Vær opmærksom på at rose andre

HAR du hørt nogle sige at deres arbejdsgiver roser dem for lidt? Det er måske også noget du selv har klaget over? Hvis du er ung, har du da sagt det samme om dine forældre eller lærere?

Nogle af disse beklagelser er sikkert berettigede. Ifølge en tysk motivationstræner er det dog ikke så meget mangelen på ros der ligger bag ansattes beklagelser, men snarere at deres chef ikke viser dem personlig interesse. Under alle omstændigheder er der tydeligvis et eller andet der mangler. Både ros og personlig interesse er vigtige forudsætninger for at man kan have et godt forhold til andre.

Det gælder også i forbindelse med vores gudsdyrkelse. I den kristne menighed bør der være en atmosfære som er tydeligt præget af ros, varme og personlig interesse. Dens medlemmer kan opnå og bevare et sådant godt indbyrdes forhold ved at følge Bibelens retningslinjer. Og uanset hvor kærlig ens menighed er, kan der altid gøres forbedringer. Med dette i tanke vil vi se nærmere på tre gode eksempler på nogle der roste andre: en af Guds førkristne tjenere ved navn Elihu, apostelen Paulus og Jesus Kristus.

Ros på en venlig og respektfuld måde

Elihu, øjensynlig en fjern slægtning af Abraham, hjalp Job med at få et ligevægtigt syn på sit forhold til Gud. Elihu var høflig og viste andre stor respekt. Han ventede tålmodigt på at det blev hans tur til at sige noget. Og mens Jobs påståede venner kun fandt fejl hos Job, var Elihu hurtig til at rose ham for hans retskafne kurs samtidig med at han gav ham vejledning. Dette gjorde han på en kærlig måde og af personlig interesse for Job som en ven. I modsætning til de andre brugte Elihu Jobs navn. Han henvendte sig høfligt til Job: „Hør nu, Job, hvad jeg har at sige, og lyt til alle mine ord.“ Idet han respektfuldt satte sig i Jobs sted, sagde han: „Se, for den sande Gud er jeg som du; også jeg er dannet af ler.“ Dernæst kom han med denne positive opfordring: „Hvis der er noget at sige, da tag til genmæle mod mig. Tal, for jeg ser dig gerne retfærdiggjort.“ — Job 33:1, 6, 32.

Når man behandler en anden høfligt og med respekt, er det i en vis forstand det samme som at rose vedkommende. Man siger i realiteten: ’Jeg betragter dig som værdig til at få min opmærksomhed og at blive pænt behandlet.’ På den måde  udstråler man hjertelighed og personlig interesse for vedkommende.

At være høflig og venlig omfatter mere end at man blot følger de gældende normer for god opførsel. For at nå ind til andres hjerte skal vores venlige og høflige opførsel være ægte. Den skal udspringe af oprigtig kærlighed og interesse.

Ros på en taktfuld måde

Apostelen Paulus viste hvor stor en rolle det spiller at være taktfuld. Mens han under sin anden missionsrejse forkyndte i Athen, forsvarede han kristendommen over for nogle græske filosoffer. Læg mærke til hvor taktfuldt han klarede den vanskelige opgave. „Både nogle af de epikuræiske og nogle af de stoiske filosoffer gav sig til at diskutere med ham, og nogle sagde: ’Hvad er det mon dette snakkehoved vil sige?’ Andre: ’Han synes at være en som forkynder fremmede guddomme.’“ (Apostelgerninger 17:18) Trods sådanne bemærkninger bevarede Paulus fatningen og sagde: „Athenske mænd, jeg ser at I i alle henseender synes at have større frygt for guderne end andre har.“ I stedet for at fordømme deres afgudsdyrkelse roste Paulus dem for deres religiøse engagement. — Apostelgerninger 17:22.

Var det hykleri fra Paulus’ side? Nej, slet ikke. Han vidste at det ikke var hans opgave at dømme sine tilhørere; han var sig helt bevidst at han selv engang havde været uvidende om sandheden. Hans opgave var at fremholde Guds budskab, ikke at dømme andre. Han vidste af egen erfaring hvad mange Jehovas Vidner i dag også er blevet klar over: Ivrige forsvarere af falsk religion kan med tiden blive nogle af de stærkeste forsvarere af sand religion.

Paulus’ fremgangsmåde gav gode resultater. „Nogle mænd sluttede sig til ham og fik tro, og blandt dem var Dionysius, en dommer ved Areopagusdomstolen; det samme gjorde en kvinde ved navn Damaris, og andre foruden dem.“ (Apostelgerninger 17:34) Hvor var det klogt af Paulus at rose athenerne for deres oprigtige tro — selvom den var forkert — frem for at kritisere dem for deres mangel på nøjagtig kundskab! Folk der på grund af falske oplysninger er blevet ført på vildspor, har ofte et godt hjerte.

Paulus var også taktfuld da han blev bedt om at forsvare sig over for Herodes Agrippa II. Det var en velkendt sag at Herodes levede i blodskam med sin søster Berenike, noget som klart fordømmes i Guds ord. Alligevel lod Paulus være med at udtale sig fordømmende. Han fandt i stedet noget som han passende kunne rose Herodes for. „Kong Agrippa, jeg regner mig for lykkelig over at det er for dig jeg i dag skal forsvare mig vedrørende alt det som jeg anklages for af jøderne, især fordi du er ekspert med hensyn til alle jødernes skikke såvel som deres stridsspørgsmål.“ — Apostelgerninger 26:1-3.

