Livsberetning

Med Jehovas hjælp overlevede vi totalitære regimer

Fortalt af Henryk Dornik

JEG blev født i 1926. Mine forældre var nidkære katolikker, og de boede i Ruda Śląska, en mineby i nærheden af Katowice i det sydlige Polen. De opdragede os børn — min storebror, Bernard, mine to yngre søstre, Róża og Edyta, og mig — til at bede, til at gå i kirke og til at skrifte.

Vi lærer sandheden fra Bibelen at kende

En dag i januar 1937, da jeg var ti, kom min far glædestrålende hjem. Med sig havde han en stor, tyk bog som han havde fået af Jehovas Vidner. „Børn, se hvad jeg har — De Hellige Skrifter!“ sagde han. Jeg havde aldrig før set en bibel.

Den katolske kirke havde i mange år haft stor indflydelse på befolkningen i Ruda Śląska og omegn. Præsterne var gode venner med mineejerne og forlangte at minearbejderne og deres familie adlød kirken i alt. Hvis en minearbejder ikke kom til messe eller nægtede at skrifte, blev han betragtet som en vantro og kunne forvente at blive bortvist fra minen. Eftersom min far var i kontakt med Jehovas Vidner, varede det ikke længe før han også var i fare for at miste sit arbejde. Men da en præst besøgte os derhjemme, afslørede min far hans religiøse hykleri for øjnene af alle. Præsten blev flov og ønskede ikke flere vanskeligheder, så min far undgik at blive fyret.

Jeg overværede min fars konfrontation med præsten, og det bestyrkede mig i min beslutning om at lære Bibelen at kende. Jeg  kom til at elske Jehova og opdyrkede et personligt forhold til ham. Få måneder efter min fars samtale med præsten overværede vi højtiden til minde om Kristi død. Her blev min far introduceret for en gruppe på 30 med ordene: „Her er en Jonadab.“ Jeg fandt snart ud af at ’jonadab’erne’ var kristne med et jordisk håb, og at de ville vokse i antal. * — 2 Kongebog 10:15-17.

„Unge mand, ved du hvad dåben betyder?“

Efter at min far havde taget imod sandheden, holdt han op med at drikke og blev en god ægtemand og far. Alligevel delte min mor ikke hans religiøse synspunkter, og hun plejede at sige at hun ville foretrække at han opførte sig som før og forblev katolik. Under den anden verdenskrig lagde hun imidlertid mærke til at de præster der før havde bedt om at Polen måtte sejre over de invaderende tyskere, nu bad takkebønner for Hitlers sejre! Senere, i 1941, sluttede mor sig til os andre og begyndte at tjene Jehova.

Inden det tidspunkt havde jeg givet udtryk for at jeg gerne ville symbolisere min indvielse til Gud ved at lade mig døbe. De ældste i menigheden mente dog at jeg var for ung og sagde at jeg måtte vente. Men den 10. december 1940 havde Konrad Grabowy (en trofast broder som senere døde i koncentrationslejr) alligevel et diskret interview med mig i en lille lejlighed. Han stillede mig fem spørgsmål, og da han var tilfreds med mine svar, døbte han mig. Et af spørgsmålene var: „Unge mand, ved du hvad dåben betyder?“ Et andet lød: „Nu da der er krig, er du så klar over at du snart må afgøre om du vil være trofast over for Hitler eller over for Jehova, og at din beslutning kan koste dig livet?“ Jeg svarede uden tøven „ja“.

Forfølgelsen begynder

Hvorfor stillede Konrad Grabowy lige netop disse spørgsmål? Den tyske hær havde invaderet Polen i 1939, og fra da af blev vores tro og loyalitet sat på en hård prøve. For hver dag der gik, blev situationen mere og mere anspændt, og vi hørte om brødre og søstre der var blevet arresteret, deporteret og sendt i fængsel eller koncentrationslejr. Snart blev det vores tur til at udholde lignende prøver.

