Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Medfølelse i en ond verden

Medfølelse i en ond verden

Medfølelse i en ond verden

EN MAND i Burundi bliver alvorligt syg af malaria. Han må på hospitalet så hurtigt som muligt, men ingen har en bil der kan køre ham derhen. To af mandens venner kommer ham til undsætning. De sætter ham op på en cykel, som de i fem lange timer skubber gennem et bjergrigt terræn, inden de endelig når frem til en bus der kan køre ham på hospitalet. I løbet af få dage har han det meget bedre.

På den anden side af kloden, i USA, hvor orkanen Katrina i august 2005 rasede langs Den Mexicanske Golf, får en gruppe frivillige efter orkanen øje på et hus der er blevet knust under væltede træer. De frivillige kender ikke husets ejer, men bruger alligevel en hel dag på at fjerne træer og andet nedfaldent materiale med motorsave. „Jeg er dybt taknemmelig for det som disse mennesker har gjort,“ siger husets ejer.

Sensationelle reportager i medierne drejer sig ofte om grufulde og brutale handlinger, mens dagligdags eksempler på medfølelse og venlighed får langt mindre opmærksomhed. Ikke desto mindre har alle mennesker et stort behov for kærlighed, ømhed og forståelse. Vi higer alle efter medfølelse. Men den slags er nok mere i fokus ved juletid, hvor der bliver talt og sunget om fred og kærlighed mellem mennesker. — Lukas 2:14.

Det er måske ikke så let at vise medfølelse i en verden der virker barsk og følelseskold. Den almindelige indstilling er at fremgang og succes kun kan opnås ved at være hensynsløs og ufølsom. Mange synes tilsyneladende at det er bedre at være hård og brutal end at være medfølende. Begærlighed og selviskhed levner ikke plads for medfølelse.

Mange vælger altså at sætte sig selv først, endda på bekostning af andres følelser og interesser. Mandlige idoler inden for sports- og underholdningsbranchen fremstilles mange gange som „rigtige mænd“ (machoer) der hverken er blide eller medfølende. Nogle politikere har et lignende image.

Det er derfor godt at spørge: Hvorfor vise medfølelse? Udretter man noget positivt ved at gøre det? Hvad kan hjælpe en til at vise medfølelse? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Ramme på side 3]

•Er det en svaghed at vise medfølelse?

•Kan medfølelse udrette noget?

•Hvordan kan man rent praktisk vise medfølelse?