Det vil være klogt af os at bruge en lignende taktfuld fremgangsmåde når vi omgås andre. Hvis vi for eksempel roser en nabo, en skolekammerat eller en kollega, kan det fremme freden og en god opførsel. Ved at give velfortjent ros kan vi måske nå ind til retsindiges hjerte og motivere dem til at erstatte deres falske forestillinger og forkerte handlinger med nogle der er mere i overensstemmelse med nøjagtig kundskab.

Jesus — et fuldkomment eksempel i at rose

Jesus roste andre. Da han for eksempel efter sin opstandelse og himmelfart på Guds bud talte til de syv menigheder i Lilleasien gennem apostelen Johannes, undlod han ikke at rose dem der fortjente det. Til menighederne i Efesus, Pergamum og Tyatira sagde han blandt andet: „Jeg kender dine gerninger og dit slid og din udholdenhed, og jeg ved at du ikke kan døje onde mennesker,“ „du [bliver] ved med at holde fast ved  mit navn, og du har ikke fornægtet din tro på mig,“ samt: „Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og tro og tjeneste og udholdenhed, og jeg ved at dine sidste gerninger er flere end de første.“ Jesus lagde endda mærke til enkeltpersoner i Sardes — hvor menigheden generelt havde behov for alvorlig vejledning — og gav dem velfortjent ros. Han sagde: „Dog har du nogle få navne i Sardes som ikke har besmittet deres yderklæder, og de skal vandre sammen med mig i hvide klæder, fordi de er værdige dertil.“ (Åbenbaringen 2:2, 13, 19; 3:4) Jesus er et godt eksempel for os!

Ligesom Jesus bør vi aldrig dømme en hel gruppe for fejl begået af nogle få, eller give andre nødvendig vejledning uden også at give velfortjent ros. Vi skal dog huske at rosende ord kan miste deres vægt hvis vi altid kun roser som en optakt til vejledning. Vær gavmild med at rose andre når som helst der er anledning til det. Andre vil da have lettere ved at tage imod vejledning fra dig hvis det skulle blive aktuelt.

Ældste der er opmærksomme på at give ros

Cornelia, en kristen kvinde som arbejder på et af Jehovas Vidners afdelingskontorer i Europa, fortæller at en rejsende tilsynsmand i begyndelsen af 1970’erne spurgte hende hvordan det gik med at studere personligt og få læst bladene. „Jeg var lidt flov over mig selv,“ siger hun, men hun fortalte alligevel ærligt at hun ikke fik læst alle artiklerne i bladene. Cornelia fortsætter: „I stedet for at kritisere mig, roste han mig for det jeg fik læst. Jeg blev så opmuntret af hans ros at jeg siden  da har været besluttet på at læse hver eneste artikel.“

Ray, der også tjener på et europæisk afdelingskontor, husker sin første dag som pioner. Om aftenen kom menighedens præsiderende tilsynsmand, som havde et arbejde at passe, en familie at tage sig af samt mange ansvarsopgaver i menigheden, ind i rigssalen og gik straks hen til Ray og spurgte: „Hvordan gik din første dag i pionertjenesten?“ I dag, næsten 60 år senere, mindes Ray stadig denne ældstebroders betænksomhed.

Disse to erfaringer viser at oprigtige, kærlige udtryk for værdsættelse af hvad andre har gjort, — og ikke blot hule ord eller tom smiger — kan gøre underværker. I den kristne menighed er der meget vi kan rose vores trosfæller for — eksempelvis deres ønske om at tjene Jehova, deres velforberedte kommentarer og deres fremskridt i forbindelse med at overvinde sceneskræk så de kan holde foredrag eller medvirke i indlæg ved møderne. Vi kan også rose dem for deres nidkærhed i forkyndelses- og undervisningsarbejdet samt deres bestræbelser for at sætte Rigets interesser og åndelige mål på førstepladsen. Vi bliver rigt velsignet når vi roser andre. Det gør os glade og positive. — Apostelgerninger 20:35.

De ældste bør rose menigheden for den flittige indsats den yder. Og når det er nødvendigt at give vejledning, vil de gøre det på en kærlig måde. De vil ikke være så optaget af at alting skal gøres perfekt, at de betragter enhver lille ting der ikke er helt i orden, som en alvorlig svaghed.

Kristne ældste som efterligner Elihus venlige og respektfulde måde at være på, som er taktfulde ligesom Paulus, og som følger Jesu eksempel ved at vise kærlig omsorg, vil være til stor opmuntring for deres brødre. Ros får det bedste frem i andre og medvirker til at opbygge gode og harmoniske forhold blandt brødrene. Hvor må det have frydet Jesus da han ved sin dåb hørte sin himmelske Fader rose ham med ordene: „Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.“ (Markus 1:10, 11) Ved at give vores brødre oprigtig ros og anerkendelse kan vi få deres hjerter til at fryde sig.

[Illustrationer på side 15]

Som i Paulus’ tilfælde kan en taktfuld fremgangsmåde føre til gode resultater

[Illustration på side 16]

Oprigtig ros som afspejler varme og kærlighed, kan gøre underværker