Nazisterne ville gerne gøre de unge — også os fire børn — til ivrige fortalere for Det Tredje Rige. Eftersom vores forældre flere gange havde nægtet at underskrive en liste der hed Volkslist (en liste over dem der var eller gerne ville være tyske statsborgere), fratog man dem forældreretten over os børn. Far blev sendt til koncentrationslejren i Auschwitz. I februar 1944 kom min bror og jeg på en opdragelsesanstalt i Grodków (Grottkau) i nærheden af Nysa, og vores søstre blev sendt til et katolsk kloster i Czarnowąsy (Klosterbrück) tæt ved Opole. Ifølge myndighederne var målet at få os børn til at forkaste „vores forældres forræderiske synspunkter“. Mor blev ladt alene tilbage derhjemme.

I gården på opdragelsesanstalten blev der hver morgen hejst et hagekorsflag, og vi blev beordret til at hæve højre hånd, hilse flaget og sige „Heil Hitler“. Det var en svær trosprøve, men Bernard og jeg stod fast og nægtede at gå på kompromis. Det førte til at vi blev gennembanket på grund af en „respektløs“ opførsel. De efterfølgende forsøg på at få os til at miste modet mislykkedes også, og til sidst gav SS-vagterne os et ultimatum: „Enten underskriver I deklarationen om loyalitet overfor den tyske stat og melder jer til Wehrmacht [den tyske værnemagt] eller også bliver I sendt i koncentrationslejr.“

 I august 1944 anbefalede myndighederne officielt at vi blev sendt til en koncentrationslejr. De sagde: „Det er umuligt at overtale dem til noget som helst. De glæder sig over deres martyrium. Deres oprørske indstilling er en trussel mod hele opdragelsesanstalten.“ Jeg nærede ikke noget ønske om at blive martyr, men jeg glædede mig over at jeg modigt og med værdighed kunne lide på grund af min loyalitet over for Jehova. (Apostelgerninger 5:41) Jeg ville aldrig have kunnet udholde alt det jeg snart skulle komme ud for, i egen kraft. Men mine inderlige bønner drog mig nærmere til Jehova, og han svigtede mig aldrig. — Hebræerne 13:6.

I koncentrationslejren

Snart efter blev jeg bragt til Gross-Rosen koncentrationslejr i Schlesien. Jeg fik tildelt et fangenummer og en lilla trekant så man kunne se at jeg var et af Jehovas Vidner. Derefter gav SS-vagterne mig et tilbud. Jeg kunne blive løsladt fra lejren og endda blive officer i den nazistiske hær, men på én betingelse. „Du må fornægte Bibelstudenternes synspunkter, som strider mod Det Tredje Rige.“ Ingen af de andre fanger fik et lignende tilbud. Det var kun Jehovas Vidner der havde mulighed for at komme ud af koncentrationslejrene. Men — ligesom tusinder af andre — afslog jeg blankt dette „privilegium“. Til det sagde vagterne: „Se godt på skorstenen ved krematoriet. Tænk alvorligt over det, ellers bliver det gennem den skorsten du opnår din frihed.“ Jeg afslog klart og utvetydigt igen, og i det samme mærkede jeg at jeg blev fyldt med „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:6, 7.

Jeg bad til Jehova om jeg måtte komme i kontakt med mine trosfæller i lejren, og det sørgede han for. Blandt de trofaste brødre i lejren var Gustaw Baumert som blidt og kærligt tog sig af mig. Jehova viste sig i sandhed at være „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. — 2 Korinther 1:3.

