religiøse ledere ’fyldt af skinsyge’. (Apostelgerninger 5:17) Som dommere burde de have været gudfrygtige og redelige, men de fleste af dem var korrupte og uærlige. — 2 Mosebog 18:21; 5 Mosebog 16:18-20.

Guds dom

Til sidst forkastede Jehova den jødiske nation som sit udvalgte folk. Det skyldtes at israelitterne ikke havde adlydt hans lov og havde forkastet Messias. I år 70 ødelagde romerne Jerusalem og dets tempel. Hele den jødiske ordning blev dermed bragt til ophør, og sanhedrinet sluttelig sat ud af spillet.

Jehovas udnævnte Dommer, Jesus Kristus, vil afgøre om nogle af Sanhedrinets medlemmer fra det første århundrede er værdige til at få en opstandelse, og hvem af dem der har syndet imod den hellige ånd. (Markus 3:29; Johannes 5:22) Vi kan være sikre på at Jesus vil være fuldkommen retfærdig i sin bedømmelse. — Esajas 11:3-5.

[Fodnoter]