Nogle få måneder senere tvang den russiske hærs fremrykning nazisterne til hurtigt at evakuere lejren. Mens vi gjorde os klar til at tage af sted, besluttede vi brødre — med risiko for at miste livet — at vi ville tage hen til kvindernes barakker for at se hvordan vores 20 åndelige søstre klarede sig. Blandt disse søstre var Elsa Abt og Gertrud Ott. * Da de fik øje på os, løb de os hurtigt i møde, og efter at vi havde udvekslet nogle få opmuntrende ord, sang søstrene en af Rigets sange der i uddrag lød: „Den som er trofast, lydig og ærlig, kan sig for frygten befri.“ * Vi havde alle tårer i øjnene!

 Videre til næste lejr

Midt i vinterens frost og kulde stuvede nazisterne mellem 100 og 150 af os fanger ind i tomme kulvogne, uden mad og drikke. Vi led store kvaler på grund af tørst og feber. Efterhånden som syge og udmattede fanger faldt om på gulvet og døde, blev der mere plads i vognene. Mine ben og led blev så opsvulmede at jeg ikke kunne stå oprejst. Efter en rejse på ti dage ankom den håndfuld fanger som havde overlevet, til straffelejren Mittelbau-Dora i Nordhausen ved Weimar i Thüringen. Det er bemærkelsesværdigt at ikke et eneste Jehovas vidne døde på denne forfærdelige rejse.

Jeg var knap nok kommet mig efter rejsen da en epidemi af dysenteri brød ud i lejren. Jeg selv og nogle andre brødre blev syge. Vi blev rådet til for en tid ikke at spise suppen som vi fik i lejren, og i stedet nøjes med forkullet brød. Jeg fulgte rådet og kom mig hurtigt. I marts 1945 hørte vi at årsteksten var taget fra Mattæus 28:19: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ Det tydede på at portene til koncentrationslejrene snart ville blive åbnet, og at den gode nyhed fortsat ville blive forkyndt! Denne tanke fyldte os med glæde og håb, for vi havde troet at den anden verdenskrig ville ende med Harmagedon. Jehova styrkede os på vidunderlig vis i denne svære tid!

Udfriet fra lejrene

Den 1. april 1945 bombede de allierede styrker SS-barakkerne og vores lejr der lå i nærheden. Mange blev dræbt eller såret. Næste dag faldt der en masse bomber, og under dette angreb kastede en kraftig eksplosion mig op i luften.

En af brødrene, Fritz Ulrich, kom mig til undsætning. Han gravede i murbrokkerne i håb om at jeg endnu var i live. Endelig fandt han mig og hev mig fri. Da jeg kom til bevidsthed, mærkede jeg at jeg havde læsioner i ansigtet og på kroppen, og jeg havde mistet hørelsen. Braget fra eksplosionen havde beskadiget mine trommehinder. I mange år havde jeg alvorlige problemer med mine ører inden de endelig blev lægt.

Kun få af de tusindvis af fanger overlevede bombeangrebet. Også nogle af brødrene døde, deriblandt Gustaw Baumert som jeg holdt så meget af. Mine kvæstelser førte til at jeg fik en infektion med høj feber. Kort tid efter blev vi imidlertid fundet og sat fri af de allierede tropper. De rådnende lig af dræbte og døde fanger forårsagede i mellemtiden en tyfusepidemi, som jeg også blev ramt af, og sammen med andre syge fanger blev jeg bragt til et hospital. Trods lægernes ihærdige indsats var vi kun tre der overlevede. Jeg takkede Jehova fordi han gav mig styrke til at forblive trofast i denne meget vanskelige tid, og for at han havde reddet mig fra dødens ’dystre mørke’. — Salme 23:4.

Hjemme igen!

Efter at tyskerne havde overgivet sig, håbede jeg på at komme hjem så hurtigt så muligt, men det viste sig at være vanskeligere end jeg havde troet. Nogle tidligere fanger som var medlemmer af Katolsk Aktion, fik øje på mig og råbte: „Dræb ham!“ De kastede mig til jorden og begyndte at trampe på mig. En mand kom forbi og reddede mig fra den brutale behandling, men det tog lang tid før jeg kom mig, for jeg var i forvejen såret og svag som følge af tyfussen. Til sidst kunne jeg dog endelig rejse hjem. Jeg var lykkelig over at blive genforenet med min familie! De var alle sammen henrykte over at se mig, for de troede jeg var død.

 Inden længe genoptog vi arbejdet med at forkynde, og mange oprigtige, sandhedssøgende mennesker reagerede positivt på budskabet. Jeg fik til opgave at forsyne menighederne med bibelske publikationer. Sammen med nogle andre brødre havde jeg den forret at mødes i Weimar med brødre fra afdelingskontoret i Tyskland, og herfra bragte vi de første efterkrigstidsnumre af Vagttårnet til Polen. Bladene blev straks oversat, og der blev lavet stenciler og trykt kopier. Da vores kontor i Łódź fik det fulde tilsyn med arbejdet i Polen, begyndte menighederne regelmæssigt at modtage bibelsk læsestof. Jeg begyndte som specialpioner, eller heltidsforkynder, og mit distrikt dækkede hele Schlesien, hvoraf størstedelen nu hørte under Polen.

Der varede imidlertid ikke længe inden Jehovas Vidner igen blev forfulgt, denne gang af det nyligt indsatte kommunistiske styre i Polen. På grund af min kristne neutralitet blev jeg i 1948 idømt to års fængsel. Mens jeg sad i fængsel, hjalp jeg mange andre fanger til at komme nær til Gud. En af dem tog standpunkt for sandheden og indviede sig senere til Jehova og blev døbt.

I 1952 kom jeg igen i fængsel, denne gang påstod man at jeg var spion for USA! Mens jeg ventede på retssagen, sad jeg i enecelle og blev forhørt dag og nat. Også denne gang udfriede Jehova mig af forfølgernes hånd, og i de efterfølgende år var jeg ikke udsat for den slags overgreb.

Hvad der hjalp mig til at holde ud

Når jeg ser tilbage på alle årene med prøvelser og trængsler, kan jeg let pege på noget af det der især var til opmuntring. Styrken til at holde ud kom først og fremmest fra Jehova og hans ord, Bibelen. Regelmæssige, inderlige bønner til Jehova, „al trøsts Gud“, og et dagligt studium af hans ord hjalp mig og andre til at forblive åndeligt stærke. Gennem håndskrevne eksemplarer af Vagttårnet fik vi også den tiltrængte åndelige føde. I koncentrationslejrene hentede jeg styrke hos omsorgsfulde trosfæller der altid var villige og rede til at hjælpe.

Min kone, Maria, var også en stor gave fra Jehova. Vi blev gift i oktober 1950 og fik senere en datter, Halina, som kom til at elske og tjene Jehova. Maria og jeg var gift i 35 år inden hun døde efter i længere tid at have kæmpet med sygdom. Hendes død fyldte mig med sorg og smerte. Men selvom jeg for en tid var „kastet omkuld“, blev jeg ikke slået helt ud. (2 Korinther 4:9) I den svære tid fik jeg støtte af min kære datter, hendes mand og deres børn — mine børnebørn — som alle trofast tjener Jehova.

Siden 1990 har jeg tjent på det polske afdelingskontor. Det daglige samvær med denne dejlige betelfamilie er en stor velsignelse. Mit helbred bliver stadig dårligere, og til tider føler jeg mig som en svag ørn der kun kan glide i luften. Men jeg ser fremtiden i møde med tillid, og jeg ’synger for Jehova, for han har handlet vel imod mig’ indtil den dag i dag. (Salme 13:6) Jeg ser frem til den tid da Jehova, min hjælper, vil rette op på al den skade som Satans undertrykkende styre har forvoldt.

[Fodnoter]

[Illustration på side 10]

I koncentrationslejren fik jeg dette nummer og en lilla trekant

[Illustration på side 12]

Sammen med min kone, Maria, i 1980